Afgørelse

Spørgsmål om hvorvidt klageren var debitor eller kautionist for et lån i Sparekassen Sjælland.

Indledning.

Denne sag vedrører, hvorvidt klageren er debitor eller kautionist for lån optaget i Sparekassen Sjælland i april 2006 og forhøjet i april 2008.

Sagens omstændigheder.

Klageren henvendte sig i april 2006 sammen med en ven (V) til sparekassen. Klageren ønskede at hjælpe V, der havde en gæld til sparekassen.

Den 28. april 2006 underskrev klageren et gældsbrev med allonge om et lån i klagerens bolig på 695.000 kr. V underskrev som selvskyldnerkautionist

Af gældsbrevet fremgår det, at lånet skulle afvikles med en fast ydelse på 6.000 kr. om måneden, første gang den 30. juni 2006.

Forfaldne betalinger skulle hæves på klagerens konto -913.

Herudover fremgik det bl.a. af gældsbrevet:

"…

Underskrevne debitor og pantsætter(e) og selvskyldnerkautionist erklærer samtidig:

- at have gennemlæst og modtaget kopi af nærværende dokument, herunder "’almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og pantsætning og kaution i Sparekassen Sjælland", dateret 28.04.2006, der er gældende for lånet i den udstrækning, de ikke er fraveget i denne aftale.

- at underskrevne selvskyldnerkautionist accepterer ovennævnte bestemmelser […].

…"

Som sikkerhed for lånet pantsatte klageren et ejerpantebrev i sin faste ejendom på 500.000 kr. Klageren underskrev ejerpantebrevet den 26. april 2006og pantsætningserklæringen den 28. april 2006.

Som i gældsbrevet har klageren i pantsætningserklæringen ved sin underskrift erklæret at have gennemlæst og modtaget kopi af dokumentet samt sparekassens almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for pantsætning i sparekassen.

Af en afregning vedrørende boliglånet adresseret til klageren fremgår det, at der på konto -913 i alt blev indsat et nettobeløb på 684.750 kr.

V underskrev den 28. april 2006 en kautionserklæring, hvori klageren er angivet som debitor med en gæld på 695.000 kr. Klageren underskrev samme dato en debitoraccept om videregivelse af oplysninger til selvskyldnerkautionisten.

Kautionserklæringen skulle være gældende i 10 år fra underskriftstidspunktet.

Den 3. maj 2006 sendte sparekassen et årsbudget for 2006 til klageren.

Den 4. maj 2006 modtog V en bekræftelse fra AP Pension på, at klageren pr. 28. april 2006 var indsat som begunstiget på hendes gruppelivsordning.

Af klagerens årsudskrift fra sparekassen fremgår det, at klageren den 31. december 2006 havde en standardkonto -913 med et overtræk på 192,01 kr. samt et boliglån på 669.764,46 kr.

Af årsudskrift for 2007 fremgår det, at klageren den 31. december 2007 havde et overtræk på konto -913 på 765,50 kr., mens saldoen på boliglånet udgjorde 678.857,40 kr.

Den 21. april 2008 underskrev klageren nyt gældsbrev med allonge hvorefter klagerens boliglån forhøjedes med 34.500 kr. til i alt 705.045,70 kr.

Som på det tidligere lån skulle der betales en fast månedlig ydelse på 6.000 kr., første gang den 1. september 2008.

Forfaldne betalinger skulle fortsat hæves på konto -913.

Det fremgår af gældsbrevet, at der den 21. april 2008 var et overtræk på kontoen på 19.410,37 kr.

Der blev endvidere udarbejdet en ny kautionserklæring af 21. april 2008 underskrevet af V som selvskyldnerkautionist, hvor klageren er angivet som debitor med en gæld på 705.045,70 kr. Klageren underskrev samme dato en debitoraccept.

Af årsudskrift for 2008 fremgår det, at klageren den 31. december 2008 havde 237,42 kr. på konto -913, mens saldoen på boliglånet udgjorde 724.996,46 kr.

Af et brev fra sparekassen til en advokat den 12. oktober 2009 fremgår det bl.a.:

"…

I henhold til Deres skrivelse kan jeg oplyse, at alle låneydelser er debiteret [klageren]s konto -913.

Til denne konto er der i perioden 11.09.2006 til 12.10.2009 overført kr. 60.000,00 fra [V], og 126,219,00 fra [tredjemand].

…"

Den 9. november 2009 modtog klageren en rykker fra sparekassen, da konto -913 var overtrukket med 252,86 kr.

Samme dag modtog klageren endnu en rykker fra sparekassen, da der var en restance på hans boliglån på 12.000 kr.

Den 19. november 2009 modtog klageren endnu en rykker som følge af overtrækket på konto -913, mens sparekassen samme dag opsagde lånet i sin helhed til fuld indfrielse. Restgælden udgjorde 722.674,68 kr.

Den 22. december 2009 lukkede sparekassen klagerens konto -913 på grund af overtræk, og overgav sagen til retlig inkasso.

Ved brev af 4. marts 2010 til Ankenævnet har V bl.a. anført:

"…

- Jeg har kun bedt [klageren] om at være kautionist til mit lån i Sparekassen.

- Jeg har aldrig bedt banken om at overføre min gæld til [klageren]

- Jeg bevidner [klagerens] fremstilling af sagens gang, er sandheden om forløbet.

- Jeg erkender at lånet er mit og at det er mig der har brugt pengene.

…"

Klageren har under sagen bl.a. fremlagt sine lønsedler og betalingsoversigter fra 2006 og frem.

Parternes påstande.

Klageren har den 21. december 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal annullere lånet og frigive ejerpantebrevet.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at pantsætningserklæringen og ejerpantebrevet kun skulle stå som sikkerhed for V’s gæld i et års tid.

V skulle underskrive lånet først, da det var hendes gæld, og han underskrev bagefter som kautionist.

V skulle betale 6.000 kr. om måneden på lånet i 10 år.

Han fik alle papirerne i en stor kuvert, som han hjemme lagde i en skuffe. Han tænkte ikke mere over lånet, før han ved årsskiftet fik en rentenota fra sparekassen, hvoraf det fremgik, at de havde opgivet renterne til skattevæsnet.

Da der var gået 2 år, begyndte han at undre sig over, at han ikke havde hørt noget fra sparekassen, om at hans engagement i sparekassen nu var afsluttet. Han henvendte sig i den forbindelse til V, der forsikrede ham om, at hun stadig betalte af på lånet.

Han modtog årsopgørelser fra banken, men renterne interesserede ham ikke længere. I stedet ønskede han at vide, hvornår hans ejerpantebrev blev frigivet, da han mente, at han nu havde opfyldt sin del af aftalen.

I 2009 fandt han efter flere enslydende breve fra sparekassen kuverten frem fra skuffen. Først da gik det op for ham, at hele V’s gæld var overført til ham.

Han kan nu se, at de kom ind i banken og anmodede om ét produkt, men fik et helt andet. Han har aldrig bedt om lånet, og har heller aldrig modtaget eller betalt noget til sparekassen.

Han har aldrig tidligere set det af sparekassen fremlagte årsbudget for 2006. Oplysningerne i budgettet har ingen hold i virkeligheden, hvilket kan dokumenteres ud fra hans lønsedler og betalingsoversigter. Ligeledes havde han slet ikke bil i 2006, alligevel er der i budgettet angivet udgifter til vægtafgift og forsikringer.

Nu har sparekassen opsagt lånet og lukket kontoen, så han heller ikke kan tvinge V til at nedbringe gælden.

Sparekassen Sjælland har bl.a. anført, at V havde et samlet engagement med sparekassen på ca. 685.000 kr. sikret ved pant stillet af tredjemand.

Da engagementet skulle omlægges ønskede tredjemand sikkerheden frigivet.

Da V ikke selv kunne stille sikkerhed, blev det ved et møde i banken aftalt, at klageren skulle optage et boliglån med sikkerhed i hans ejendom og med V som kautionist.

Der blev udførligt redegjort for konsekvenserne både for klageren og for V. Der blev foretaget normal kreditvurdering af klageren og udarbejdet rådighedsberegning.

Det fremgår tydeligt af de fremlagte dokumenter, at klageren er debitor og håndpansætter, og at V er kautionist. Det fremgår således både af de oprindelige dokumenter fra 2006 og ved forhøjelsen af lånet i 2008, som alle er underskrevet af både klageren og V.

Klageren blev ved oprettelsen af lånet orienteret om konsekvenserne ved låneoptagelsen, og han er løbende blevet orienteret om afvikling og rentetilskrivning på lånet ved de udsendte årsopgørelser.

For så vidt angår oplysningerne i rådighedsberegningen har sparekassens medarbejder oplyst, at hun modtog disse oplysninger mundtligt fra klageren.

Konstruktionen har været usædvanlig, men var i overensstemmelse med klagerens og V’s ønsker.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Fire medlemmer - John Mosegaard, Hans Daugaard, Jesper Claus Christensen og Peter Stig Hansen - udtaler:

Klageren er i samtlige lånedokumenter, allonger, kautionserklæringer samt pantsætningserklæringen angivet som debitor. Klageren har i overensstemmelse hermed hvert år modtaget årsudskrift fra sparekassen, hvoraf hans engagement i sparekassen har fremgået.

Vi finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at klageren indgik en aftale med Sparekassen Sjælland om, at han skulle kautionere og stille sikkerhed for V’s gæld, men ikke overtage den som debitor.

Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Et medlem - Maria Hyldahl - udtaler:

Klageren, som ikke på tidspunktet var kunde hos indklagede, som derfor ikke havde kendskab til ham eller hans økonomi, kom for at yde kaution for den oprindelige stifter og ejer af gælden, hvilket er bevidnet og underskrevet af pågældende. Ifølge Forbrugerrådets og Finansrådets fælles holdning til regler for privat kaution, bør der ikke af private stilles kaution for gammel gæld, hvilket forventeligt har fået instituttet til at iværksætte den "usædvanlige konstruktion", hvor klager endte med at overtage den gæld, han forventede at kautionere for. Det følger af Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 3, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder og af § 5, stk. 3, at instituttets rådgivning skal tilgodese kundens interesser, […]give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning[…], være relevant, retvisende og fyldestgørende[…], og orientere om de risici, der er relevante for kunden. Jeg mener, at indklagede har handlet mod dette, ved at lade klager indgå i den "usædvanlige konstruktion". Ydermere følger at samme Bekendtgørelse, daværende § 17, at et pengeinstitut ikke må medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi. Hverken klageren, som henvendte sig for at kautionere for den oprindelige gældsindehaver, eller den oprindelige gældsindehaver, der endte som kautionist i den af banken benævnte "usædvanlige konstruktion" synes at opfylde dette krav. Jeg stemmer derfor for, at klagen tages til følge, og at indklagede skal annullere det omhandlende lån hos klageren, tilbageføre det til dets retsmæssige ophav (stifteren af gælden) og frigive ejerpantebrevet.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertal.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.