Krav om refusion af omkostninger ved handel, der blev tilbageført.
| Sagsnummer: | 166/1997 |
| Dato: | 16-09-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om refusion af omkostninger ved handel, der blev tilbageført. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 14. februar 1997 udløb klagerens aftaleindskud på 400.000 kr. hos indklagedes Sct. Jørgens Park afdeling, Næstved.
Med henblik på at træffe aftale om, hvorledes der skulle forholdes med aftaleindskuddet, deltog klagerens ægtefælle i et møde med afdelingen den 13. februar 1997. Under mødet blev der indgået aftale om investering af 300.000 kr. i investeringsforeningsandele i Danske Invest - Korte Danske Obligationer. For at fastlåse kursen blev handlen effektueret som en strakshandel. Handlen skulle afvikles over klagerens løbende konto, som også blev benyttet af ægtefællen.
Den 14. februar 1997 modtog klageren fondsnota og fondsordreblanket vedrørende handlen fra afdelingen. Af fondsnotaen fremgår bl.a., at kursværdien af investeringsandelene på 298.452 kr. med tillæg af kurtage på 1.492,26 kr. (0,5%) ville blive hævet på den løbende konto den 18. februar 1997, hvor investeringsforeningsandelene ville blive indlagt i depot. Klageren underskrev ikke fondsordreblanketten, men rettede i stedet telefonisk henvendelse til afdelingen med besked om, at han ikke ønskede de pågældende investeringsforeningsandele.
Den 17. februar 1997 hævede ægtefællen via sit dankort 400.000 kr. fra den løbende konto og overførte beløbet til et andet pengeinstitut.
Ved fondsafregning af 18. februar 1997 solgte indklagede investeringsforeningsandelene til samme kurs som købskursen og med valør den 21. februar 1997. Ved afregningen blev kursværdien fratrukket 1.492,26 kr. i kurtage og 1.492 kr. i aktieafgift. Klageren underskrev ikke fondsordreblanketten vedrørende handlen, som blev fremsendt af afdelingen sammen med fondsafregning.
Indklagede har oplyst, at man pr. kulance har rettet valøren på salgsafregningen, således at både købet og salget af investeringsforeningsandelene er sket med valør den 18. februar 1997.
Ved klageskema af 22. april 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere omkostningerne ved handlerne på i alt 4.476,52 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det er korrekt, at hans ægtefælle indgik mundtlig aftale med afdelingen om køb af investeringsforeningsandelene under mødet den 13. februar 1997. Han har imidlertid ikke underskrevet nogen fondsordre til indklagede, hverken vedrørende købet eller salget. Ved modtagelsen af fondsordreblanketten vedrørende købet gav han straks afdelingen meddelelse om, at han ikke ønskede de pågældende investeringsforeningsandele. Indklagede var ikke berettiget til at gennemføre handlerne uden hans underskrift og bør derfor refundere omkostningerne ved handlerne.
Indklagede har anført, at købet af investeringsforeningsandelene skete i henhold til ægtefællens instruks den 13. februar 1997, og at salget fandt sted efter klagerens instruks den 14. samme måned.
Indklagede var berettiget til at beregne sig kurtage i forbindelse med handlerne og forpligtet til at afregne afgift til staten. Det er indklagedes opfattelse, at ægtefællen, der sædvanligvis ordnede ægtefællernes økonomi og ofte repræsenterede klageren over for banken, var bemyndiget til at træffe beslutning om placeringen af midlerne på aftaleindskudskontoen. Såfremt den fornødne fuldmagt ikke bestod, hæfter ægtefællen over for indklagede, jf. aftalelovens § 25. Klageren og ægtefællen har igennem mange år investeret i obligationer og var bekendt med handelsomkostningerne, som fremgår af indklagedes folder "Handel med værdipapirer".
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har erkendt, at der under mødet den 13. februar 1997 blev indgået aftale mellem indklagede og hans ægtefælle om køb af investeringsforeningsandelene for en del af hans aftaleindskud, der udløb den følgende dag, og at han ved telefonisk henvendelse til afdelingen den 14. februar 1997 meddelte, at han ikke ønskede de pågældende investeringsforeningsandele. Det er ubestridt af klageren, at ægtefællen var bemyndiget til at træffe aftale om investeringen på hans vegne.
Da købet af investeringsandelene, som fandt sted ved strakshandel den 13. februar 1997, var gennemført på det tidspunkt, hvor klageren gav meddelelse om, at han ikke ønskede de pågældende investeringsforeningsandele, var der tale om et reelt køb og salg af de pågældende papirer. Indklagede var herefter i henhold til sine forretningsbetingelser berettiget til at beregne sig kurtage på 0,5% af kursværdien, ligesom indklagede var forpligtet til at afregne afgift til staten.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.