Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i Sparekassen Østjylland. Spørgsmål om ansvar som følge af mangelfulde oplysninger om sparekassens økonomiske forhold. Oprettelse af garantbørs

Indledning

Denne sag vedrører, om Sparekassen Østjylland pådrog sig et erstatningsansvar for klagerens tab ved ikke at have givet tilstrækkelige oplysninger om risikoen forbundet med indskud af garantkapital eller ved at give urigtige informationer om sparekassens økonomi m.v. Desuden vedrører sagen om sparekassens beslutning om stop for indløsning af garantkapital og etablering af en garantbørs var i strid med sparekassens vedtægter.

Sagens omstændigheder

Klageren, der var kunde i Sparekassen Østjylland, fik i oktober 2004 tilkendt en arbejdsskadeserstatning på 639.321 kr. på baggrund af et fastsat erhvervsevnetab på 35 procent.

Forudgående havde klageren fået udbetalt 22.950 kr. fra sit forsikringsselskab som erstatning for varigt mén.

Den 4. november 2004 tegnede klageren garantkapital i sparekassen for 20.000 kr.

I forbindelse med tegningen modtog klageren en "Kvittering for indbetalt garantikapital kr. 20.000,00" hvoraf fremgår:

"…

Ovennævnte er indtrådt som garant i Sparekassen Østjylland i henhold til Sparekassen Østjyllands til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for Sparekassen Østjyllands forpligtelser og er derfor ikke omfattet af Finansrådets indskydergarantiordning.

…

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Sparekassen Østjylland samtykker. …

…”

Klageren underskrev en kopi af ovennævnte kvittering, hvor der over underskriftsfeltet var anført følgende:

"…

Undertegnede bekræfter ved sin underskrift af kopi af nærværende kvittering, at have modtaget information om garantikapitalens forpligtelse.

…"

I januar 2005 fik klageren udbetalt yderligere méngradserstatning på 20.290 kr. fra et andet forsikringsselskab.

Den 23. marts 2006 tegnede klageren yderligere garantkapital for 130.000 kr., hvorefter klagerens samlede indskud i sparekassen udgjorde 150.000 kr.

Den 5. november 2008 indførte sparekassen et opsigelsesvarsel på garantkapital. I den forbindelse sendte sparekassen følgende brev til garanterne:

”…

Grundet den ekstraordinære krisesituation på de finansielle markeder indstiller brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter meget kraftigt, at foreningens garantsparekasser straks indfører et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital.

Sparekassen Østjylland har besluttet at efterkomme denne indstilling, men p.g.a. vores meget høje solvens og likviditet i en modificeret udgave.

Vi indfører derfor et opsigelsesvarsel på garantikapital.

Fremover vil Sparekassen Østjyllands bestyrelse på sine møder tage stilling til ønsker om udbetaling. Dette for at sikre, at vi i disse turbulente tider altid er forsvarligt dækket egenkapitalmæssigt.

…”

Ifølge det oplyste anmodede klageren den 28. juni 2011 om udbetaling af garantkapital for 145.000 kr., hvorefter klagerens indskud i sparekassen udgjorde 5.000 kr.

Den 29. juni 2011 fik klageren og hans daværende ægtefælle, Æ, bevilget separation.

Af bodelingsoverenskomsten fremgår, at klageren skulle overtage parrets fælles ejendom og i den forbindelse forhøje et eksisterende ejerpantebrev til 800.000 kr., som var tinglyst med meddelelser til sparekassen. Æ skulle have sikkerhed i ejerpantebrevet for 800.000 kr., som klageren skulle betale til Æ ved salg af ejendommen eller senest den 1. januar 2015.

Den 2. august 2011 fik klageren tilkendt en erstatning for kritisk sygdom på 73.500 kr. som følge af en blodprop i hjertet.

Den 15. august 2011 tegnede klageren garantkapital for 95.000 kr. Klageren underskrev i forbindelse med tegningen en kvittering, hvoraf det blandt andet fremgik:

”…

Ovennævnte er indtrådt som garant i Sparekassen Østjylland med tegning af garantkapital på 95.000,00.

Tegningen sker i henhold til Sparekassen Østjyllands til enhver tid gældende vedtægter, som jeg har fået udleveret sammen med denne aftale.

Hæftelse

Garantkapital er ansvarlig kapital, som er efterstillet anden gæld i Sparekassen Østjylland. Kapitalen hæfter for Sparekassen Østjyllands forpligtelser. Tegnet garantkapital er risikovillig kapital og ikke dækket af nogen form for indskydergarantiordning.

…

Overdragelse

…

Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantkapital indløse og ingen har krav herpå.

Interesse

Sparekassen Østjylland har interesse i tegning af garantkapital.

…

Rådgivning

Jeg bekræfter, at jeg i forbindelse med tegning af denne garantkapital har fået tilstrækkelig rådgivning, herunder om det hensigtsmæssige i at sprede mine risici.

Jeg bekræfter at være klar over og indforstået med, at min tegning af garantkapital er risikovillig kapital og at jeg i særlige tilfælde vil kunne komme til at miste min tegnede kapital.

Oversigt over samlet Garantkapital

…”

Af klagerens kontooversigt for 2011 fremgår, at klageren foruden garantkapitalen på 100.000 kr. havde et samlet indestående i sparekassen på 337.115 kr.

Af klagerens årsopgørelse for 2011 fremgår, at klagerens skattepligtige indkomst i 2011 udgjorde 274.459 kr., hvoraf hans lønindkomst udgjorde 81.507 kr.

Indklagede har under sagen henvist til en række sager, hvori Ankenævnet traf afgørelse i foråret 2013. Heraf fremgår det generelt vedrørende forholdene i sparekassen:

I slutningen af 2011 udsendte sparekassen en pressemeddelelse angående resultatet efter 3. kvartal, som blev betegnet som ”meget tilfredsstillende”.

Med virkning fra den 27. december 2011 besluttede sparekassens bestyrelse at suspendere indløsning af garantkapital. Samtidig indførte sparekassen et midlertidigt stop for nytegning af garantkapital og etablerede en såkaldt garantbørs, hvor sparekassens garanter kunne sælge deres garantkapital i det omfang der var købere. I den forbindelse offentliggjorde sparekassen følgende meddelelse:

”…

På baggrund af nye EU-regler og gældende lovgivning har Sparekassen Østjylland med virkning fra den 27. december 2011 indført en ny procedure for indløsning og videresalg af garantbeviser – en såkaldt garantbørs.

Med indførelsen af en garantbørs ønsker vi at sikre, at sparekassen altid har et stabilt og tilfredsstillende kapitalgrundlag.

Finanstilsynet har for nylig udsendt nye retningslinjer for fastsættelse af landbrugskunders værdier. Der er tale om meget nedsatte vurderinger, hvilket giver behov for nye nedskrivninger i sparekassen, som beklageligvis vil påvirke vores resultat for 2011 negativt.

Vi betragter derfor indførelsen af en garantbørs som en ansvarlig handling med det formål at beskytte vores garanter, kunder og sparekassen.

…”

Sparekassen Østjylland indgik med virkning fra den 21. april 2012 - på baggrund af et tilsynsbesøg og et solvenskrav fra Finanstilsynet - en aftale med Finansiel Stabilitet om overdragelse af sparekassens aktiver og passiver til et nystiftet selskab ved navn Sparebank Østjylland af 2012. Sparekassen blev erklæret konkurs den 23. april 2012.

Af sparekassens interne produktbeskrivelse vedrørende garantbeviser fremgår følgende:

”…

- Aftale om tegning af garantkapital kan alene ske efter tilbud om forudgående rådgivning efter nedenstående fastsatte principper, og aftalen og den ydede rådgivning skal altid dokumenteres skriftligt.

…

- Enhver rådgivningssituation tager udgangspunkt i, at garantbeviser er ansvarlig kapital, hvilket skal præciseres over for kunden. Herudover rådgives i henhold til de generelle god skik regler.

- Der kan således ikke erhverves garantbeviser eksempelvis via netbank.

…”

Følgende fremgår af sparekassens vedtægter:

”…

- 3.2 Ingen garant er forpligtet til at lade garantkapitalen indløse helt eller delvist, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantkapital, såfremt antallet af garanter ikke dermed bringes under 1.000, og såfremt garantkapitalen ikke bliver mindre end 1. mio. kr., og såfremt sparekassens basiskapital ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed.

- …”

Parternes påstande

Den 12. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal betale 100.000 kr.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at alle hans midler stammer fra erstatning efter en arbejdsskade i 1993. Siden dengang har han ikke arbejdet på fuld tid. I dag er han således førtidspensionist og arbejder 10 timer om ugen i et skånejob.

Han solgte størstedelen af sin garantkapital, da det begyndte at gå dårligt for sparekassen i sommeren 2011.

Da han i august 2011 fik udbetalt en forsikringssum som følge af kritisk sygdom, anbefalede sparekassen, at han igen købte garantbeviser. Han fik at vide, at sparekassen igen gav overskud, og at der derfor ikke var nogen risiko forbundet med investeringen.

Det skulle kun være en kortvarig investering, da han skulle bruge midlerne til et solcelleanlæg året efter. Herudover skal han den 1. januar 2015 betale 800.000 kr. til Æ, hvilket sparekassen også var bekendt med. Sparekassen stod således selv for udarbejdelsen af det forhøjede pantebrev. Sparekassen var ligeledes bekendt med, at hans økonomiske situation var forværret som følge af separationen.

De talte om flere investeringer, men rådgiveren foreslog garantbeviser, for dem ville han altid kunne komme af med igen, når han skulle bruge pengene. Han fik at vide, at det var helt urealistisk, at sparekassen skulle gå ned.

Mødet i august 2011 foregik ved skranken og varede ca. 10 minutter. Han blev på intet tidspunkt rådgivet om fordelen ved risikospredning. Det var således alene et spørgsmål om hele investeringen skulle placeres i det ene eller det andet.

Han fik ved købet ikke korrekte eller fyldestgørende oplysninger om vilkårene for garanters hæftelse.

Der var tale om en geninvestering af midler fra arbejdsskadeserstatningen, som han fik fri ved indløsningen af garantkapitalen i juni 2011.

De midler han fik udbetalt som erstatning for kritisk sygdom skal dække de store månedlige ydelser, han har fået til medicin som følge af den hjertelidelse, der lå til grund for udbetalingen.

Han kontaktede flere gange både hans rådgiver og sparekassens bestyrelse i løbet af efteråret, men fik fortsat at vide, at hans midler ikke var i fare.

Da han i januar 2012 forsøgte at få sine penge fri, var de låst. Han blev aldrig informeret om, at indløsningen af garantbeviser kunne stoppes uden varsel.

Sparekassen udsendte i slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 ufuldstændige og misvisende informationer om sparekassens økonomiske stilling.

Sparekassens beslutning om, at garantbeviser ikke længere kunne indløses, blev tilsyneladende truffet, selvom ingen af betingelserne i vedtægternes pkt. 3.2 var opfyldte.

Den gældende EU-bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital indeholder umiddelbart heller ingen bestemmelser, der nødvendiggjorde ændringer i reglerne for sparekassen.

Garanterne blev alene orienteret om ændringen af praksis vedrørende indløsning af garantbeviser ved en meddelelse på sparekassens hjemmeside i januar 2012 og således efter, at beslutningen om at ændre praksis var effektueret.

Da sparekassen samtidig havde standset for salg af nye garantbeviser, var der ingen købere på garantbørsen, hvilket i praksis medførte, at børsen ikke kom til at fungere.

Sparekassen afgav vildledende og urigtige beskrivelser om baggrunden for beslutningen for indførelsen af garantbørsen, og sørgede derudover ikke for hensigtsmæssig eller fyldestgørende information.

Sparekassen har overtrådt bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, da der var et åbenbart rådgivningsbehov ved salg af ansvarlig kapital med sparekassen som modpart.

Rådgivningsforpligtelsen må som minimum omfatte en beskrivelse af risikoen for, at garantkapitalen ikke kan indløses, herunder om dette kan ske som følge af sparekassens kapitaltab, eller om det derudover kan ske som følge af en ensidig beslutning truffet af sparekassens ledelse.

Forskellen er afgørende, da det ikke er muligt på forhånd at vurdere, hvad ledelsen måtte beslutte, mens det er muligt ved undersøgelse af sparekassens økonomi at danne sig et indtryk af risikoen for, at sparekassens ansvarlige kapital bliver berørt.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har anført, at klagerens investering må ses i lyset af klagerens samlede økonomiske situation. Klageren havde således foruden de 100.000 kr., der blev investeret i garantkapital 300.000 kr. i likvide midler i sparekassen.

Midlerne hidrørende fra klagerens erhvervsevnetabserstatning har indgået i klagerens formuefællesskab på en sådan måde, at midlerne på tidspunktet for klagerens investering i august 2011 ikke kan identificeres som hidrørende fra forsikringsudbetalingen i 2004.

Midlerne hidrørende fra erstatning for kritisk sygdom er ikke omfattet af den særlige praksis, der medfører en skærpet rådgivningsforpligtelse for pengeinstitutter til at rådgive om risikospredning.

Der var således ikke tale om særligt beskyttelsesværdige midler. Investeringen skete endvidere i nær tidsmæssig tilknytning til klagerens indløsning af sin tidligere tegnede garantkapital.

Der blev i forbindelse med investeringen ikke ydet investeringsrådgivning om finansielle instrumenter omfattet af investorbeskyttelsesbekendtgørelsen. Sparekassens pligt til at udarbejde egnethedstest blev således ikke aktualiseret.

Klageren havde dog erfaring med tegning af garantkapital fra sine tidligere tegninger, hvorfor sparekassen med føje kunne antage, at klageren var egnet til at investere i garantkapital.

Den pågældende rådgiver har oplyst, at der ikke blev præsenteret alternative investeringsmuligheder for klageren, da klageren var meget interesseret i forrentningen af garantkapitalen på daværende tidspunkt.

Klageren blev oplyst om de med investeringen forbundne risici i forbindelse med den individuelle og personlige rådgivning forud for tegningen af garantkapital. Det er dokumenteret med den fremlagte kvittering.

Klageren har således ikke godtgjort, at sparekassen har ydet mangelfuld eller forkert rådgivning.

Der er derfor ikke i forhold til klageren handlet ansvarspådragende, og god skik reglerne er ikke blevet tilsidesat.

Det afgørende er, at klageren beviseligt – og i overensstemmelse med sparekassens sædvanlige praksis – blev rådgivet om såvel vilkår som risici i forbindelse med tegningen.

Garantkapitalens karakter af ansvarlig kapital, som fortabes i tilfælde af pengeinstituttets konkurs, må anses for et almindeligt kendt forhold, herunder særligt efter konkursen i Løkken Sparekasse i februar 2009.

Hertil kommer, at garantkapitalen i sparekassen aldrig har været umiddelbar indløselig. Også forud for indførelsen af garantbørsen kunne garantkapital først komme til udbetaling efter en samtale med en rådgiver og efter en konkret godkendelse fra direktionen.

Allerede i november 2008 indførte sparekassen et egentligt men midlertidigt opsigelsesvarsel på indfrielsen af garantkapital. Det skete på anbefaling fra Lokale Pengeinstitutter. Klageren var eller burde også af denne grund være bekendt med, at garantkapital ikke kan sidestilles med almindeligt indlån.

Oprettelsen af garantbørsen udgjorde et sagligt tiltag, hvis formål det var at beskytte garantkapitalen samt sikre en lige mulighed for indløsning blandt garanterne.

Indførelsen af garantbørsen var motiveret af udsigten til strengere regulering af navnlig rentetilskrivning samt forventningen om et øget solvensbehov, hvilket utvivlsomt kunne medføre et øget pres på garantkapitalen.

Det fremgår udtrykkeligt af pkt. 3.2., at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst. Indførelsen af en garantbørs var derfor forenelig med sparekassens vedtægter.

En mere kritisk omtale af sparekassens økonomi frem til indførelsen af garantbørsen pr. 27. december 2011, ville alene have fremrykket det tidspunkt, hvor sparekassen, som en konsekvens af garantkapitalens status som efterstillet al anden gæld, alligevel havde været nødsaget til at indføre skærpede krav vedrørende indløsning af garantkapitalen. Det kan derfor ikke kritiseres, at bestyrelsen – som det mindre i det mere – valgte at indføre en garantbørs.

Klageren har derfor ikke dokumenteret den nødvendige årsagssammenhæng mellem indførelsen af garantbørsen og klagerens tab.

Selv hvis klageren i forbindelse med sin investering skulle være blevet oplyst af en medarbejder i sparekassen, at sparekassen ikke ville gå konkurs, kan indklagede ikke herved anses for erstatningsansvarlig for klagerens tab, jf. blandt andet Ankenævnets afgørelse i sag nr. 253/2011.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren tegnede garantkapital i Sparekassen Østjylland i 2004 og 2006 for i alt 150.000 kr. efter modtagelse af méngradserstatning og erhvervsevnetabserstatning på tilsammen knap 700.000 kr.

I juni 2011 fik klageren udbetalt for 145.000 kr. garantkapital.

Efter modtagelsen af erstatning for kritisk sygdom på 73.500 kr. tegnede klageren i august 2011 igen garantkapital for 95.000 kr., så hans samlede indestående af garantkapital i sparekassen herefter udgjorde 100.000 kr.

Indklagede har oplyst, at det var fast praksis i Sparekassen Østjylland, at der i forbindelse med tegning af garantkapital blev orienteret om, at investeringen havde karakter af ansvarlig indskudskapital. Ankenævnet finder, at dette bestyrkes af den fremlagte interne produktbeskrivelse.

I forbindelse med tegningen af garantkapital underskrev klageren en kvittering, hvor det fremgår, at garantkapital hæfter for sparekassens forpligtelser, og at garantkapital ikke kan kræves indløst; men alene udbetales efter anmodning såfremt Sparekassen Østjylland samtykker, hvilket indholdsmæssigt svarer til vedtægternes pkt. 3.2.

På baggrund af ovenstående finder Ankenævnet, at klageren vidste eller burde have vidst, at indeståendet på garantkontoen var ansvarlig kapital, som han risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer. Klageren havde ikke grundlag for at tro, at han i en sådan situation ville få mulighed for at indløse sit garantindskud.

Ankenævnet finder ikke, at der ved klagerens tegning af garantkapital i august 2011 forelå sådanne omstændigheder, at der var tale om særligt beskyttelsesværdige midler og dermed et særligt rådgivningsansvar for sparekassen vedrørende placeringen af midlerne.

Bestemmelsen i sparekassens vedtægter pkt. 3.2 opregner en række tilfælde, hvor sparekassen ikke måtte indløse garantkapital. Bestemmelsen kan ikke forstås således, at sparekassen ikke i andre tilfælde var berettiget til at stoppe for indløsning af garantkapital. Det følger således af bestemmelsen, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst.

Ankenævnet finder derfor, at sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at lukke for indløsning af garantkapital var forenelig med sparekassens vedtægter. Tilsvarende gælder for beslutningen om at etablere en garantbørs, der i øvrigt ikke ses at have stillet klageren ringere, end hvis denne ikke var etableret.

På et ikke oplyst tidspunkt i 2011 offentliggjorde sparekassen resultatet for 3. kvartal. Resultatet blev betegnet som ”meget tilfredsstillende”. Senere på året betød nye retningslinjer fra Finanstilsynet, at sparekassens nedskrivninger ikke var tilstrækkelige og blandt andet på den baggrund besluttede sparekassen at suspendere indløsningsadgangen for garantkapital.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at sparekassen i forhold til klageren begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med de offentliggjorte meddelelser.

Ankenævnet finder det i øvrigt sandsynligt, at sparekassen ville have suspenderet indløsningsadgangen på et tidligere tidspunkt, hvis vurderingen af sparekassens økonomiske situation, eksempelvis i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 3. kvartal, havde været mindre positivt end tilfældet var. Der er således under alle omstændigheder ikke årsagsforbindelse mellem sparekassens meddelelse vedrørende resultatet af 3. kvartal og klagerens tab.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.