Afgørelse

Indsigelse mod kaution for klagers tidligere samlever.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod en kautionsforpligtelse for et lån ydet af indklagede til klagerens tidligere samlever.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes daværende samlever M rettede i slutningen af 1998 henvendelse til indklagede vedrørende overførsel af deres engagement fra deres tidligere pengeinstitut.

Ved skrivelse af 22. december 1998 tilbød indklagede klageren et lån på 110.000 kr. mod sikkerhed i et ejerpantebrev i klagerens faste ejendom samt kaution fra M. Ved skrivelse af samme dato til M tilbød indklagede M et lån på 130.000 kr. mod sikkerhed i klagerens ejendom og kaution fra denne. Indklagede tilbød endvidere M et billån på 55.000 kr.

Den 13. januar 1999 underskrev M som debitor gældsbrev vedrørende et lån på 130.000 kr. ydet af indklagede. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist samt som håndpantsætter af et ejerpantebrev i sin ejendom.

Af skrivelse af 25. januar 1999 fra klagerens hidtidige pengeinstitut til indklagede fremgår, at klagerens og M's engagement overført til indklagede var på ca. 250.000 kr.

Klageren har anført, at ved etableringen af lånet blev det mundtligt aftalt med indklagede, at M ikke kunne få lån uden hendes viden. Indklagede gav endvidere tilsagn om, at såfremt hun og M gik fra hinanden, ville hun blive løst fra kautionsforpligtelsen. Indklagede bestrider at have indgået aftale med klageren herom.

I sommeren 2001 solgte klageren sin faste ejendom. Indklagede har anført, at der efter indfrielse af et realkreditlån var et provenu på 227.223,70 kr. Man accepterede klagerens ønske om at bruge en del heraf til køb af en anden ejendom. Af salgsprovenuet blev 101.626,27 kr. anvendt til indfrielse af klagerens boliglån, 21.978,68 kr. til indfrielse af klagerens møbelkredit, 20.000 kr. til inddækning af overtræk på klagerens budgetkonto, 47.920 kr. til udbetaling og omkostninger ved køb af nyt hus og ca. 35.000 kr. til inddækning af overtræk på klagerens lønkonto. M's lån på 130.000 kr. kunne ikke indfries af provenuet, men man gav tilsagn om at frigive ejerpantebrevet i den solgte ejendom mod, at M's lån fortsatte som et privatlån med kaution fra klageren.

Den 8. august 2001 underskrev M gældsbrev vedrørende et lån på 95.000 kr. Lånet skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt. Klageren underskrev samtidig som selvskyldnerkautionist.

Klageren har anført, at baggrunden for købet af huset var, at hun og M skulle flytte fra hinanden. Da de fraflyttede den tidligere ejendom, blev hun klar over, at M ikke havde fundet anden bolig, hvorfor han trods hendes protester flyttede ind i den nye ejendom. Hendes underskrift som kautionist på lånet på 95.000 kr. fremkom efter pres fra M og skete i hjemmet.

Klageren har anført, at hun i februar 2002 så sig nødsaget til at fraflytte sin ejendom på grund af forholdet til M. Hendes ejendom blev efterfølgende solgt til en tredjemand, der udlejede ejendommen til M.

Af sagen fremgår, at M udover lånet sikret ved klagerens kaution har yderligere gæld til indklagede. Indklagede har anført, at M ikke har betalt ydelser på sit engagement med indklagede siden oktober 2002.

Ved skrivelse af 31. december 2002 rykkede indklagede klageren for betaling af en restance på 2.000 kr. på M's lån.

Parternes påstande.

Klageren har den 11. april 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at anerkende, at hendes kautionserklæring er ugyldig, og at indklagede har handlet i strid med banketiske regler. Subsidiært bør indklagede anerkende, at hendes betalingspligt ikke er indtrådt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at baggrunden for, at de i 1998 skiftede til indklagede som pengeinstitut, var, at M's mangeårige kammerat var ansat hos indklagede og skulle varetage kundeforholdet.

Det blev aftalt, at M ikke måtte opnå yderligere lån uden hendes viden, og at hun ved eventuel samlivsophævelse ville være frigjort for kautionsforpligtelsen.

Ved salget af ejendommen i 2001 stillede indklagedes medarbejder krav om, at hun indbetalte et overskud på M's lån, hvilket hun afslog, da hun havde stået for udgifter vedrørende ejendommen.

I august 2001 følte hun sig presset af M til at underskrive kautionserklæringen vedrørende lånet på 95.000 kr. Hun trøstede sig med, at M kun havde denne gæld og derfor kunne klare afviklingen. I september 2001 gjorde indklagede hende opmærksom på, at M havde yderligere lån hos indklagede udover kautionslånet. På dette tidspunkt afslog hun endvidere at overtage kautionslånet som debitor.

Efter at hun i februar 2002 ophævede samlivet med M, truede M hende på livet og med, at han ikke ville betale ydelser på kautionslånet.

Hun forsøgte at få M sat ud af hendes ejendom ved en umiddelbar fogedforretning. I denne forbindelse foreslog indklagede, at M kunne overtage huset. Da hun ikke reagerede hurtigt nok herpå, kontaktede indklagedes medarbejder hendes mor, hvilket hun blev dybt forarget over. Hendes mor havde intet med hendes økonomiske dispositioner at gøre.

Efterfølgende kom aftalen i stand om, at en tredjemand skulle købe hendes ejendom med henblik på udlejning af denne til M. Hun stillede som betingelse, at hun blev frigivet fra kautionsforpligtelsen. Men indklagede ville ikke gå ind herpå. Hårdt presset valgte hun herefter at sælge huset til pågældende tredjemand.

Omkring samme tidspunkt spærrede indklagede uberettiget hendes dankort som følge af overtræk.

Hun anser sig under disse omstændigheder ikke længere forpligtet af kautionsløftet.

Indklagede har handlet i strid med de banketiske regler i forbindelse med lukningen af hendes dankort, indklagedes kontakt til hendes familie samt foranlediget hendes kautionserklæring afgivet ved hjælp af M, uden at hun fik den fornødne vejledning og underretning om M's økonomi og uden brug af vitterlighedsvidner.

Indklagede har anført, at der ikke blev indgået aftale med klageren om, at kautionsforpligtelsen skulle bortfalde ved samlivsophævelse, eller om at M ikke kunne optage gæld uden hendes accept.

I forbindelse med salget af ejendommen i 2001 accepterede man, at der af salgsprovenuet blev anvendt en del til køb af en mindre og billigere ejendom for klageren. Det resterende provenu blev anvendt til at dække klagerens gæld hos indklagede.

Med hensyn til M's gæld på ca. 200.000 kr. er det indklagedes opfattelse, at klageren måtte være vidende herom, da parret havde været samlevende i mange år, og idet pengene løbende var anvendt til udgifter på bil, hus og manglende indkomst i arbejdsløshedsperioder.

Betingelserne for at gøre kautionen gældende er til stede, da der ikke er indbetalt ydelser på M's lån, hvorved bemærkes, at M's øvrige gæld er misligholdt. Der foreligger ikke andre sikkerheder for lånet på 95.000 kr. end klagerens kaution.

Spærringen af klagerens dankort skete som følge af ikke bevilget overtræk.

Indklagede har ikke kontaktet hendes familie, som man ikke kender.

Ved salget af ejendommen kunne indklagede primært have krævet boliglånet indfriet forinden frigivelsen af ejerpantebrevet. Dette ville have betydet, at der ikke havde været penge til at inddække klagerens overtræk eller til udbetaling ved køb af ny ejendom.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med etableringen af lånet på oprindelig 130.000 kr. til M gav klageren tilsagn om, at M ikke kunne opnå yderligere lån hos indklagede uden hendes viden, eller at hun ved en eventuel samlivsophævelse ikke ville være bundet af kautionsforpligtelsen.

Ankenævnet finder i øvrigt ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af kautionsforpligtelsen. Herved bemærkes, at klageren ved sin underskrift på lånedokumentet den 8. august 2001 vedstod kautionsforpligtelsen.

Indklagede rykkede klageren ved skrivelse af 31. december 2002 for lånets restance pr. denne dato på 2.000 kr. svarende til en måneds ydelse. Klagerens kautionsforpligtelse er en selvskyldnerkaution, hvor klagerens betalingsforpligtelse indtrådte i forbindelse med, at der opstod restance på lånet. Klagerens subsidiære påstand tages herefter heller ikke til følge.

Ankenævnet finder, at indklagede har været berettiget til at spærre klagerens dankort som følge af ikke bevilget overtræk.

Med hensyn til klagerens selvstændige påstand om, at indklagede skal anerkende at have handlet i strid med banketiske regler, bemærkes, at denne ikke angår en formueretlig tvist, hvorfor Ankenævnet ikke kan behandle den.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.