Realkreditbelåning, kurssikring.
| Sagsnummer: | 21 /1994 |
| Dato: | 21-11-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Realkreditbelåning, kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medio april 1993 henvendte klageren sig til indklagedes Skovlunde afdeling medbringende en salgsopstilling og provenuberegning vedrørende sin faste ejendom, som skulle sættes til salg. Provenuberegningen, der var foretaget af en ejendomsmægler, viste et overskud på ca. 98.000 kr. Afdelingen gav mundtligt tilsagn om ydelse af en boligskiftkonto.
Den 2. juni 1993 underskrev klageren dokument om en boligskiftkonto, hvorefter indklagede ydede en kredit på 50.000 kr. til brug for finansiering af klagerens boligskifte. Af kontrakten fremgik, at der forventedes hjemtaget et Nykredit-lån på 644.000 kr. til indfrielse af eksisterende gæld, herunder et privat pantebrev med en restgæld på ca. 261.000 kr., hvis indfrielseskurs var oplyst til ca. 120; under kreditomkostninger var oplyst 750 kr. til "evt. kurssikring og garanti". I forbindelse med underskrivelsen af dokumentet vedrørende boligskiftkontoen drøftede man spørgsmålet om kurssikring, når lånetilbud forelå. Ifølge klageren aftaltes det, at indklagede skulle kurssikre, hvis kurserne begyndte at falde. Dette er bestridt af indklagede.
Af en provenuberegning dateret 6. juli 1993 udarbejdet af klagerens ejendomsmægler fremgik, at kursen på obligationerne på ejerskiftelånet i kreditforeningen var anslået til 98,30, ligesom indfrielseskursen vedrørende det private pantebrev var angivet til 120.
I juli måned 1993 solgte klageren sin hidtidige ejendom og købte en ny ejendom. Den 27. juli modtog indklagedes afdeling fra den medvirkende ejendomsmægler lånetilbud af 21. juli fra Nykredit på det ved handlen forudsatte kreditforeningslån på 670.000 kr. Kursen på obligationerne er heri angivet til 95,05. Den 28. juli 1993 orienterede afdelingen klageren om, at kreditforeningspantebrevet var klar til underskrift. Dette skete den 4. august 1993. Ifølge indklagede tilkendegav klageren da, at hun ikke ønskede kurssikring. Ifølge klageren blev kurssikring ikke drøftet på dette møde. Ifølge indklagede var kursen på obligationerne på dette tidspunkt ca. 94,25.
Indklagede har oplyst, at udbetaling af ejerskiftelånet bl.a. var betinget af, at Nykredit modtog gældsovertagelseserklæring underskrevet af ejendommens køber; først den 20. september 1993 modtog man gældsovertagelseserklæring, efter at man forinden havde rykket den (private) person, som skulle berigtige handlen.
Den 23. september 1993 ekspederede Nykredit udbetalingen af lånet, som afregnedes til kurs 94,05. Den 4. oktober 1993 indfriede indklagede det private pantebrev til kurs 127,65. Ifølge pantebrevets vilkår kunne indfrielse kun ske til "en kurs beregnet på basis af samme effektive rente som renten på obligationer i Kreditforeningen Danmark 9%, 22. s., 2010, (...) til den således beregnede kurs lægges et kurspoint".
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 28.475 kr. svarende til hendes tab ved kursfaldet på kreditforeningsobligationerne fra kurs 98,30 til kurs 94,05 samt 18.472,51 kr. svarende til kursforskellen mellem kurs 127,65 og 120 vedrørende det private pantebrev.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun primo juni 1993 med en navngiven medarbejder havde drøftet kurssikring. Hun oplyste, at hun ikke havde forstand herpå, og hertil bemærkede medarbejderen, at det p.t. ikke var nødvendigt med kurssikring, da kursniveauet var stigende; men hvis det begyndte at gå den anden vej, ville indklagedes straks foretage kurssikring. Dette har indklagede undladt og har derved pådraget sig ansvar. Af kreditkontrakten fremgår endvidere, at der eventuelt skulle betales gebyr for kurssikring. Indfrielseskursen på det private pantebrev burde have været forhandlet ned, idet det var aftalt, at klagerens advokat skulle ind i billedet, når den tid kom.
Indklagede har anført, at man har orienteret klageren om muligheden for at indgå en kurssikringskontrakt, herunder om risikoen forbundet ved ikke at kurssikre. Det bestrides, at indklagedes medarbejder har udtalt sig om, hvorvidt klageren burde kurssikre, eller at medarbejderen har lovet en løbende overvågning. At der i kreditkontrakten fremgår et beløb vedrørende kurssikring er begrundet i kreditaftalelovens krav om oplysning, men indklagede har ikke herved påtaget sig løbende at overvåge, om kurssikring bør ske. Klageren har i øvrigt ikke lidt tab ved, at der ikke blev kurssikret den 4. august 1993. Indklagede påtager sig ikke at kurssikre private pantebreve. Indklagede har blot fremsendt indfrielsesbeløbet til den private panthaver og har ikke haft anledning til at kontrollere, om mæglerens anslåede kurs på 120 var rigtig.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at spørgsmålet om kurssikring af ejerskiftelånet blev drøftet med klageren i begyndelsen af juni 1993. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder i denne forbindelse påtog sig at følge kursudviklingen og på eget initiativ foretage kurssikring, hvis det fandtes tilrådeligt. Kurssikring kunne ikke foretages, før indklagede modtog kreditforeningens lånetilbud, hvilket skete den 27. juli 1993, hvorefter indklagede straks anmodede klageren om at give møde med henblik på underskrift af dokumenterne. Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt spørgsmålet om kurssikring på ny blev drøftet under det følgende møde den 4. august 1993. Det må imidlertid lægges til grund, at klageren ikke har lidt tab ved, at kurssikring ikke fandt sted denne dag, idet det kursfald, som danner grundlag for klagerens erstatningskrav, da allerede var indtruffet. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale erstatning i anledning af kurstabet vedrørende ejerskiftelånet.
Ankenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger noget grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren beløbet på 18.472,51 kr., som udgør forskellen mellem det beløb, med hvilket det omhandlede private pantebrev faktisk blev indfriet til kurs 127,65, og indfrielsesbeløbet ved indfrielse til den af ejendomsmægleren oplyste kurs på 120. Det bemærkes herved, at det ikke kunne påhvile indklagede at kontrollere ejendomsmæglerens beregning af indfrielseskursen, at indklagede ikke påtager sig kurssikring vedrørende indfrielse af private pantebreve, og at det ikke kunne påhvile indklagede at forsøge at opnå en lavere indfrielseskurs end hjemlet ved pantebrevet gennem forhandling med pantebrevets kreditor.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.