Sagsnummer: | 471/2000 |
Dato: | 30-04-2001 |
Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
Klageemne: | Udlån - hæftelse |
Ledetekst: | Hæftelse for lån, hvis provenu anvendtes til dækning af tredjemands gæld, tilsidesat. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | OF |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens hæftelse for et lån, som klageren optog hos indklagede til inddækning af indklagedes tilgodehavende i henhold til et lån ydet til en debitor, med hvem klageren tidligere havde haft fælles adresse.
Sagens omstændigheder.
I august 1998 ydede indklagede et lån på 15.000 kr. til en debitor M. Af låneansøgning af 27. august 1998 vedrørende lånet fremgår, at M indtil 1. september 1997 havde haft bopæl på klagerens adresse.
I juli 1999 ydede indklagede klageren et lån på 10.600 kr. i forbindelse med klagerens køb af hårde hvidevarer.
I oktober 1999 blev M's lån forhøjet til 15.250 kr. Lånet skulle afvikles over 24 måneder med en månedlig ydelse på 800 kr.
M døde den 20. juni 2000.
Klageren rettede umiddelbart herefter telefonisk henvendelse til indklagede.
Indklagede har anført, at klageren den 22. juni 2000 kontaktede indklagedes direkte afdeling og oplyste, at hendes mand M var afgået ved døden, hvorfor hun gerne ville have lov at overtage restgælden på M's lån. Samme dag fremsendte man erstatningsgældsbrev til klageren til dennes underskrift.
Den 30. juni 2000 etablerede indklagede et lån til klageren på 11.250 kr. Provenuet herfra blev anvendt til indfrielse af M's lån hos indklagede. Klagerens lån skulle afvikles med 400 kr. månedligt, første gang den 1. september 2000.
Klageren indbetalte ydelserne på lånet den 5. september og 3. oktober 2000.
Ved skrivelse af 9. oktober 2000 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede og anførte, at det måtte bero på en fejl, at hun havde optaget et lån til indfrielse af M's gæld. Ved skrivelse af 10. s.m. anførte indklagede, at man ikke fandt, at der var sket fejl ved etableringen af lånet.
Under en yderligere korrespondance med indklagede oplyste klagerens advokat, at ifølge klageren var boet efter M sluttet ved, at arvingerne betalte M's begravelse.
Parternes påstande.
Klageren har den 30. november 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for lånet etableret i juni 2000 samt at betale 800 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke har været gift med M. Hun og M boede sammen indtil 1. september 1997. Hun er ordblind, pensionist og uden indsigt i økonomiske forhold.
Ved M's død rettede hun henvendelse til indklagede for at modtage rådgivning, da hun var i tvivl om, hvorvidt hun hæftede for M's lån. Ved lånets etablering havde hun skrevet til vitterlighed. Indklagede oplyste ikke, at hun ikke hæftede for M's lån, men sendte i stedet et nyt lånedokument med besked om at underskrive som debitor.
Indklagede har ikke overholdt Forbrugerombudsmandens etiske retningslinier, idet alene indklagedes interesser blev tilgodeset. Dette er i strid med retningsliniernes pkt. 2.
Indklagede tilvejebragte ikke et fyldestgørende beslutningsgrundlag eller fremskaffede relevante oplysninger forud for rådgivningen. Indklagede har heller ikke forklaret konsekvenserne af underskriften på lånedokumentet eller taget hensyn til, at hun lever af pension og kun har et rådighedsbeløb på ca. 1.000 kr. månedligt. Også på denne baggrund er det usandsynligt, at hun skulle have kontaktet indklagede for at overtage en anden persons lån.
Indklagede har anført, at klageren uopfordret rettede henvendelse til indklagede og uden forbehold eller yderligere spørgsmål anmodede om overtagelsen af restgælden på M's lån. Klageren oplyste, at der var tale om hendes afdøde mand.
Klageren oplyste på intet tidspunkt indklagede om, at hun var i tvivl om, hvorvidt hun hæftede for M's gæld.
Klageren har tidligere stiftet lån hos indklagede og har således været klar over, hvad det vil sige at stifte gæld.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Uanset om det må lægges til grund, at klageren ved sin henvendelse i juni 2000 umiddelbart efter M's død anmodede om overtagelse af restgælden på M's lån, finder Ankenævnet, at det påhvilede indklagede at oplyse klageren om, at hun ikke var forpligtet til at overtage M's gæld. Det bemærkes herved, at indklagede af sine registreringer kunne se, at klageren og M ikke havde samme bopæl, hvorfor det også af denne grund måtte forekomme usandsynligt, at klageren frivilligt ville påtage sig M's gæld.
Ankenævnet finder, at klageren under disse omstændigheder ikke kan anses for bundet af gældsbrevet vedrørende lånet på 11.250 kr.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klageren ikke hæfter for lånet på 11.250 kr. etableret ultimo juni 2000.
Indklagede skal inden 4 uger betale 800 kr. til klageren med rente efter renteloven fra den 30. november 2000.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.