Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod tilbageførsel af betaling, ophævelse af betalingsserviceaftale.

Sagsnummer: 116 /2006
Dato: 26-09-2006
Ankenævn: Peter Blok, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen, Jørn Ravn, Astrid Thomas
Klageemne: Betalingsservice - ophævelse af aftale
Ledetekst: Indsigelse mod tilbageførsel af betaling, ophævelse af betalingsserviceaftale.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med, at indklagede i foråret 2006 tilbageførte en betaling i betalingsservice og slettede klagerens betalingsserviceaftaler.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes samlever har hver en Totalkonto hos indklagede. Parrets faste udgifter var i 2005 tilmeldt betalingsservice og blev gennemført via klagerens konto.

Henholdsvis den 19. oktober og 18. november 2005 blev der afholdt et møde mellem klageren, samleveren og indklagede.

Indklagede har oplyst, at baggrunden for møderne var et bevilget overtræk på klagerens budgetsaldo, som indklagede anmodede om at få inddækket. Klageren og samleveren blev endvidere oplyst om, at klagerens løn ikke kunne dække budgetudgifterne. Samleveren var ikke interesseret i at indbetale på budgettet, og parret blev derfor bedt om at reducere budgetudgifterne. Indklagede afslog en anmodning fra klageren og samleveren om at overtage nogle gældsposter, som parret havde stiftet i forbindelse med indgåelse af nogle kontokortforhold.

Efter den 30. november 2005 indgik klagerens ikke længere løn på klagerens konto.

Den 2. januar 2006 overførte samleveren 9.000 kr. fra sin konto til klagerens konto, hvorved der var dækning for månedens betalinger.

Den 1. februar 2006 overførte samleveren 9.000 kr. til klagerens konto. Samme dag blev der gennemført tre betalingsservicebetalinger på i alt 7.005,25 kr. vedrørende forsikring. Den følgende dag blev betalingerne tilbageført.

I dagene 6.-10. februar 2006 blev der gennemført fire betalinger på i alt 8.238,48 kr., hvorefter budgetsaldoen var på 538,48 kr. (negativ).

Den 28. februar 2006 overførte samleveren 9.000 kr. til klagerens konto.

I marts 2006 gennemførte indklagede parrets betalinger, herunder tre betalinger på i alt 3.881,25 kr. vedrørende skadeforsikring.

Den 31. marts 2006 sendte indklagede følgende skrivelse til klageren og samleveren:

"…

Til jeres orientering har jeg overført kr. 9.450 fra [samleverens] kontonr. [-624] til [klagerens] kontonr. [-453], til dækning af overførslen til budgettet. I april har I budgetudgifter på kr. 7.538,46, der står d.d. kr. 4.752,89 på budgettet. I bedes derfor overføre kr. 2.800 til budgettet, såfremt I ønsker at alle budgetudgifterne betalt."

Ved udfærdigelsen af skrivelsen var der ikke taget højde for en overførsel samme dag på 550 kr. Der manglede således reelt 2.250 kr., for at alle budgetudgifterne kunne blive betalt. Der blev ikke foretaget indbetalinger i anledning af skrivelsen.

Den 10. april 2006 blev der via klagerens konto gennemført en huslejebetaling på 4.626 kr., hvorefter budgetsaldoen var på 3.985,57 kr. (negativ). Den 12. april 2006 blev huslejebetalingen tilbageført.

Ved skrivelse af 19. april 2006 meddelte indklagede klageren, at huslejebetalingen var tilbageført. Årsagen var parrets manglende indbetaling af 2.200 kr., som sammenholdt med betalingen af låneydelser på i alt 1.750 kr. betød, at der manglede i alt 3.950 kr. på kontoen. Indklagede meddelte, at alle betalingsserviceaftaler nu var blevet slettet, og at fremtidige betalinger måtte ske ved indbetalingskort eventuelt via indklagedes netbank. Årsagen til sletningen var, "at I ikke ønsker at køre en fast overførsel til budgettet, som dækker de faste udgifter herpå."

Indklagede har anført, at det manglende beløb i skrivelsen af 19. april 2006 ved en fejl er angivet til 2.200 kr. Det skulle rettelig være 2.250 kr.

Af indklagedes regler for betalingsservice fremgår bl.a.:

"…

3. Dækning på kontoen

Der skal være dækning på din konto på den dag, som af kreditor er defineret som betalingsdagen. Er der ikke dækning på kontoen for samtlige dagens betalinger, er banken ikke forpligtet til at gennemføre nogen af dagens betalinger.

10. Opsigelse/ophævelse af tilslutningsaftalen

Banken kan opsige tilslutningsaftalen skriftligt med en måneds varsel. I tilfælde af væsentlig misligholdelse, herunder at du gentagne gange ikke har haft dækning på din konto, kan banken hæve aftalen uden varsel.

11. Tilbageførsel af en betaling

Banken kan tilbageføre en betaling hvis:

2.1.

Der ikke er dækning på din konto på betalingsdagen, og betalingen overstiger 1.000 kr.,

…"

Parternes påstande.

Den 24. april 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om "en personlig undskyldning fra banken samt en eller anden form for erstatning (økonomisk)".

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes tilbageførsel af huslejebetalingen og sletning af alle betalingsserviceaftaler var uberettiget.

Pr. den 1. februar 2006 accepterede indklagede, at hendes og samleverens forsikringer blev betalt via budgettet, selvom der ikke var penge til det.

Det blev aftalt, at underskuddet skulle inddækkes i løbet af nogle måneder. Der blev ikke aftalt nogen bestemt frist.

Indklagede afslog at betale huslejen, selvom de ville indbetale de 2.250 kr., som der ifølge indklagedes skrivelse tilsyneladende manglede.

Indklagede frabad sig henvendelser fra samleveren og anmodede dem om at flytte til et andet pengeinstitut.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens påstand om en personlig undskyldning ikke vedrører en formueretlig tvist og derfor ikke kan behandles af Ankenævnet. Klageren har ikke dokumenteret at have lidt noget tab ved tilbageførslen af huslejebetalingen og de slettede betalingsserviceaftaler.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at forsikringsbetalingerne den 1. februar 2006 blev tilbageført, idet der ikke var dækning på kontoen. På baggrund af en telefonisk henvendelse fra samleveren accepterede man, at forsikringerne trods den manglende dækning for alle betalinger blev betalt via budgetkontoen i marts 2006, mod at overtrækket blev inddækket i løbet af samme måned, således at der var dækning for alle budgetudgifter i april 2006.

På trods af påmindelsen ved skrivelsen af 31. marts 2006 overholdt klageren ikke aftalen om at overføre tilstrækkelige midler til kontoen.

Tilbageførslen af huslejebetalingen og sletningen af betalingsserviceaftalerne var berettiget i henhold til reglerne.

Klageren har ikke dokumenteret noget tab.

Samleveren har gentagne gange udvist en aggressiv og truende adfærd.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke, at sagen bør afvises.

I februar 2006 imødekom indklagede en anmodning fra klageren og samleveren om gennemførelse af forsikringsbetalingerne, selvom der ikke var dækning herfor på klagerens konto. Mod indklagedes benægtelse finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at den kredit, som indklagede herved bevilgede klageren, tidsmæssigt strakte sig videre end til den 1. april 2006. Dette stemmer også med, at indklagede den 31. marts 2006 mindede klageren og samleveren om, at der skulle foretages yderligere indbetalingerne på kontoen, hvis alle budgetudgifterne for april 2006 skulle betales.

Da klageren ikke foretog den fornødne indbetaling, var indklagede berettiget til at tilbageføre klagerens og samleverens huslejebetaling som sket den 12. april 2006.

På baggrund af hændelsesforløbet var indklagede tillige berettiget til at ophæve aftalen med klageren om betalingsservice, således som det skete ved indklagedes skrivelse af 19. april 2006.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.