Afgørelse

Krav om erstatning vedrørende lånefinansieret ratepension.

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for tab ved lånefinansieret ratepension.

Sagens omstændigheder

I december 2005 var klageren, der er født i 1948, og hans ægtefælle, H, til et pensionsrådgivningsmøde i Sparekassen Sjælland. I forlængelse af mødet indgik klageren og H aftale med sparekassen om en pensionskredit på 550.000 kr. med variabel rente, for tiden 4,95 % p.a. Sparekassen har oplyst, at parret havde en betydelig friværdi i deres ejendom, som de forventede at sælge indenfor et par år, og at det var hensigten at indfri pensionskreditten med provenuet efter salget af ejendommen.

Den 16. december 2005 underskrev klageren en investeringsaftale med sparekassen om en privat ratepension (depot nummer -564/konto nummer -929). Af aftalen fremgik, at klagerens investeringsprofil var "balanceret”, og at den forventede udbetalingsalder var 62 år. Af aftalen fremgik i øvrigt blandt andet:

"... Sparekassen foretager investeringer i noterede og godkendte værdipapirer, når der på tilhørende konto indestår kr. 25.000,00, eller når sparekassen vurderer, at det er fordelagtigt at investere. Investeringerne foretages ud fra den af sparekassen anbefalede sammensætning for den af kunden valgte investeringsprofil. …

Sparekassen Sjællands placering af midlerne i værdipapirer sker for kundens regning og risiko, og der er således ingen regresmulighed overfor sparekassen på dette grundlag. Sparekassen Sjælland fremsender løbende information om de stedfundne dispositioner i form af afregningsnotaer. …

Ethvert tab, herunder tab som følge af de af sparekassen foretagne investeringer, .... påtager sparekassen sig intet ansvar for, men bæres alene af undertegnede ..."

Pensionskreditten blev brugt til et engangsindskud på 500.000 kr. på den private ratepensionsordning. Pr. 31. december 2005 udgjorde værdien af værdipapirerne i klagerens ratepensionsdepot 496.085,59 kr. Klageren fik et årligt skattefradrag på 50.000 kr. i en 10-årig periode fra 2005 til 2014 for engangsindskuddet.

H tegnede samtidig en gruppelivsforsikring i et pensionsselskab. Sparekassen fik pant i gruppelivsforsikringen.

I februar 2006 oprettede klageren en arbejdsgiveradministreret ratepension (depot nummer -871/konto nummer -398) i sparekassen. Klageren underskrev i forbindelse hermed en investeringsaftale med sparekassen med et tilsvarende indhold som investeringsaftalen vedrørende den private ratepension. Af pensionsoversigter for årene fra 2005 til 2012 fremgår, at klageren i 2006, 2007 til 2008 indbetalte henholdsvis 61.250 kr., 75.000 kr. og 56.250 kr., eller i alt 192.500 kr. på arbejdsgiverordningen. Sparekassen har oplyst, at indbetalingerne blev finansieret af den årlige skattemæssige besparelse ved engangsindskuddet på den private ratepension.

Ultimo 2007 blev klagerens og H’s ejendom solgt. Sparekassen har anført, at salgsprovenuet var 690.000 kr., mens klageren har anført, at provenuet var 585.000 kr. Pensionskreditten var på det tidspunkt trukket med ca. 570.000 kr. Værdien af klagerens ratepensioner udgjorde ved udgangen af 2007 henholdsvis 543.494 kr. og 125.897 kr., eller i alt 669.391 kr. H’s andel af salgsprovenuet blev overført til et andet pengeinstitut. Klageren indbetalte 225.000 kr. til nedbringelse af pensionskreditten. I april og juli 2008 blev der overført yderligere i alt ca. 17.000 kr. til nedbringelse af pensionskreditten.

Fra 2009 ophørte klageren med at indbetale til den arbejdsgiveradministrerede ratepension og indbetalte i stedet 3.750 kr. pr. måned på pensionskreditkontoen.

I august 2011 fik H konstateret kræft. I oktober 2011 var klageren til møde i sparekassen, hvor pensionskreditten blev drøftet. Pensionskreditten var på det tidspunkt trukket med ca. 318.000 kr. Sparekassen har oplyst, at klageren havde en timesharebolig med en friværdi på ca. 360.000 kr., og at det blev besluttet at lade pensionskreditten fortsætte.

Den 19. november 2013 afgik H ved døden. I december 2013 blev der udbetalt en gruppelivsforsikringssum på 720.000 kr., hvoraf 309.306,46 kr. blev anvendt til indfrielse af pensionskreditten. Forud for denne indbetaling havde klageren indbetalt i alt 467.093 kr. på pensionskreditten.

Den 13. december 2013 var klageren til møde i sparekassen. Efter mødet fremsatte klageren et erstatningskrav på 314.131 kr.

Sparekassen har fremlagt et print fra Pensionsinfo pr. 22. maj 2013, hvoraf fremgår, at værdien af klagerens private og arbejdsgiveradministrerede ratepensioner hos sparekassen var i alt ca. 745.000 kr., og at klageren havde andre pensionsordninger i to pensionsselskaber til en værdi af i alt ca. 595.000 kr.

Af porteføljeoversigter pr. 31. december 2013 fremgår, at kursværdien af værdipapirerne i klagerens private ratepensionsdepot (depot nummer -564), var 540.472 kr., som var placeret i aktiebaserede investeringsbeviser (45,9 %), obligationsbaserede investeringsbeviser er (53,6 %) og kontanter (0,5 %), mens kursværdien af værdipapirerne i klagerens arbejdsgiveradministrerede ratepensionsdepot (depot nummer -871), var 184.159 kr., som var placeret i aktiebaserede investeringsbeviser (45,4 %), obligationsbaserede investeringsbeviser (52,9 %) og kontanter (1,7 %).

Den 11. februar 2014 blev depotet i tilknytning til arbejdsgiverordningen ophævet.

Kursværdien af værdipapirerne i det private ratepensionsdepot (depot nummer -564) var 759.092 kr. pr. 30. juni 2014.

Sparekassen har fremlagt forskellige opgørelser, hvorefter klageren samlet set har haft en gevinst på pensionskreditten. Klageren har på den anden side har fremlagt opgørelser, hvorefter han har lidt et tab. Af sparekassens opgørelse af 11. juli 2014 fremgår følgende:

Sparekassen har anført, at H’s livsforsikringssum på 720.000 kr. tillige bør indgå som en indtægt i opgørelsen. Klageren har blandt andet anført, at udgiftssiden bør indeholde indbetalingerne på 192.500 kr. på den arbejdsgiveradministrerede ratepension, og at den faktiske værdi af pensionen bør indgå. Sparekassen har hertil blandt andet anført, at indbetalingerne på 192.500 kr. ikke kostede klageren likviditet, da de blev finansieret af de fremførte skattefradrag for engangsindskuddet, og at værdien af skattefradrag på indtægtssiden skal øges tilsvarende, hvis indbetalingerne på 192.500 kr. skal indgå på udgiftssiden. Sparekassen har endvidere anført, at betaling af afgift ved udbetaling afhænger af afkast og udbetalingstidspunkt, og at de samlede estimerede udbetalinger og ikke den nuværende værdi af ratepensionen, skal indgå, hvis betaling af afgift ved udbetaling skal indgå i opgørelsen.

Parternes påstande

Den 21. januar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal betale en erstatning på 324.131 kr. til ham.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at sparekassen ikke rådgav om risiciene ved at oprette pensionskreditten, herunder om forskellen mellem udlånsrenten og afkastet på pensionen og risikoen for, at udlånsrenten udviklede sig drastisk. I november 2013 var renten således steget til 13,5 %.

Han og H var begge gået ud af skolen efter 7. klasse og havde ikke den fornødne indsigt til at kunne vurdere konsekvenserne af pensionskreditten. Sparekassen sikrede sig ikke, at de forstod engagementet. Sparekassen rådgav ikke om konsekvenserne, hvis pensionskreditten ikke kunne indfries fuldt ud ved salget af huset, eller hvis de ikke ønskede at indfri pensionskreditten i forbindelse med salget. De blev ikke rådgivet om, hvad huset som minimum skulle sælges for.

Der var hverken af skattemæssige eller af pensionsøkonomiske årsager grundlag for at oprette en pensionskredit. Pensionskreditten skulle løbe i ét til to år. Friværdien i deres hus ville blive større, end hvad der kunne opnås ved en pensionskredit. Han havde i forvejen betydelige pensionsordninger hos to pensionsselskaber, der på nuværende tidspunkt er ca. 1,2 mio. kr. værd. Sparekassen var den eneste, der var sikker på at tjene ved arrangementet.

Sparekassen har anført, at han og H kunne have anvendt provenuet ved salget af huset til indfrielse af kreditten. Sparekassen tager imidlertid ikke højde for, at de skulle bruge penge på at flytte og på at istandsætte deres nye bolig.

Han blev ikke forelagt hvilke papirer, der skulle investeres i og den hermed forbundne risiko. Han blev oplyst om, at investeringerne kørte automatisk. Det gennemsnitlige afkast har været 2,25 % siden oprettelsen af ordningen.

I foråret og sommeren 2013 kontaktede han sparekassen for at komme ud af pensionskreditten eller få nedsat renten. Sparekassen vurderede, at han ikke havde råd til at indfri pensionskreditten og afviste at nedsætte renten. I november 2013 afslog sparekassen atter at nedsætte renten. Sparekassen oplyste, at han bare kunne hæve ratepensionen men undlod oplyse om den ekstra skat ved en ophævelse i utide.

Han blev påført et tab ved at oprette pensionskreditten og er udelukkende blevet reddet økonomisk på grund af livsforsikringen, der blev udbetalt ved H’s død.

Han er uenig i sparekassens opgørelser. Hvis skattefradraget skal medregnes som anført i sparekassens opgørelser, skal afgift ved udbetaling også medregnes. Herudover skal beløb, som han har indbetalt til den private ratepension og samt beløb indbetalt på pensionskreditten medregnes.

Sparekassen bør betale en erstatning på 324.131 kr., svarende til forskellen mellem den nettoformue på 752.698 kr., han ville have haft, hvis han ikke have oprettet pensionskreditten, og hans nuværende formue på 438.567 kr. Hertil skal lægges honorar på 10.000 kr. til en pensionsmægler, der har bistået ham med kravet overfor sparekassen.

Sparekassen Sjælland har blandt andet anført, at klageren og H forstod ordningen.

De nærmere betingelser for investeringerne var aftalt i investeringsaftalerne, herunder at klageren løbende blev informeret om de stedfundne dispositioner. I overensstemmelse hermed modtog klageren afregningsnotaer og årlige investeringsoversigter.

Ordningen var ganske fornuftig ved oprettelsen. Klagerens eksisterende pensioner var ikke tilstrækkelige til at give den ønskede indkomst på pensionstidspunktet. Mulighederne for at øge pensionsdækningen blev drøftet, men klageren ønskede ikke en forringelse af sit daværende rådighedsbeløb. Parret havde en betydelig friværdi i deres ejendom, som de forventede at sælge indenfor et par år. Det blev derfor aftalt, at friværdien skulle anvendes til et engangsindskud på en ratepension.

Provenuet på 690.000 kr. efter salget af ejendommen oversteg trækket på pensionskreditten. Selvom pensionen er påvirket af klagerens valg om ikke at indfri pensionskreditten som forudsat og af finanskrisen, har ordningen vist sig at være fordelagtig for klageren.

På mødet i oktober 2011 orienterede klageren sparekassen om sin økonomiske situation. Friværdien af timeshareboligen var ca. 360.000 kr., hvoraf en del kunne og burde gå til nedbringelse af pensionskreditten. Konklusionen var, at pensionskreditten på sigt ville kunne indfries, og at der samtidig ville være 150-170.000 kr. i frie midler.

I december 2012 kontaktede sparekassen klageren blandt andet som følge af, at renten var steget, og klageren lovede at indsende økonomiske oplysninger. I løbet af foråret var der yderligere korrespondance, men klageren havde på grund af H’s sygdom ikke overskud til at deltage i et møde før i december 2013.

Klageren har ikke lidt et tab. Det økonomiske grundlag for klagen er derfor ikke til stede. Gruppelivsforsikringen blev oprettet i forbindelse med pensionskreditten og ratepensionen og ville ikke være blevet oprettet uden disse. Gruppelivsforsikringen skal derfor indgå i opgørelsen. Selv uden gruppelivsforsikringen har klageren haft en økonomisk gevinst. Begge ratepensioner hidrører fra oprettelsen af pensionskreditten, og værdien af begge pensioner skal derfor indgå i opgørelsen.

Indbetalingerne til den arbejdsgiveradministrerede ratepension på 192.500 kr. blev finansieret af skattefradragene for engangsindskuddet og kostede ikke klageren likviditet, hvorfor de - hvis de medtages på udgiftssiden - skal modsvares af en tilsvarende værdi af skattefradrag på indtægtssiden. Endvidere skal skattefradrag af pensionsindbetalingen i årene 2005 samt 2009-2014 indgå i opgørelsen.

Sparekassen er ikke enig i klagerens opgørelse af 26. juni 2014. Indbetalinger på pensionskreditten og på den private ratepension hidrører fra de samme midler og skal ikke medtages to gange.

Størrelse af afgiften ved udbetaling afhænger af afkast og udbetalingstidspunkt. Hvis betaling af afgift ved udbetaling skal indgå i opgørelsen, skal de samlede udbetalinger, og ikke den nuværende værdi af ratepensionen, indgå. I sparekassens opgørelse af 11. juli 2014 er forudsat den længst mulige udbetalingsperiode på 18 år, fra klageren fylder 67 år, og et fremtidigt afkast på 2 % p.a., selvom afkastet for 2013 og første halvår 2014 var højere (henholdsvis 5,09 % og 5,80 %).

Rentesatsen på kreditten har på intet tidspunkt været højere end 11,95 % p.a.

Honoraret til pensionsmægleren er sparekassen uvedkommende.

Ankenævnets bemærkninger

I december 2005 indgik klageren og H aftale med sparekassen om en pensionskredit på 550.000 kr. med variabel rente, for tiden 4,95 % p.a. Pensionskreditten blev brugt til et engangsindskud på 500.000 kr. på en privat ratepensionsordning. Efter det oplyste var det var hensigten at indfri pensionskreditten indenfor ét til to år med provenuet efter et salg af parrets ejendom.

Af investeringsaftale af 16. december 2005 fremgik, at klagerens investeringsprofil var balanceret, og at sparekassen fik fuldmagt til investere midlerne fra pensionskreditten ud fra den af sparekassen anbefalede sammensætning for den valgte investeringsprofil. Klageren oprettede endvidere i februar 2006 en arbejdsgiveradministreret ratepension, hvortil han i årene 2006 til 2008 indbetalte i alt 192.500 kr., og hvortil der ligeledes var knyttet en investeringsaftale med samme indhold som investeringsaftalen vedrørende den private ratepension.

Ultimo 2007 blev klagerens og H’s ejendom solgt med et provenu, der ifølge sparekassen var 690.000 kr. og ifølge klageren var 585.000 kr. Af provenuet blev alene 225.000 kr. indbetalt til nedbringelse af pensionskreditten, der på det tidspunkt var trukket med ca. 570.000 kr.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at sparekassen begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvari forbindelse med etablering af klagerens pensionskredit og ratepensionerne.

Det må lægges til grund, at sparekassen håndterede engagementet som aftalt og gennemførte klagerens investeringer i overensstemmelse med investeringsaftalen og den risikoprofil, der blev fastlagt ved etableringen af engagementet i december 2005.

Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i værdipapirer, eller om den yderligere risiko, som en lånefinansiering af investeringen indebærer. Det må have stået klageren klart, at engagementet hvilede på den forudsætning, at den skattemæssige besparelse tillagt netto-afkastet af de investerede midler skulle overstige renteudgiften på pensionskreditten, og at der var en risiko for, at denne forudsætning ikke holdt.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.