Rådgivning om kurssikring.
| Sagsnummer: | 146/1999 |
| Dato: | 16-06-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Rådgivning om kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar som følge af mangelfuld rådgivning om kurssikring i forbindelse med en omprioritering af klagernes ejendom.
Sagens omstændigheder.
Under et møde i indklagedes Allerød afdeling den 28. juli 1998 blev det drøftet at omlægge et eksisterende 7% obligationslån med en restløbetid på ca. 28 år og med en restgæld på ca. 956.000 kr. i klagernes ejendom til et 30-årigt 6% obligationslån på 985.000 kr. En konsekvensberegning udarbejdet af indklagede den 23. s.m. viste, at klagerne ved omlægningen kunne opnå en ydelsesbesparelse på netto ca. 280 kr. månedligt. Den samlede besparelse i nutidsværdi var beregnet til 43.672 kr.
Klagerne har anført, at indklagedes medarbejder under mødet anbefalede at kurssikre det nye lån, men gjorde opmærksom på, at udgiften til kurssikring ville falde, jo tættere på indfrielsestidspunktet de kom. Det blev oplyst, at tiderne var gunstige, hvorfor de besluttede at vente med en eventuel kurssikring. Medarbejderen havde ikke indvendinger herimod, men konstaterede, at de ved at kurssikre vidste, hvad de sad for. Dette kunne de ikke vide, hvis de ikke kurssikrede. De blev således gjort bekendt med risikoen ved ikke at kurssikre, men blev på intet tidspunkt frarådet at undlade kurssikring.
Ved skrivelse af 30. juli 1998 til klagerne bekræftede indklagede de aftaler, der var indgået under mødet. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"I konverterer jeres nuværende kreditforeningslån, men ønsker ikke samtidig at låse kursen fast på det nye lån. Det eksisterende lån opsiges til indfrielse 30.09.1998 og det nye lån skal derfor hjemtages senest 3 bankdage inden.
I er gjort bekendt med den risiko, der er ved ikke at fastlåse kursen på det nye lån samtidig med opsigelse af det gamle lån."
Klagerne har anført, at de fulgte kursudviklingen på tekst-tv og jævnligt ringede til indklagede, der konstaterede, at kursen på 6% obligationer var faldet. Medarbejderen beroligede dem med, at indklagedes investeringsafdeling havde forventning om en snarlig kursstigning. De fik ikke fremlagt eller forklaret konkrete muligheder og konsekvenserne af disse. Først tirsdag den 22. september 1998 fik de faxet nogle konverteringsberegninger. På det grundlag besluttede de at optage et 7% lån, idet denne løsning var den mindst ufordelagtige. Det blev aftalt, at de skulle kontakte indklagede herom inden kl. 13 torsdag den 24. september 1998.
Kursen på 30-årige 7% obligationer var den 24. september 1998 98,40. Lånet blev hjemtaget den 28. september 1998 til kurs 98,80.
Indfrielsen af det eksisterende lån blev finansieret over klagernes lånesagskonto, indtil provenuet af omprioriteringslånet indgik på kontoen. Ved skrivelse af 1. marts 1999 refunderede indklagede renteudgiften i forbindelse hermed på 409,18 kr. samt et gebyr på 25 kr., som indklagede havde beregnet sig for at straksoverføre indfrielsesbeløbet til kreditforeningen. Indklagede anførte endvidere, at man havde været indstillet på at refundere et eventuelt kurstab som følge af, at lånet ikke var blevet hjemtaget den 24. september 1998, men at klagerne som følge af den senere hjemtagelse den 28. september 1998 faktisk havde opnået en kursgevinst på 0,40 kurspoint.
Parternes påstande.
Den 16. april 1999 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 73.672 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at baggrunden for omprioriteringen var en telefonisk henvendelse fra indklagede, der oplyste, at de ved en konvertering til 6% lån kunne holde deres situation uændret i forhold til pinsepakkens negative effekt. Deres kendskab til forhold vedrørende omprioritering var yderst begrænset, hvilket de understregede over for indklagede, og de var derfor i høj grad afhængig af indklagedes rådgivning. Omprioriteringssagen endte med, at de måtte optage nøjagtig det samme lån, som de havde opsagt, men til en dårligere kurs, hvorfor de nu sidder dyrere i termin. Ansvaret for, at omprioriteringen ikke fik det forventede resultat, påhviler indklagede, som har forsømt at give professionel og kompetent rådgivning. Vejledningen var mangelfuld og forvirrende for dem. Efterfølgende er de blevet bekendt med, at det strider mod indklagedes politik at efterlade private kunder i en såkaldt "åben position", og at en omprioritering bør gå 2% ned, i dette tilfælde fra 7% til 5%, og medføre en månedlig nettobesparelse på 500 kr. for at kunne betale sig. Indklagede burde have informeret om muligheden for at hjemtage omprioriteringslånet og placere dette på aftalekonto som alternativ til kurssikring og burde have oplyst, at en nettobesparelse på ca. 280 kr. var for lille i forhold til risikoen ved ikke at kurssikre. Indklagede bør erstatte deres tab ved omprioriteringen, der i nutidsværdi anslås til 30.000 kr. inkl. omkostninger og herudover 43.672 kr. svarende til den forventede gevinst ved konvertering til 6%. Eventuelle yderligere økonomiske indgreb, som følge af at pinsepakken ikke har slået fuldt igennem, har dobbelt effekt for dem efter gennemførelsen af omprioriteringen.
Indklagede har anført, at man på klar og tydelig måde gjorde klagerne opmærksom på, hvilke risici der var forbundet med ikke at kurssikre det nye kreditforeningslån, og at man således har opfyldt sin rådgivningsforpligtelse. Det var klagernes egen beslutning at undlade kurssikring, hvilket de var berettiget til. Klagerne er ikke blevet påført forøgede udgifter som følge af, at afdelingen ikke satte ekspeditionen af hjemtagelsen i gang den 24. september 1998.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
På grundlag af begge parters forklaringer må det lægges til grund, at spørgsmålet om kurssikring af omprioriteringslånet blev drøftet med klagerne på mødet den 28. juli 1998, og at klagerne herefter traf beslutning om at undlade kurssikring. Det var ingen fejl, men i overensstemmelse med en sædvanlig fremgangsmåde, at det eksisterende lån blev opsagt til indfrielse forud for hjemtagelsen af det nye lån. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at der er begået ansvarspådragende fejl af indklagedes medarbejder. Dette gælder, selv om det lægges til grund, at medarbejderen ikke frarådede klagerne at undlade at kurssikre.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.