Fast forrentede lån med særlige indfrielsesvilkår ydet af datterselskab til udenlandsk pengeinstitut med filial i Danmark.
| Sagsnummer: | 579 /2009 |
| Dato: | 30-08-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen og Astrid Thomas. |
| Klageemne: |
Udlån - særlige indfrielsesvilkår
Afvisning - udenlandske pengeinstitutter § 2, stk. 1/ § 5, stk. 2 |
| Ledetekst: | Fast forrentede lån med særlige indfrielsesvilkår ydet af datterselskab til udenlandsk pengeinstitut med filial i Danmark. |
| Indklagede: | Swedbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod særlige indfrielsesvilkår på fast forrentede lån ydet af et datterselskab til et udenlandsk pengeinstitut med filial i Danmark.
Sagens omstændigheder.
Klagerne M og H, der er ægtefæller, ønskede i 2007 at købe en fast ejendom i Sverige. Med henblik på finansiering af ejendomskøbet henvendte de sig til Swedbank Danmark, som er en dansk filial af et svensk pengeinstitut, Swedbank AB.
Den 8. juni 2007 gav banken tilsagn om finansiering af 3,2 mio. svenske kroner (SEK) af en købesum på 3,5 mio. (SEK). Banken udstedte et "lånelöfte", hvoraf der bl.a. fremgik følgende:
"…
För Lånelöftet gäller, "Allmänna villkor – Lånelöfte, 2006-09-01". Lånebeloppet kan komma att fördelas mellan banken og Swedbank Hypotek, Swedbank Jordbrukskredit eller Swedbank Finans när Lånelöftet ska realiseres."
…"
Ved købsaftale af 2. juli 2007 købte klagerne en fast ejendom for 3.275.000 (SEK). med overtagelse den 1. november 2007. På et møde den 9. oktober 2007 mellem banken og M blev finansieringen drøftet.
Den 1. november 2007 underskrev klagerne fire gældsbreve vedrørende lån på henholdsvis 272.000 (danske) kr., 1.500.000 SEK, 783.750 SEK og 500.000 SEK. Lånet på 272.000 kr., der blev ydet af Swedbank Danmark, var med variabel rente. De tre øvrige lån var pantebrevslån ydet af Swedbank Hypotek AB, som er et datterselskab af Swedbank AB. Lånet på 500.000 SEK var med variabel rente, mens de to øvrige lån på henholdsvis 1.500.000 SEK og 783.750 SEK var med fast rente i henholdsvis knap 10 år og knap 8 år (vilkårsperioderne). Af pantebrevene for fastrentelånene fremgår bl.a.:
"…
Nedanstående villkor gäller under nedan angiven villkorsperiod:
…
Räntan är fast, d v s är bestämd för hela villkorsperioden.
Kredittagaren kan säga upp krediten till ovan angiven villkorsändringsdag. [...] Om krediten sägs upp till villkorsändringsdagen skall kredittagaren den dagen betala hela kapitalskulden jämte ränta och kostnader.
Om krediten inte sägs upp til vilkkorsändringsdagen gäller för ny villkortsperiod vad som anges i punkt 3 a) st 2 och 3 samt – beträffande räntesatsen – punkt 4 st 6 i de allmänne kreditvillkoren.
…"
Af Swedbank Hypoteks generelle kreditvilkår fremgår bl.a.:
"…
9. Uppsägning och återbetalning av krediten (utöver kreditgivarens rätt att säga upp krediten enligt punkterne 6-8)
a) Återbetalning med akttagande av uppsägeningstid
För kreditbelopp som löper med fast ränte gäller att krediten kan säges upp av enderea kreditgivaren eller kredittagaren till upphörande per villkorsändringsdag som är angiven på skuldebrevets villkorsbilage.
…
b) Återbetalning utan iakttagande av uppsägningstid.
Kredittagaren kan – dock endast efter särskilt medgivande från kreditgivaren – i förtid återbetala krediten utan att iaktta de uppsägningstider som ovan angivits. Kredittagaren är i sådant fall – liksom även när återbetalning sker på grund av kreditgivarens uppsägning enligt punkterna 6-8 eller på grund av ägerbyte (jfr punkt 10) – skuldig att i samband med återbetalningen till kreditgivaren erlägga kapitalskulden jämte upplupen ränta – inkluderande s k ränteskillnadsersättning enligt nedan – och kostnader samt – såvida inte kredittagaren är konsument – ersätta kreditgivaren för dennes administrativa kostnader för den förtida återbetalningen av krediten.
- | Vid fast ränta beräknas ränteskillnadsersättning fr o m dagen för återbetalningen till den villkorsändringsdag som infaller närmast efter 14 dagar från återbetalningen och baseras på skillnaden mellan å ena sidan den för krediten gällande räntan och å andra sidan räntan – ökad med en procentenhet om kredittagaren är konsument – på statsobligationer med en förfallotid som närmast motsvarar återstående räntebindingstid för krediten eller, om den tid för vilken ränteskullnadersättningen vid ett visst tilfälle skall betalas är kortare än ett år, på statsskuldsväxlar med en löptid som motsvarar återstående räntebindingstid för krediten. Uppgift om vad ränteskillnadsersättningen vid ett visst tilfälle uppgår till samt en närmere beskrivning av hur ersättningen uträknas kan erhållas hos kreditgivaren på förfrågan. |
…"
I begyndelsen af 2009 henvendte klagerne sig til banken, idet de ønskede at indfri lånene. Banken oplyste, at der i så fald skulle betales en "ränteskillnadsersättning" på 284.631 SEK for så vidt angår lånene med fast rente.
I forbindelse med den efterfølgende korrespondance mellem parterne fik klagerne tilsendt et ark med nærmere oplysninger (baggrund, beregning m.v.) om "ränteskillnadsersättning".
Den 9. juni 2009 indgav klagerne en klage over Swedbank til Ankenævnet.
Swedbank har under sagen fremlagt en graf, der viser renteudviklingen i perioden 2005-2009 på dels lån med variabel rente, dels lån med fast rente aftalt for perioder på 3 måneder – 12 år. Banken har anført, at grafen blev forelagt M under mødet den 9. oktober 2007. Klagerne har bestridt dette.
Parternes påstande.
Klagerne har nedlagt påstand om, at Swedbank skal annullere de særlige indfrielsesvilkår på fastrentelånene.
Swedbank har nedlagt påstand principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning bør holde dem skadesløse for rentetabserstatningen på 284.631 kr.
De blev ikke oplyst om betydningen af vilkåret om rentetabserstatning, hverken generelt eller i forhold til omlægning af de fastforrentede lån. I så fald ville de ikke have optaget lånene.
Det var ikke på tale, at de skulle bo i Sverige i 7 eller 10 år. Tværtimod oplyste de til banken, at de forventede at skulle bo i Sverige i 2 – 5 år. Desuden havde de udsigt til en arv, som de ville bruge til indfrielse af lånene. På baggrund af disse oplysninger burde banken ikke have rådgivet dem til at optage de omhandlede lån, der reelt var uopsigelige.
Banken gennemgik ikke lånedokumenterne med dem, selvom de gav udtryk for, at de ikke forstod de svenske låneaftaler, og at de var usikre på indholdet. De var således heller ikke som anført af banken i stand til at stille spørgsmål til lånedokumenternes indhold. De fik heller ikke hverken tilbudt eller gjort opmærksom på muligheden for at få en dansktalende medarbejder stillet til rådighed, hvilket de til enhver tid ville have takket ja til.
Swedbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at omtvistede låneaftaler er indgået med Swedbank Hypotek AB, der ikke er underlagt Ankenævnet kompetence, jf. nævnets vedtægter § 2, stk. 1.
Låneaftalerne er underlagt svensk ret og vedrører finansiering af fast ejendom i Sverige. Det svenske Allmänna Reklamationsnämnden er derfor den relevante klagemyndighed.
Spørgsmålet om, hvorvidt Swedbank har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelsen af låneaftalerne, indebærer en vurdering af, om Swedbank har handlet i overensstemmelse med reglerne om god skik.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Swedbank anført, at klagerne er bundet af vilkåret om rentetabserstatning i de to låneaftaler med fast rente.
Før indgåelsen af låneaftalerne har banken informeret klagerne om betydningen af vilkåret om rentetabserstatning.
På mødet med M blev de forskellige finansieringsmuligheder og låneformer gennemgået, ligesom banken oplyste om forskellene mellem boliglån med fast rente og variabel rente. Banken informerede også om, at konsekvenserne ved at indgå et lån med fast rente er, at der ved førtidig indfrielse afhængigt af renteniveauet på indfrielsestidspunktet skal betales en rentetabserstatning til långiver.
I forbindelse med underskrivelsen havde klagerne mulighed for at stille spørgsmål til lånedokumenternes indhold. Det bestrides, at klagerne gav udtryk for, at de ikke forstod de svenske låneaftaler, eller at de i øvrigt var usikre på indholdet. I så fald ville man have tilkaldt en dansktalende medarbejder til at gennemgå lånedokumenterne sammen med klagerne.
Det bestrides, at klagerne skulle have oplyst, at de havde en kort tidshorisont for deres bosættelse i Sverige, eller at de havde udsigt til et arvebeløb til indfrielse af lånene. Banken vil aldrig anbefale, at kunder binder deres lån i længere tid end deres tidshorisont.
Klagerne udtrykte ikke utilfredshed med lånene før i begyndelsen af 2009, hvor de forhørte sig om mulighederne for en omlægning.
Subsidiært bør sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, idet der er uenighed om det faktiske hændelsesforløb.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet behandler klager over danske filialer af udenlandske pengeinstitutter, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1. Ankenævnet har derfor kompetence til at behandle en klage over Swedbank Danmark, som er en dansk filial af et udenlandsk pengeinstitut, Swedbank AB.
Swedbank Hypotek AB, som er et udenlandsk datterselskab af et udenlandsk pengeinstitut (Swedbank AB) er imidlertid ikke omfattet af Ankenævnets kompetence. Ankenævnet kan derfor ikke tage stilling til om og i så fald i hvilket omfang, klagerne er bundet af vilkårene i låneaftalerne med Swedbank Hypotek AB.
To medlemmer – Carsten Holdum og Søren Geckler– udtaler:
For så vidt angår spørgsmålet om Swedbank Danmark i forbindelse med de omtvistede låneoptagelser ydede mangelfuld rådgivning, finder vi, at det mod klagernes benægtelse ikke er godtgjort, at klagerne modtog fyldestgørende rådgivning om de særlige indfrielsesvilkår for fastrentelånene.
Det fremlagte skriftlige materiale i form af pantebrevene, Swedbank Hypoteks almindelige kreditvilkår og grafen over renteudviklingen på forskellige lån findes ikke at have et sådan indhold, at klagerne burde have forstået de mulige konsekvenser i forbindelse med en eventuel indfrielse af lånene i fastrenteperioden. Dette gælder selv om særlige indfrielsesvilkår ikke er usædvanlige for lån med fast rente.
Bankens faktaark med oplysninger (baggrund, beregning m.v.) om særlige vilkår for indfrielse af lån med fast rente blev efter det oplyste først udleveret til klagerne i forbindelse med deres henvendelse i 2009.
Vi stemmer derfor for, at Swedbank såfremt klagerne inden 8 uger efter datoen for denne afgørelse helt eller delvist indfrier eller omlægger de to omtvistede fastforrentede lån på henholdsvis 1.500.000 SEK. og 783.750 SEK, skal holde klagerne skadesløse for eventuelle omkostninger til rentetabserstatning i forbindelse hermed.
Et medlem – John Mosegaard – udtaler:
For så vidt angår spørgsmålet om Swedbank Danmark i forbindelse med de omtvistede låneoptagelser ydede mangelfuld rådgivning og herved pådrog sig et erstatningsansvar overfor klagerne, findes dette at måtte bero på en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Jeg stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.
To medlemmer – Niels Bolt Jørgensen og Astrid Thomas – udtaler:
Vi finder, at klagerne ved deres underskrift på gældsbrevene på bindende måde har tiltrådt de særlige indfrielsesvilkår, som ikke er usædvanlige for lån med fast rente, ligesom der ikke er grundlag for at fastslå, at bankens rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen var mangelfuld. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Efter stemmefordelingen er der herefter ikke det krævede stemmeflertal for at tage klagen til følge. Henset til sagens forløb tilbagebetales klagegebyret.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.