Hjemtagelse af lån på grundlag af instruktion fra låntagers advokat.
| Sagsnummer: | 160/1995 |
| Dato: | 22-01-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Hjemtagelse af lån på grundlag af instruktion fra låntagers advokat. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 7. juli 1994 anmodede indklagedes Trøjborg afdeling Nykredit om hjemtagelse af et kontantlån på 298.000 kr., der skulle hjemtages i forbindelse med klagerens salg af en fast ejendom. Hjemtagelse skete på baggrund af, at afdelingen den 4. juli 1994 fra klagerens advokat med skrivelse af 1. juli 1994 havde modtaget det tinglyste pantebrev til kreditforeningen, idet advokaten i skrivelsen bad indklagede om at "sørge for lånehjemtagelse og indfrielse/aflysning af de foranstående lån".
Indklagede har oplyst, at afdelingen, efter at have modtaget skrivelsen af 1. juli 1994 anmodede advokaten om en fuldmagt til låneudbetaling, og at denne herefter blev sendt til indklagede. Herefter kontaktede indklagede på ny klagerens advokat telefonisk. I advokatens fravær oplyste en sekretær, at advokatens skrivelse skulle forstås som en instruks til afdelingen om iværksættelse af lånets hjemtagelse og indfrielse af eksisterende lån. Afdelingen forsøgte derpå forgæves at kontakte klageren telefonisk.
Den 13. juli 1994 rettede klageren telefonisk henvendelse til afdelingen, idet han fra Nykredit havde modtaget indfrielseskvittering for de eksisterende lån. Samme dag undersøgte afdelingen mulighederne for at tilbagekalde opsigelsen af de gamle lån og hjemtagelsen af det ny. Nykredit oplyste, at ekspeditionen kunne standses, forudsat man samme dag fik meddelelse herom. Dette meddeltes klageren, som mundtligt meddelte, at han ikke ønskede opsigelsen tilbagekaldt, hvilket han samme dag bekræftede over for indklagede ved sålydende telefax: "Hjemtagelse af ejerskiftelån er ok. Vi foretager os ikke yderligere."
Ejerskiftelånet udbetaltes herefter på grundlag af kurs 76,60 svarende til kursen den 12. juli 1994.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale to kurspoint svarende til ca. 6.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke mener, at der forelå samtykke til lånets hjemtagelse fra hans side. Han havde tilkendegivet, at en kurs på mellem 78 og 78,5 ville være acceptabel for ham. Det er kritisabelt, at indklagede hjemtog lånet, uden at han blev inddraget i beslutningen herom. Han havde som følge af en reguleringsbestemmelse i slutsedlen risikoen for kursen på ejerskiftelånet. Ved underskriften på slutsedlen havde kursen været 82,25. Han havde fulgt kursudviklingen og ønskede derfor mulighed for at være medbestemmende om hjemtagelsestidspunkt med henblik på at begrænse sit tab. Han var i en presset situation, da han meddelte, at opsigelsen ikke skulle tilbagekaldes.
Indklagede har anført, at man på grundlag af klagerens advokats skrivelse samt efterfølgende samtale med advokatens sekretær modtog instruks om straks at hjemtage ejerskiftelånet samt indfri eksisterende lån. Klagerens advokat stod for den formelle gennemførelse af ejendomshandlen herunder modtagelse af lånetilbud, indhentning af underskrift på udbetalingsblanket samt tinglysning af ejerskiftepantebrevet. Indklagede kunne derfor med rette lægge til grund, at advokaten havde fuldmagt til at anmode om lånets hjemtagelse. Klageren og ikke indklagede bør bære risikoen for advokatens eventuelle manglende bemyndigelse. Hertil kommer, at klageren fik mulighed for at tilbagekalde hjemtagelsesbeslutningen, men valgte at undlade dette, hvilket fremgår af klagerens telefaxmeddelelse den 13. juli 1994.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke at kunne kritisere indklagede for at have fulgt klagerens advokats anmodning om hjemtagelse af lånet. Endvidere meddelte klageren ved telefax af 13. juli 1994, at han ikke ønskede opsigelsen tilbagekaldt. Som følge heraf findes der ikke grundlag for at anse indklagede erstatningsansvarlig over for klageren, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.