Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse.

Sagsnummer:	122/1998
Dato:	02-10-1998
Ankenævn:	Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne:	Kaution - hæftelse
Ledetekst:	Indsigelse mod hæftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Medhold klager


Indledning.

Under denne sag har klageren gjort indsigelse mod en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 30. juli 1981 ydede indklagede klagerens ven M et lån på 11.183 kr., inkl. stiftelsesomkostninger. M's ægtefælle H underskrev lånet som solidarisk hæftende meddebitor.

Ved allonge af 25. september 1981 blev lånet forhøjet med 7.000 kr. til 17.808 kr.

Allongen fremstår således:

"	udstedt den	af
Allonge til gældsbrev	30.07.81	[M]
Til
[indklagede]
			kr.
Som yderligere kontantlån erkender jeg i dag at have modtaget	7.000,00
Skriver kr.
Syvtusinde 00/100
			kr.
hvorefter min skyld ifølge nærværende gældsbrev andrager	17.808,00
Skriver kr.
Syttentusindeottehundredeogotte 00/100
Månedlig afdrag kr.	Første gang den	Rente p.t.	Udfærdigelsesgebyr
500,00	31.10.81	19% pr. år	kr. 200,00
Beløbene tilskrives gælden
Lånets øvrige betingelser er uændrede.
Bemærkninger (herunder ændringer i sikkerhed)
Kautionist:	[klageren]"

Allongen blev underskrevet af M og klageren den 25. september 1981, mens et underskriftsfelt for H forblev tomt.

Den 17. juli og 16. november 1984 samt 10. januar 1985 gav indklagede ved anbefalet skrivelse klageren meddelelse om misligholdelse af lånet. I skrivelsen af 17. juli 1984 var restgælden angivet til 17.128,16 kr., mens den i skrivelsen af 16. november 1984 var angivet til 16.755,84 kr.

Sagen blev overgivet til inkasso, i hvilken forbindelse M, H og klageren blev tilsagt til fogedretten i Hvidovre ved rekvisition af 17. juni 1985. Ifølge inkassoadvokatens afregning til indklagede af 6. juli 1987 afgav debitorerne under fogedforretningen insolvenserklæring, men indgik en afdragsordning, som efterfølgende blev misligholdt. For så vidt angår klageren anførte advokaten, at denne havde pådraget sig en hjerneskade ved en ulykke og nu boede hos sine forældre.

Ved skrivelser af 22. september 1995 genoptog indklagedes inkassoafdeling sagen over for M, H og klageren. Saldoen blev opgjort til 15.413,44 kr. ekskl. renter og omkostninger. I perioden juni 1995 til april 1996 indbetalte M i alt 7.500 kr. på gælden i henhold til en afviklingsaftale med indklagede.

Ved skrivelse af 25. januar 1996 anmodede indklagede via sin advokat klageren om at indfri gælden, som blev opgjort til i alt 25.078,62 kr.

Sagen blev foretaget i fogedretten i Hvidovre den 15. april 1996, hvor fordringen blev opgjort til 26.260 kr. Der blev foretaget udlæg udlæg i klagerens andel i en fast ejendom.

Parternes påstande.

Den 2. april 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for gælden, og at aflyse udlægget. Subsidiært har klageren påstået indklagede tilpligtet at anerkende, at klageren alene har kautioneret for gældsudvidelsen den 30. juli 1981.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært at hæftelsen begrænses til restgælden på 10.808 kr. på det oprindelige lån ved kautionens stiftelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han påtog kautionen under den væsentlige og kendelige forudsætning, at både og M og H tiltrådte gældsforholdet. Forudsætningen blev ikke opfyldt, idet H ikke underskrev allongen. Der var tale om en simpel kaution alene for forhøjelsen på 7.000 kr. og således ikke for den på tidspunktet for kautionens afgivelse bestående gæld. Han bør derfor i hvert fald frigøres for den gæld, der blev stiftet før den 25. september 1981. Ved udlæggets foretagelse blev han ikke vejledt af fogedretten, og udlægget blev foretaget for hele M's gæld til indklagede.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren hæfter som kautionist for den fulde gæld. Kautionen var ikke begrænset til forhøjelsen, og den fulde restgæld fremgår af allongen. Klageren måtte derfor være bekendt med, at der var tale om forhøjelse af et ældre lån. Klageren var på underskriftstidspunktet bekendt med, at allongen ikke var underskrevet af H. Det bestrides derfor, at der er bristet en forudsætning for klageren ved, at H ikke har underskrevet forhøjelsen af lånet som debitor. I 1985 har der været foretaget udtømmende retsforfølgning mod M og H, hvorfor indklagede har været berettiget til at gøre kautionen gældende. Efterfølgende indgåede afviklingsaftaler med M er blevet misligholdt. Sagen har uden indsigelser fra klageren været behandlet i fogedretten i 1985 og igen i 1996. Klageren har derfor ved passivitet fortabt sin ret til nu at fremkomme med indsigelser mod kautionsforpligtelsen. Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at både M og H har underskrevet som debitorer for det oprindelige lån, hvorfor klagerens forudsætninger for så vidt angår 10.808 kr. ikke er bristede.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved underskrivelsen af allongen den 25. september 1981 kunne klageren berettiget forvente, at H indtrådte som meddebitor. Herved bemærkes, at H var meddebitor på det lån, forhøjelsen vedrørte, og at H's navn var anført i et underskriftsfelt på allongen. Uanset at det ved den efterfølgende fogedforretning viste sig, at såvel H som M var insolvente, finder Ankenævnet, at indklagede må bære risikoen for at klagerens forudsætning for kautionstilsagnet ikke blev opfyldt. Ankenævnet finder herefter, at klageren ikke er bundet af kautionsløftet, og at klageren bør stilles, som om løftet ikke var afgivet. Det bemærkes, at den passivitet, som klageren har udvist ved ikke at reagere over for indklagedes skrivelser om misligholdelse af lånet over for den efterfølgende inkasso, ikke er blevet tillagt betydning efter inkassoadvokatens oplysning i skrivelsen af 6. juli 1987 om, at klageren havde pådraget sig en hjerneskade.

Som følge af det anførte

Indklagede skal anerkende, at klageren ikke er bundet af kautionsløftet af 25. september 1981. Klagegebyret tilbagebetales klageren.