Afgørelse

Indsigelse mod nedskrivning af kredit, der ikke blev genforhandlet som aftalt.

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod nedskrivning af kredit, der ikke blev genforhandlet som aftalt.

Sagens omstændigheder

Klageren var privatkunde i Jyske Bank og havde en kredit -196 i banken. Herudover ejede klageren et holdingselskab, S, der var erhvervskunde i banken. Klageren kautionerede for S’s engagement med banken.

I forbindelse med genforhandling af kredit -196 i februar 2015 underskrev klageren en kreditaftale med en trækningsret på 136.300 kr. Renten var variabel og udgjorde for tiden 10 % om året. Af kreditaftalen fremgik blandt andet:

”…

Tilbagebetaling

Kredittens trækningsret nedbringes med 5.000,00 kr. hver måned, første gang den 01.03.2015 og i alt 5 gange.

Du skal genforhandle kreditten med banken næste gang senest den 01.08.2015. Indgår du ikke en ny aftale med banken om kredittens tilbagebetaling, falder trækningsretten bort, og du skal indfri restgælden senest den 01.08.2015.

Det giver en løbetid på 5 måneder og 19 dage, regnet fra datoen for forventet etablering af kreditten, som er den 13.02.2015. Sidste nedskrivning den 01.08.2015 er på 111.300,00 kr. …

…

Særlige vilkår

...

Hvis kreditten genforhandles pr. 01.08.2015 på uændrede vilkår, fortsætter den månedlige afvikling på 5.000 kr. – uanset at der andetsteds i dokumentet er anført, at afviklingen kun skal ske 5 gange.

…”

Banken har oplyst, at der skulle ske en genforhandling af engagementet med både klageren privat og med S senest den 1. august 2015. Banken nåede ikke inden den 1. august 2015 at drøfte en mulig fortsættelse af engagementet og vilkår herfor med henholdsvis klageren privat og S. Som følge heraf valgte banken - i stedet for at nedskrive trækningsretten på kredit -196 til 0 og kræve hele sit tilgodehavende inddækket af klageren - at lade den oprindelige kreditaftale fortsætte indtil videre med den oprindeligt aftalte nedskrivning på 5.000 kr. om måneden, indtil det blev afklaret, om banken kunne opnå enighed med klageren om en eventuel fortsættelse af engagementet og vilkårene herfor.

Trækningsretten på kredit -196 blev herefter fortsat nedskrevet med 5.000 kr. om måneden efter den 1. august 2016.

Den 2. december 2015 var klageren til et møde i banken om genforhandling af engagementet med klageren privat og med S.

Som opfølgning på mødet sendte banken den 9. december 2015 en mail til klageren, hvori den anførte følgende:

”…

Tak for et informativt møde.

Nu har vi vendt dit engagement/situation med bankens kreditafdeling og her er bankens ønskede løsning:

Vi ønsker, at du fortsætter nuværende afvikling på 5.000 kr. på din privat kredit.

Vi ønsker, at få et ejerpantebrev på 300.000 kr. i din private ejendom.

Lånet i [S] skal overdrages til bankens inkasso afdeling på et frivilligt forlig og med samme afvikling som i dag (2.500 kr. pr. md).

Jeg har vedhæftet dit budget, som viser, at du har 12.600 kr. i overskud pr. md efter afvikling af gæld til Jyske Bank og uden udbetaling af provision.

Håber du vil tiltræde bankens betingelser.

…”

I starten af januar 2016 sendte banken blandt andet et udkast til en ny kassekreditaftale samt et udkast til sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebrev med pant i klagerens private ejendom til klageren.

Klageren meddelte banken, at hun ikke ønskede at forlænge kredit -196, idet hun ikke kunne acceptere de af banken opstillede vilkår, og at hun i stedet ville indfri kreditten.

Herefter optog klageren privat et lån i et andet pengeinstitut, og den 28. januar 2016 indfriede hun kreditten med 83.171 kr.

Klageren valgte at imødekomme bankens vilkår vedrørende erhvervsengagementet med S.

Parternes påstande

Den 22. januar 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Jyske Bank skal erstatte hende de udgifter, som hun har haft ved at etablere et lån i et andet pengeinstitut incl. forøgede renteudgifter på i alt 8.500 kr. samt erstatning for den tid, som hun har brugt på sagen på 3.200 kr. Herudover skal banken erstatte hendes renteudgifter i forbindelse med bankens uberettigede nedskrivning af kreditten efter den 1. august 2015.

Jyske Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken er erstatningsansvarlig, idet der forelå en aftale om nedskrivning af kredit -196 med månedligt 5.000 kr. i en begrænset periode. For det tilfælde at aftalen blev genforhandlet 1. august 2015, skulle nedskrivningen fortsætte.

Aftalen blev imidlertid ikke genforhandlet, men det blev ignoreret af bankens medarbejder, der selvstændigt – og helt uberettiget og uden hjemmel i aftalegrundlaget – fortsatte med at nedskrive kreditten hver måned fra august 2015.

Det har trods dialog med banken ikke været muligt hverken at få stoppet bankens ulovligheder eller at indgå en ny aftale, der tilfredsstillede begge parter.

Derfor var hun nødt til at lukke sit private engagement med banken og betale kredit -196 helt ud pr. 1. februar 2016.

Hun ønsker, at bankens handlinger skal vurderes uvildigt og mener, at hun er berettiget til en undskyldning.

Hendes rådgiver i banken blandede i øvrigt S’s engagement og hendes private engagement i banken sammen og handlede uden for sin jurisdiktion.

Jyske Bankhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren den 28. januar 2016 indfriede kredit -196 i banken og dermed ikke længere har et økonomisk mellemværende med banken.

Klageren har ikke lidt et økonomisk tab, og klagen vedrører ikke et konkret økonomisk mellemværende, hvorfor sagen skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3., nr. 2.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke har handlet erstatningspådragende over for klageren.

Det var alene i klagerens interesse og til klagerens fordel, at banken efter den 1. august 2016 lod den oprindelige kreditaftale fortsætte med den oprindeligt aftalte nedskrivning, idet banken alene beregnede sig variabel kreditrente af det trukne beløb i overensstemmelse med kreditaftalen og ikke beregnede sig nogen provision af trækningsretten.

Hvis banken pr. 1. august 2016 havde fjernet trækningsretten på kreditten, ville det have haft den konsekvens, at klageren havde været i misligholdelse med deraf følgende yderligere krav fra banken mod klageren på misligholdelsesrenter (rente for ubevilget overtræk) fra den 1. august 2016 og fremefter samt eventuelt gebyr for rykkerskrivelser, inkassoomkostninger med videre, idet klageren ikke havde indfriet det skyldige beløb i henhold til aftalen pr. 1. august 2016.

Kreditten fortsatte i øvrigt på de vilkår, som ville have været gældende, såfremt parterne var nået til enighed om en forlængelse af kreditten på uændrede vilkår, jf. afsnittet om fortsættelse af kreditten under ”Særlige vilkår”.

Banken og klageren nåede ikke til enighed om vilkårene for en fortsættelse af kreditten efter den 1. august 2016. Klageren valgte i stedet at indfri kreditten, hvorefter bankens tilgodehavende blev bragt til ophør.

Klageren har ikke dokumenteret at have lidt noget økonomisk tab.

Klagerens tidsforbrug er udokumenteret, og klageren er efter fast praksis i Ankenævnet ikke berettiget til en kompensation eller en godtgørelse for medgået tid til dialog med banken.

Det bestrides, at der, som anført af klageren, skulle være sket en sammenblanding af bankens engagement med henholdsvis S og klageren privat, og at rådgiveren har behandlet en sag, der lå uden for hendes beføjelser.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

Det fremgik af kreditaftale vedrørende kredit -196 indgået i februar 2015, at kredittens trækningsret på 136.300 kr. skulle nedbringes med 5.000 kr. måned, i alt fem gange. Kreditten skulle genforhandles med banken senest den 1. august 2015, og hvis der ikke blev indgået en ny aftale med banken om kredittens tilbagebetaling, faldt trækningsretten bort, og restgælden skulle indfries senest den 1. august 2015.

Banken nåede ikke at genforhandle kreditten med klageren inden den 1. august 2015. Banken valgte i stedet at lade den oprindelige kreditaftale fortsætte med den oprindeligt aftalte nedskrivning på 5.000 kr. om måneden.

Banken og klageren afholdt et møde om vilkårene for en eventuel fortsættelse af kreditten i december 2015. Efterfølgende meddelte klageren banken, at hun ikke ønskede at forlænge kreditten, idet hun ikke kunne acceptere de af banken opstillede vilkår, og at hun i stedet ville indfri kreditten.

Herefter optog klageren privat et lån i et andet pengeinstitut, og den 28. januar 2016 indfriede hun kreditten med 83.171 kr.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har dokumenteret, at hun har lidt et økonomisk tab ved, at kreditten fortsatte indtil videre med den oprindeligt aftalte nedskrivning på 5.000 kr. om måneden, indtil klageren indfriede kreditten den 28. januar 2016. Klageren får derfor ikke medhold i kravet vedrørende den fortsatte nedskrivning af kreditten.

Det af klageren oplyste om, at hun har haft udgifter til optagelse af et lån i et andet pengeinstitut til indfrielse af kreditten i Jyske Bank, kan ikke føre til et andet resultat.

Ankenævnet finder heller ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren som godtgørelse for den tid, som hun har brugt på sagen.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at pålægge banken at give klageren en undskyldning i forbindelse med sagen.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.