Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Tidsbegrænsning. Underretning. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement.
| Sagsnummer: | 52/1999 |
| Dato: | 16-06-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Kaution - tidsbegrænsning
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Tidsbegrænsning. Underretning. Efterfølgende udvidelse af debitors engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klageren gjort indsigelse mod en kautionsforpligtelse for en kassekredit, idet klageren har gjort gældende, at kautionen var tidsbegrænset, at indklagede har undladt at give meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 og at en efterfølgende udvidelse af debitors engagement har forøget hans risiko.
Sagens omstændigheder.
Ved separat kautionserklæring af april 1996 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for sin nevøs kassekredit hos indklagede på 300.000 kr. "med tillæg af renter, provision, overtræk og omkostninger". Af kautionserklæringen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Kautionistens forpligtelse er begrænset til kr. 200.000,00 af det til enhver tid skyldige beløb.
Kontoen er med variabel udnyttelse. Låntagers udnyttelse af kontoen forud for det tidspunkt, hvor banken eventuelt vil gøre kautionen gældende, påvirker derfor ikke den enkelte kautionists eller tredjemandspantsætters forpligtelse. Kontoen indfries den 01.06.97, medmindre der træffes ny aftale om afvikling.
..........
11. ......
Specielt for kautionister gælder, at udebliver låntager med hovedstol, afdrag eller renter, skal der inden 6 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag ved anbefalet brev gives meddelelse til enhver af kautionisterne eller til den eller dem af disse, der er bemyndiget til at modtage meddelelsen på samtlige kautionisters vegne. Undladelse heraf medfører, at banken taber sit krav over for kautionisterne i det omfang, disses regreskrav mod låntageren er blevet forringet ved undladelsen, jvf. Bank- og Sparekasselovens § 41.
12. Banken er berettiget til uden samtykke fra kautionister og tredjemandspantsættere at give henstand med betaling. Banken er på tilsvarende vis, som anført i pkt. 11, forpligtet til at give meddelelse herom. Undladelse heraf medfører, at kautionister og tredjemandspantsættere frigøres i det omfang, de dokumenterer, at henstanden har medført væsentlige tab for dem."
Af kassekreditkontrakten med debitor, som drev virksomhed som maler, fremgår, at kreditten skulle indfries den 1. juni 1997 "medmindre, der træffes ny aftale om afvikling".
Indklagede har oplyst, at man i marts 1997 bevilgede debitor et overtræk på 350.000 kr., som skulle være nedbragt den 1. juni 1997. Da kassekreditten ikke blev indfriet, meddelelte man debitor en frist på 2 måneder. Debitor oplyste, at klageren var informeret om sagsforløbet.
I november 1997 meddelte debitor indklagede, at han havde solgt sit firma. Det blev aftalt med debitor, at han senest den 1. februar 1998 skulle påbegynde afviklingen af kassekreditten, idet han på dette tidspunkt burde have alle forhold afklaret.
Ved skrivelse af 23. februar 1998 rettede indklagede henvendelse til klageren om kautionsforpligtelsen, idet man oplyste, at debitor havde stoppet driften af virksomheden, hvilket ifølge indklagedes oplysninger havde været drøftet mellem klageren og debitor.
Ved skrivelse af 26. marts 1998 rettede indklagede på ny henvendelse til klageren om kautionsforpligtelsen.
Ved skrivelse af 7. april 1998 til indklagede gjorde klageren indsigelse mod kautionen, idet han henviste til, at han havde stillet krav om en løbetid på 1 år og 2 måneder, således at kontoen skulle bringes på 0 senest den 1. juni 1997, og at indklagede havde undladt at informere ham om overtrækket på kontoen og salget af virksomheden.
Ved skrivelse af 1. december 1998 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionen under henvisning til, at en afviklingsaftale med debitor ikke var overholdt.
Parternes påstande.
Den 2. februar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det var hans krav, at forpligtelsen skulle ophøre pr. 1. juni 1997, og at han forudsatte, at debitors lånebeløb ikke måtte overstige 300.000 kr. Da han ved udløbet den 1. juni 1997 ikke modtog påkrav, kunne han berettiget forvente, at han var løst for kautionsforpligtelsen. Indklagede sendte reelt først påkrav den 1. december 1998. Ifølge kautionserklæringen var indklagede forpligtet til at give underretning inden 6 måneder. Hans risiko er blevet forøget som følge af indklagedes yderligere kredit til nevøen. Indklagede har groft tilsidesat aftalen, hvorfor han betragter sig som løst fra denne.
Indklagede har anført, at kautionen ikke var tidsbegrænset til den 1. juni 1997, idet det klart fremgår, at der pr. denne dato kunne træffes ny aftale om afvikling. Man var berettiget til uden samtykke fra klageren at bevilge overtræk til debitor, jf. kautionserklæringen hvoraf det fremgår, at klageren hæfter for debitors gæld i henhold til kassekreditten med tillæg af renter, provision, overtræk og omkostninger. Berettigelsen til at yde henstand fremgår ligeledes at kautionserklæringen. Den manglende orientering om det bevilgede overtræk og henstanden er uden betydning, idet klagerens regreskrav mod debitor ikke er blevet forringet herved. Da kautionen er begrænset til 200.000 kr., er forpligtelsen ikke blevet forøget som følge af udvidelsen af kreditten til debitor. Ifølge debitor var klageren underrettet om forløbet helt tilbage fra foråret 1997, hvor de økonomiske vanskeligheder i debitors virksomhed opstod.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Uanset den noget uheldige formulering i kautionserklæringen finder Ankenævnet ikke, at klageren berettiget kunne forvente, at han pr. den 1. juni 1997 var frigjort for kautionsforpligtelsen, uanset om denne var indfriet. Herved bemærkes, at klageren måtte indse, at ny aftale om afvikling kunne træffes med debitor.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 må for så vidt angår kassekreditter forstås således, at en pligt til at give underretning til kautionisten indtræder, når der har været et ubevilget overtræk gennem en sammenhængende periode på 6 måneder. På det foreliggende grundlag har Ankenævnet ikke mulighed for at tage stilling til, om indklagedes underretning ved skrivelsen af 23. februar 1998 var rettidig. Ankenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at antage, at en eventuel overskridelse af 6 måndersfristen har forringet klagerens mulighed for regres mod debitor, hvorfor der på denne baggrund ikke er grundlag for en nedsættelse af kautionsforpligtelsen.
Det er ikke godtgjort, at der var indgået aftale om, at debitors engagement ikke måtte udvides uden samtykke fra klageren. Da kautionen er begrænset til 200.000 kr., blev klagerens forpligtelse ikke forøget som følge af kreditudvidelsen.
For så vidt angår opgørelsen af indklagedes krav i henhold til kautionen bemærkes, at et eventuelt krav om forrentning af beløbet på 200.000 kr. forudsætter, at der er fremsat påkrav herom, jf. rentelovens § 3, stk. 2.
Som følge af det ovenfor anførte finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse klagerens kautionsforpligtelse for bortfaldet, hverken helt eller delvist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.