Gebyr ved overførsel af engagement til andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 306 /1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Gebyr ved overførsel af engagement til andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 4. maj 1995 beregnede indklagede sig et gebyr på i alt 1.350 kr. for overførsel fra indklagede til et andet pengeinstitut af klagerens og dennes ægtefælles engagement, som bestod af 1 kassekredit, 2 almindelige udlånskonti, 3 løn- og kreditkonti, 1 aktionærkonto, 1 millionærkonto, 2 børneopsparingskonti og 1 opbevaringsdepot.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere gebyret.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke var blevet orienteret om, at der skulle betales gebyr ved overførsel af engagementet.
Indklagede har anført, at det af bankens forretningsbetingelser fremgår, at man beregner sig gebyr i forskellige tilfælde. Der er i forretningsbetingelserne henvist til bankens prisbog, hvoraf det fremgår, at gebyrerne ved overførsel til andet pengeinstitut pr. udlånskonto og depot udgør 200 kr., pr. indlånskonto 50 kr. og pr. særlig indlånskonto 150 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - udtaler:
Vi finder, at klageren måtte påregne, at indklagede ville kræve betaling for det arbejde, der var forbundet med overførsel af hans og hans ægtefælles konti til et andet pengeinstitut. Vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det af indklagede fastsatte gebyr på 1.350 kr. overstiger det rimelige, og stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Peter Nedergaard og Lars Pedersen - udtaler:
Vi lægger til grund, at klageren ikke inden debitering af det omhandlede gebyr var underrettet om, at indklagede beregnede sig gebyr for flytning af konti til et andet pengeinstitut. Når hertil kommer, at det arbejde, der er forbundet med overførsel af et udlån, ikke i almindelighed synes at adskille sig klart fra det arbejde, der er forbundet med "normal" - ikke gebyrbelagt - indfrielse, finder vi ikke, at klageren måtte påregne, at flytning af kassekreditten var gebyrbelagt. Vi stemmer derfor for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.