Indsigelse om mangelfuld pleje i 2008 af værdipapirpuljer med Bankvalg og Lav risiko.
| Sagsnummer: | 282 /2009 |
| Dato: | 09-09-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Puljepension - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld pleje i 2008 af værdipapirpuljer med Bankvalg og Lav risiko. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld pleje i 2008 af værdipapirpuljer med Bankvalg og Lav risiko.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1944, indgik i 2002 en aftale med Nordea Bank om oprettelse af en ratepensionsordning med udbetaling i perioden 1. januar 2010 - 1. december 2019. Pensionsmidlerne skulle placeres i bankens værdipapirpuljer med 60 % i korte obligationer og 40 % i lange obligationer.
Med virkning fra den 1. marts 2005 blev det aftalt at placere ratepensionsmidlerne i bankens værdipapirpuljer med Bankvalg og Lav risiko for pensionsopsparing. Af bankens "Vilkår for værdipapirpuljer", der var gældende for aftalen, fremgik bl.a.:
"Puljeopsparing sker på en indlånskonto. Afkastet på indlånskontoen er baseret på afkastet fra de aktiver, som Nordea Bank Danmark køber til puljerne.
Afkastet kan være positivt eller negativt.
…
Fordeling
Der kan vælges mellem Bankvalg og Individuel procentfordeling:
Bankvalg
Ved Bankvalg skal der vælges mellem
Lav risiko
Høj risiko
Banken tilpasser løbende procentfordelingen mellem puljerne på kontoen.
…
På ratepension tilpasses procentfordelingen ud fra antal år til midten af den til enhver tid værende aftalte udbetalingsperiode. Når udbetalingen af ratepensionen er begyndt, er det ud fra midten af den til enhver tid værende resterende udbetalingsperiode.
…
Bankens investering
Banken investerer efter bedste skøn. Banken kan ikke gøres ansvarlig for eventuelle fejlskøn."
Pr. den 31. december 2007 havde ratepensionen en værdi på 583.096,75 kr. Ifølge årsoversigten pr. samme dato havde puljesammensætningen i juli-december 2007 været følgende:
Korte obligationer | 49 % |
Lange obligationer | 4 % |
Indeksobligationer | 4 % |
Udenlandske obligationer | 7 % |
Højrente obligationer | 6 % |
Danske aktier | 6 % |
Udenlandske aktier | 20 % |
Unoterede aktier | 4 % |
I øvrigt fremgår bl.a.:
"Det er aftalt, at banken automatisk tilpasser puljesammensætningen.
Investeringsrisikoen i Bankvalg er aftalt til Lav risiko."
I perioden januar-oktober 2008 var puljesammensætningen i Bankvalg Lav risiko med en investeringshorisont på over fem år uændret i forhold til juli-december 2007. I november 2008 faldt andelen af korte-, indeks- og udenlandske obligationer med i alt 5 % point, mens andelen af danske og udenlandske aktier steg tilsvarende. I december 2008 blev puljesammensætningen ændret på ny.
Klageren har oplyst, at han i forbindelse med et møde med banken i midten af november 2008 konstaterede et tab på ratepensionen på ca. 64.000 kr., hvilket svarede til den samlede forrentning af pensionsordningen siden etableringen.
Klageren meddelte banken, at han ønskede at udtræde af Bankvalg Lav risiko for i stedet at placere ratepensionsmidlerne fordelt på fire obligationspuljer. Ændringen trådte i kraft pr. den 1. januar 2009. Banken accepterede at stille klageren, som om ændringen var trådt i kraft pr. den 1. december 2008.
Ved brev af 2. januar 2009 til banken anmodede klageren om en kompensation for det negative afkast ved placeringen i Bankvalg Lav risiko i 2008, som efter hans opfattelse var opstået som følge af mangelfuld pleje fra bankens side. Klageren fremhævede bl.a. en tekst om Bankvalg, der fremgik af bankens internetbaserede investeringsmodul, Online Investering, som klageren citerede således:
""Lav risiko: Du ønsker kun at løbe en lille risiko med din investering og foretrækker små formueudsving. Det betyder, at du kan forvente at få et afkast, som ligger lidt over afkastet på en traditionel obligationsinvestering.
…….(Banken kan ændre fordelingen uden varsel til den 1. i en måned)."(min understregning)"
Ved brev af 26. januar 2009 redegjorde banken for nogle af de faktorer, der var årsag til, at man i sommeren 2008 ikke ændrede puljesammensætningen i Bankvalg.
Ved den efterfølgende korrespondance, der er fremlagt under sagen, lykkedes det ikke parterne at komme til enighed.
I et brev af 11. februar 2009 til klageren anførte banken bl.a.:
"Det er korrekt, at man som investor bliver fri for at tage stilling til den konkrete investeringsstrategi, når man vælger Bankvalgspuljerne. Man behøver således ikke at kigge banken over skuldrene, idet vi investerer i henhold til den til enhver tid anførte aktivfordeling for den konkrete bankvalgspulje, og denne fordeling afspejler det generelle angivne risikoniveau fx "lav risiko". Vi justerer investeringsstrategien løbende i forhold til den økonomiske udvikling."
Afkastet i Bankvalg Lav risiko med en investeringshorisont på over fem år var i 2008 på -10,8 %, fordelt på 1.-4. kvartal med henholdsvis -3,1 %, -0,4 %, -1,0% og -6,3 %.
Parternes påstande.
Den 16. marts 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 50.000 kr.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Nordea Bank som følge af mangelfuld pleje i 2008 af puljen Bankvalg Lav risiko bør betale erstatning for en væsentlig del af hans tab på ca. 64.000 kr., eller ca. 50.000 kr.
Omplaceringen fra individuelle puljer til Bankvalg Lav risiko skete i tillid til, at banken løbende ville justere investeringsstrategien i forhold til den økonomiske udvikling. Denne opfattelse bekræftes af bl.a. citatet fra bankens Online investering, hvoraf det fremgår, at banken kan ændre fordelingen uden varsel til den 1. i en måned, og af bankens brev af 11. februar 2009, hvor det tilføjes, at det ikke er nødvendigt at "kigge banken over skuldrene".
Han havde tillid til, at banken var bedre end han til at overvåge og styre porteføljen. Banken fik et vederlag herfor i form af provision. På baggrund af sin alder ønskede han ikke at kaste sig ud i noget risikobetonet.
Han var klar over og accepterede, at der var risiko for negativt afkast. Banken er imidlertid som følge af mangelfuld pleje af porteføljen i Bankvalg ansvarlig for størrelsen af det negative afkast i 2008.
På baggrund af den økonomiske udvikling burde banken have ændret puljesammensætningen i foråret 2008 eller senest i juli 2008, allersenest i august 2008. I så fald var det negative afkast i 2008 formodentlig blevet reduceret til højst nogle få tusinde kroner.
Puljesammensætningen i Bankvalg Lav risiko var stort set uforandret i perioden fra slutningen af 2007 og indtil december 2008, hvor han igen overgik til individuel puljesammensætning. På trods af en voldsom negativ udvikling i aktiemarkedet var en væsentlig del af midlerne i Bankvalg Lav risiko placeret i aktier og andre risikable papirer uden at banken greb ind. Banken sad bogstaveligt talt på hænderne og så hans og andre kunders penge fosse ud af kassen uden at foretage sig det mindste.
Nordea Bank Danmark har anført, at klagerens ratepensionsmidler blev placeret i puljen Bankvalg Lav risiko efter klagerens ønske. Ved aftalen herom overlod klageren investeringen af pensionsmidlerne til banken. Det påhvilede ikke banken at foretage justeringer i et bestemt omfang eller af en bestemt karakter. Banken har investeret efter bedste skøn og har dermed opfyldt aftalen.
Klageren blev ikke stillet noget bestemt afkast i udsigt, men blev derimod udtrykkeligt gjort opmærksom på, at afkastet kan være positivt eller negativt.
Den af klageren fremhævede tekst i Online Investering dannede ikke grundlag for klagerens beslutning om placering af ratepensionsmidlerne i Bankvalg Lav risiko. Teksten er ikke en tilsikring om et bestemt afkast, og det må stå klart for læseren, at der udelukkende er tale om en summarisk beskrivelse af det pågældende puljevalg.
Klageren vidste, at puljen delvist var placeret i aktier, hvilket fremgik af de pensionsoversigter og nyhedsbreve, som klageren løbende modtog.
2008 var et usædvanligt negativt år for investeringer i værdipapirer, navnlig aktier, hvilket med lethed kan konstateres nu, hvor året er passeret og afkastene kendes. Investering sker imidlertid fremadrettet og er til stadighed baseret på forventninger til fremtiden, som kan vise sig ikke at holde.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved placeringen af klagerens ratepensionsmidler i Nordea Banks værdipapirpuljer med Bankvalg Lav risiko påtog banken sig at investere efter bedste skøn på grundlag af en fastlagt risikoprofil og investeringshorisont.
Ankenævnet finder, at det ikke kan bebrejdes banken, at den ikke forudså omfanget af den finansielle krise, som udløste klagerens tab i 2008. Ankenævnet finder derfor, at banken ikke som følge af puljesammensætningen i Bankvalg Lav risiko kan gøres erstatningsansvarlig for tabet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.