Rådgivning vedrørende overflytning af pensionsforsikringer til bankordninger.
| Sagsnummer: | 370/2002 |
| Dato: | 22-04-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Ole Simonsen, Anne Dehn Jeppesen, Rut Jørgensen. |
| Klageemne: |
Puljepension - rådgivning om placering
Forsikring - rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende overflytning af pensionsforsikringer til bankordninger. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med indklagedes rådgivning af klageren ved overførsel af to pensionsordninger fra et forsikringsselskab til puljeordninger hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Den 20. marts 2000 var klageren, der er født i marts 1941, til møde i indklagedes Ringe afdeling, hvor han havde været kunde i nogle år.
Klageren har anført, at mødet fandt sted på hans foranledning for at drøfte en omprioritering af hans ejendom grundet massive likviditetsproblemer skabt af usikre indkomstforhold. Indklagedes medarbejder anbefalede en omlægning af hans pensionsordninger i Danica, der er koncernforbundet med indklagede, til puljeordninger hos indklagede. Indklagede har anført, at ud over en drøftelse af en omprioritering forespurgte medarbejderen til klagerens pensionsordninger og tilbød et møde med en pensionsrådgiver. Medarbejderen anbefalede ikke omlægning af klagerens pensionsordninger. Møde med en pensionsrådgiver blev aftalt til den følgende dag.
På mødet den 20. marts 2000 underskrev klageren en samtykkeerklæring, hvorefter han gav tilladelse til, at indklagede kunne rette telefonisk henvendelse med henblik på rådgivning og indgåelse af aftaler inden for en række forretningsområder, herunder bolig og pensionsforhold.
Klageren havde hos Danica en kapitalforsikring, hvorpå der årligt blev indskudt 33.460 kr., indtil udbetaling skulle ske i april 2008. Indklagede har oplyst, at den garanterede udbetaling ved død var beregnet til 328.235 kr.; udbetaling ved pensionering var 777.931 kr. Ydelserne var beregnet ud fra en grundlagsrente på 4,5 %. Klageren havde desuden en rateforsikring hos Danica. Ordningen var en fripolice med aftalt tidspunkt for start af udbetalinger i december 2001. Den garanterede udbetaling i tilfælde af død kunne beregnes til 16.842 kr. Løbende udbetaling i 15 år ved pensionering var årligt 16.842 kr. beregnet ud fra en rente på 4,5 %. Bonusbeløb er ikke indregnet i angivelserne.
Den 21. marts 2000 var klageren til møde med indklagedes pensionsrådgiver KA. På mødet underskrev klageren anmodning om overførsel af kapitalforsikringen til indklagede. Af erklæringen fremgår:
"Undertegnede er gjort bekendt med, at den garanterede rente i afgivende forsikringsselskab bortfalder, og at der kan være omkostninger i forbindelse med overførslen fra det afgivende forsikringsselskab."
Indklagede har anført, at klageren på mødet fik forelagt udtræk fra indklagedes forretningsgang vedrørende faktiske afkast for puljeordninger. På mødet oplyste klageren sit forventede pensionstidspunkt som det 65. år. Medarbejderen tilbød, at indklagede udarbejdede økonomiplaner, men klageren var ikke interesseret heri. Medarbejderen drøftede forskellene mellem en bankordning og en forsikringsordning med klageren. Klageren bestrider indklagedes gengivelse af mødet.
Den 5. maj 2000 blev kapitalforsikringen i Danica opgjort og overført til indklagede med et nettobeløb på 344.622 kr.
Den 11. maj 2000 fremsendte indklagede til klagerens underskrift "Aftale om pensionsordning", hvorefter den overførte ordning blev etableret hos indklagede. Af aftalen fremgår, at kapitalpensionen skulle udbetales den 7. marts 2006. Klageren underskrev den 17. samme måned aftalen. Klageren underskrev samtidig "Aftale om Puljeinvest", hvorefter kapitalpensionen indgik i indklagedes "Puljeinvest" med virkning fra 1. juni 2000 i henhold til indklagede "Regler for Puljeinvest". Af "Aftale om Puljeinvest" fremgår:
"Puljefordelingen tilpasses løbende af banken så forholdet mellem risiko og afkastmuligheder er hensigtsmæssigt set i forhold til den aftalte investeringshorisont (dato for udløb af aftaler om puljeinvest).
Aftalen om Puljeinvest udløber den 1. marts 2006, hvor kontoen automatisk udtræder af Puljeinvest.
……
Kontohaver bekræfter at have modtaget et eksemplar af [indklagedes] "Regler for Puljeinvest", "Retningslinjer for administration af Puljeinvest" og "Aktuel information om Puljeinvest"."
Den 25. august 2000 overførte Danica klagerens rateforsikring til indklagede med et nettobeløb på 679.272 kr. Ved skrivelse af 28. august 2000 til indklagede anførte klageren, at han havde modtaget meddelelse om overførslen, i hvilken anledning han forespurgte, hvorledes beløbet blev placeret. Klageren foreslog et møde og anførte, at "min indkomst er forsat meget usikker, men kan tage en overraskende positiv vending senest om 12-18 mdr."
Den 28. august 2000 fremsendte indklagede "Aftale om pensionsordning", hvorefter det fra Danica modtagne beløb blev indsat på en rateopsparing hos indklagede. Ordningen skulle udbetales fra 1. januar 2007 over en tiårig periode. Den 6. september 2000 underskrev klageren aftalen. Klageren underskrev den 18. september 2000 "Aftale om Puljeinvest" om ratepensionens tilknytning til indklagedes "Puljeinvest" med virkning fra 1. september 2000. Aftalen er af tilsvarende indehold som "Aftale om Puljeinvest" fra maj 2000, dog således at aftalen vedrørende rateordningen udløber 1. januar 2017.
I januar 2001 modtog klageren oplysninger om kapitalpensionsordningen samt ratepensionsordningens afkast for 2000. Puljeafkastet var negativ for begge ordninger med henholdsvis 5.115 kr. og 74.113 kr. Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede om baggrunden for det negative afkast. Klageren har oplyst, at KA telefonisk besvarede henvendelsen og anførte, at baggrunden for det negative afkast var, at indtræden i ordningen var sket "umiddelbart før aktiernes nedtur i slutningen af 2000".
Klageren har anført, at han i juli 2001 ved en privat sammenkomst traf en forsikringsmægler F, for hvem han omtalte overførslen fra Danica til indklagede. F tilbød at se på sagen og udarbejdede en skriftlig redegørelse af 27. oktober 2001, der er fremlagt under sagen. Af redegørelsens konklusion fremgår:
"Du er blevet rådgivet stik mod alle skrevne og uskrevne regler. Du er pensionsmæssigt dårligere stillet end nogensinde. [indklagede] burde have udarbejdet en overordnet økonomisk plan i stedet for at "slagte" særdeles lukrative pensionsordninger, som altså ikke længere kan etableres.
Da Jeres samlede indtjening gør, at du har begges personfradrag til rådighed samt alle øvrige fradrag, ville en økonomisk rådgivning (som normalt burde komme fra din bankrådgiver) have ført til en start på pensionsudbetalingerne ved det 60. år. Pensionsudbetalinger, som ville have været livsvarige.
Det er helt uforståeligt at dette ikke er foreslået af dit pengeinstitut. Det ser ud som om banken alene har plejet egne interesser. hermed har [indklagede] pådraget sig et rådgivningsansvar, som [indklagede] bør stilles til regnskab for."
Klageren forelagde redegørelsen for indklagede, hvorefter der blev afholdt et møde i december 2001 med indklagede, ligesom der gennem 2001 og 2002 var korrespondance mellem klageren og indklagede, uden at dette førte til en bilæggelse af tvisten.
Parternes påstande.
Klageren har den 18. september 2002 indbragt sagen for Ankenævnet. Ifølge klageskemaet ønsker klageren:
"Nævnets vurdering af om hvorvidt [indklagedes] initiativ til omlægning samt forløb i øvrigt under ét kan betegnes som værende af "høj professionel standard" herunder om [indklagede] som den professionelle part har godtgjort at have håndteret den potentielle konflikt mellem krav om at varetage kundens interesser og samtidig ønske om at varetage egne indtjeningsmæssige interesser i overensstemmelse med "Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning af juni 1994""og ""Fortolkning fra august 1997". Nævnets vurdering af om hvorvidt [indklagede] er erstatningspligtig i henhold til praksis om skærpet ansvar for professionelle rådgivere, det såkaldte professionsansvar."
Klageren har herudover stillet en række spørgsmål.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning for så vidt angår første led af klagerens påstand og frifindelse for så vidt angår andet led.
Parternes argumenter.
Klageren har blandt andet anført, at han stiller sig uforstående over for, at indklagede nedlægger påstand om delvis afvisning, idet begge led i hans påstand angår samme spørgsmål, nemlig om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar. Der er således tale om en formueretlig tvist.
Indklagedes anbefalinger af at omlægge pensionsordningerne fra fast forrentning til puljeordning er i strid med branchens kodeks om ikke at tilråde personer, der er fyldt 55 år, at investere i puljeordninger. F har i redegørelsen fra oktober 2001 anført, at der gælder en regel om, at kunder fem år før ønsket pensionering bør forlade puljeordninger, afvikle værdipapirer og overføre værdien til en fastrentekonto.
Det følger videre af Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning, at et pengeinstitut skal leve op til "den standard, der må forudsættes for anerkendte og uafhængige rådgivere". Indklagedes rådgivning om omlægningen af hans pensionsordninger var i strid hermed.
Indklagede har herudover på flere punkter handlet i strid med retningslinjerne ved rådgivningen og således pådraget sig et erstatningsansvar over for ham.
Han bestrider, at rådgivningen i forbindelse med beslutningen om overførslen af pensionsordningerne var tilstrækkelig og korrekt. Han bestrider, at der blev drøftet forskel mellem bankordninger og forsikringsordninger med rådgiveren KA. Han blev heller ikke gjort bekendt med, at afkast i puljeinvest følger værdipapirmarkedet, idet spørgsmålet ikke blev omtalt. Indklagedes medarbejder virkede overbevist om, at omlægningen var til hans bedste. Indklagedes medarbejdere burde have gennemgået relevante afsnit i indklagedes materiale vedrørende puljeinvest, men dette skete ikke. Undladelsen svarer til at nedtone betydningen af disse forhold. Dette bekræfter hans antagelse om, at hensigten var salg og hurtig ekspedition.
Han finder, der i hans tilfælde foreligger særlige forudsætninger, der pålægger indklagede en selvstændig dokumentationsforpligtelse vedrørende rådgivningen.
Indklagedes rådgivning er ikke dokumenteret, idet der ikke foreligger mødereferater eller blot sporadiske notater om rådgivningen. Som professionel part har indklagede ansvaret for sådan dokumentation, jf. herved de etiske retningslinjers punkt 11.
Indklagede lægger alene vægt på hans underskrift på overførselsanmodninger.
Som følge af, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for ham, hæfter indklagede for det efterfølgende negative afkast foranlediget af tilknytningen til puljesystemet.
Han finder, at det forhold, at aftaler er indgået i indklagedes lokaler, ikke udelukker, at der er handlet i strid med dørsalgslovens bestemmelser. Det afgørende i denne forbindelse er indklagedes medarbejders rolle og hensigt med fremsættelse af uopfordrede varme anbefalinger samt den prompte kontakt til pensionsrådgiveren.
Indklagede har til støtte for påstanden om afvisning af første led i klagerens påstand anført, at der ikke er tale om en formueretlig tvist. Ankenævnet kan derfor ikke behandle denne del af påstanden.
Ved mødet den 20. marts 2000 anbefalede indklagedes medarbejder alene et møde og ikke en omlægning af klagerens pensionsordninger. På mødet dagen efter fik klageren forelagt udtræk af indklagedes forretningsgang vedrørende puljeafkast i 2000. Forskellene mellem en bankordning og en forsikringsordning blev samtidig drøftet med klageren, som blev gjort bekendt med, at afkastet i puljeinvest følger værdipapirmarkedet. Indklagedes medarbejdere har en klar erindring herom.
Klageren underskrev overførselsanmodningen, hvoraf fremgår, at den garanterede rente i det afgivende forsikringsselskab bortfalder.
På mødet oplyste klageren en forventet pensionsalder på 65 år, således at udbetalingen først skulle finde sted fra marts 2006. Klageren ændrede efterfølgende udbetalingstidspunktet.
I henhold til de etiske retningslinjer skal indklagede blot sikre, at der er udarbejdet bekræftelser på indgåede aftaler. Dette er sket ved klagerens underskrift af overførselsanmodningen samt underskrift på aftalen om tilknytning til puljeordning.
Der foreligger i denne sag ikke særlige forudsætninger, der pålægger indklagede en selvstændig forpligtelse til dokumentation af rådgivningen.
Det bestrides, at der foreligger en overtrædelse af dørsalgslovens bestemmelser om uanmodet henvendelse uden forangående anmodning, idet det er klart, at indklagedes egne forretningslokaler ikke er omfattet af bestemmelsen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren ønsker ifølge første led af sin påstand Ankenævnets vurdering af, om forløbet vedrørende omlægningen af hans pensionsordninger fra forsikringsordninger til bankordninger kan betegnes som værende af "høj professionel standard", herunder om indklagedes handlemåde er i overensstemmelse med de etiske retningslinjer.
Ankenævnet finder, at denne del af påstanden ikke er egnet til behandling af nævnet, hvorved bemærkes, at Ankenævnets virksomhed ikke er af responderende art. Ankenævnet afviser derfor at behandle denne del af påstanden, ligesom Ankenævnet ikke kan besvare klagerens spørgsmål.
Ankenævnet forstår herefter klagerens påstand således, at han ønsker indklagede tilpligtet at betale erstatning som følge af det tab, han gør gældende at have lidt som følge af, at forsikringsordningerne blev omdannet til bankordninger.
Af overførselsanmodningen af 21. marts 2000 fremgår (fortrykt), at klageren var gjort bekendt med, at den garanterede rente i det afgivende forsikringsselskab bortfaldt ved overførslen. Herefter og da Ankenævnet ikke finder at kunne tilsidesætte indklagedes oplysninger om, at forskellen på forsikringsordning og bankordning blev forklaret for klageren, finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse indklagedes handlemåde for ansvarspådragende over for klageren, der måtte indse, at det var hans beslutning, at han fravalgte den garanterede rente indeholdt i Danica-ordningen ved overførsel til puljeordninger, hvor der ikke garanteres en minimumforrentning. Klageren måtte ligeledes indse, at han bar risikoen for den fremtidige udvikling på værdipapirmarkedet, hvoraf forrentningen af bankordningen afhænger.
Der er ikke grundlag for at anse indklagedes handlemåde i forbindelse med ekspeditionerne for at være i strid med dørsalgslovens forbud mod, at indklagede retter uanmodet henvendelse til klageren telefonisk eller på klagerens bopæl eller arbejdsplads.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle første del af klagerens påstand. Klagen tages i øvrigt ikke til følge.