Afgørelse

Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring. Nedsættelse efter rpl. § 578.

Klageren og hendes tidligere samlever overtog ved køb af ejendommen i 1998 et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren solgte i oktober 2000 sin halvdel af ejendommen til sin tidligere samlever. Klagerens advokat 1 anmodede i efteråret 2000 og i foråret 2001 om gældsovertagelse, hvilket instituttet afviste. Klageren modtog i april 2001 erindringsskrivelse vedrørende terminsydelser, i maj 2001 inkassoskrivelse, i august 2001 meddelelse om begæring af tvangsauktion og i november 2001 indkaldelse til tvangsauktion. Klagerens advokat 2 rejste herefter erstatningskrav mod klagerens advokat 1 som følge af den manglende gældsovertagelse. Instituttet overtog i december 2001 ejendommen på tvangsauktion for et bud på 787.254 kr., hvilket førte til et tab på godt 241.000 kr., som umiddelbart herefter blev gjort gældende mod klageren og hendes tidligere samlever som personlig fordring. Pr. 1. februar 2002 videresolgte instituttet ejendommen for en kontantpris på 865.000 kr. Klagerens advokat 3 bestred, at videresalgsprisen var et udtryk for ejendommens reelle handelsværdi, hvilken påstand instituttets advokat afviste. I maj 2002 opgjorde instituttet over for klageren og hendes tidligere samlever en personlig fordring på de godt 241.267 kr., idet det endelige tab oversteg dette beløb. Instituttets advokat fremsendte i december 2003 inkassoskrivelse til klageren og udtog i marts 2004 stævning mod klageren om dennes betaling af 246.892 kr. Klagerens advokat 3 gjorde under sagen bl.a. gældende, at auktionsbudet stod i misforhold til ejendommens værdi, jf. retsplejelovens § 578, og at ejendommen var videresolgt til en for pris. Retten udsatte i juni 2004 sagen på Nævnets behandling.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring af den krævede størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at bevilling af gældsovertagelse henhører under institutternes kredit– og udlånspolitik, som Nævnet generelt ikke finder at kunne efterprøve, og at Nævnet derfor ikke kunne foretage en vurdering af berettigelsen af instituttets afvisning af gældsovertagelse. Nævnet fandt ikke basis for en nedsættelse af den personlige fordring efter retsplejelovens § 578 eller at kunne kritisere videresalgsprisen. Da ingen del af instituttets krav på tidspunktet for klagesagens behandling kunne anses for forældet, var instituttet derfor berettiget til at kræve tabet efter tvangsauktionen erstattet hos klageren. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.