Klageren indgik den 17. maj 1984 aftale med indklagede om tilbagebetaling af et studielån. Ifølge tilbagebetalingsaftalen var studiegælden med renter frem til 20. marts 1984 på 99.905,86 kr. Den månedlige ydelse på 1.600 kr. skulle erlægges første gang den 1. oktober 1984, renten var p.t. 13%, og afviklingstiden var aftalt til 7 år.
Den 11. april 1990, hvor restgælden var 53.762,96 kr., blev lånet overført til et andet pengeinstitut, og den 12. maj 1992, hvor restgælden var 25.001,21 kr., blev lånet overført til et tredie pengeinstitut.
Den 27. august 1993, hvor restgælden var ca. 4.000 kr., rejste klageren via sin advokat et krav mod indklagede i anledning af fejl i tilbagebetalingsaftalen, hvorefter lånet ikke som aftalt var blevet afviklet på 7 år.
Af kontoudskrifter fremgår, at lånet har udviklet sig således:
20.12. Restgæld
Den 1. oktober 1991 var restgælden 34.318,96 kr. Den årlige ydelse har gennem hele forløbet været 19.200 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om principalt, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale ydelser betalt efter den 1. oktober 1991 incl. renter, subsidiært dette beløb med fradrag af 17.663,52 kr., som er det beløb, klageren skulle have betalt yderligere ved korrekt udregnet ydelse, mere subsidiært et større eller mindre beløb efter Ankenævnets skøn afhængig af, om den til enhver tid under afviklingen gældende rente har været over eller under 13%.
Indklagede har påstået principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.
Klageren har anført, at indklagede har et selvstændigt ansvar for rigtigheden af de oplysninger, som er indeholdt i tilbagebetalingsaftalen. Han har lidt et tab i form af øget rentebetaling og er ikke i besiddelse af den nødvendige indsigt til at kunne konstatere, om renteforhøjelser bevirker en forlænget løbetid; han reagerede straks, da han i slutningen af august 1993 blev gjort opmærksom på fejlen af sit nuværende pengeinstitut.
Indklagede har ikke bestridt, at indholdet af tilbagebetalingsaftalen er behæftet med fejl, idet studielånet ikke ved den angivne månedlige ydelse og en uændret rente ville være afviklet efter 7 år. Med oplysningerne i dokumentet ville det tage ca. 8 1/2 år at afvikle studielånet. Efterfølgende rentestigninger har forøget restgælden og dermed forlænget afviklingstiden med ca. 5 måneder. Klageren har ikke lidt noget tab, idet opdagelse af fejlen på et tidligere tidspunkt ville have medført, at den månedlige ydelse var blevet forhøjet, eller at løbetiden var blevet forlænget. Klageren burde senest ved overflytning af lånet i april 1990 have gjort indsigelse, hvorfor et eventuelt krav er bortfaldet på grund af passivitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at tilbagebetalingsaftalen var behæftet med fejl, idet studielånet ikke ved den fastsatte månedlige ydelse og en uændret rente ville kunne afvikles på 7 år. Ankenævnet finder, at klageren senest ved udgangen af 1987 burde have indset, at den fastsatte ydelse var utilstrækkelig, hvis den forudsatte løbetid skulle fastholdes, idet den årlige ydelse kun ville være tilstrækkelig til at afvikle restgælden pr. 1. oktober 1991, såfremt lånet var rentefrit.
Da studielånet i det foreliggende tilfælde er overflyttet til et andet pengeinstitut i april 1990, og da klageren ikke i forbindelse hermed, men først i august 1993, har rejst sit krav overfor indklagede, finder Ankenævnet, at klageren har udvist en sådan passivitet, at der ikke er grundlag for at pålægge indklagede at tilbagebetale klageren noget beløb.
Som følge af det anførte