Pengeinstituts afslag på lån til indfrielse af sælgerpantebrev og samme pengeinstituts efterfølgende køb af pantebrevet.
| Sagsnummer: | 461/1994 |
| Dato: | 15-02-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Pantebreve - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Pengeinstituts afslag på lån til indfrielse af sælgerpantebrev og samme pengeinstituts efterfølgende køb af pantebrevet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagernes køb af fast ejendom den 22. februar 1994 blev finansieret ved et boliglån på 45.000 kr. i indklagedes Skive afdeling, et kontantlån på 362.000 kr. i et realkreditinstitut, der er ejet af indklagede, og et 8%-sælgerpantebrev på 68.000 kr.
Ifølge købsaftalen kunne klagerne indfri sælgerpantebrevet til kurs 80 senest den 1. marts 1994. Klagerne anmodede indklagedes Skive afdeling om lån på 54.500 kr. til indfrielse af sælgerpantebrevet, hvilket blev afslået. Da klagerne ikke havde indfriet sælgerpantebrevet den 1. marts 1994 fremsatte ejendomsmægleren ved skrivelse af 3. marts 1994 tilbud om salg af pantebrevet til indklagedes Herning afdeling, der købte sælgerpantebrevet til kurs 86,21192.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 25.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de accepterede indklagedes afslag på et lån til indfrielse af sælgerpantebrevet, selv om de var uforstående heroverfor, idet de har en sund økonomi. Efterfølgende konstaterede de, at indklagede havde købt pantebrevet, hvilket reelt betød, at de i stedet for at skylde indklagede 54.500 kr. med tillæg af renter over ti år nu skyldte indklagede 68.000 kr. med tillæg af renter i 16 3/4 år. Differencen efter fradrag af skattefordelen kan opgøres til ca. 25.000 kr. De havde tillid til, at indklagede varetog deres interesser. Ved at handle som sket, blev indklagede beriget på deres bekostning.
Indklagede har anført, at Skiveafdelingen på baggrund af en vurdering af klagernes samlede engagement afslog at yde klagerne lån til indfrielse af pantebrevet. Vurderingen i forbindelse med køb af pantebrevet efter ejendomsmæglerens henvendelse herom blev foretaget af pantebrevsafdelingen i Herningfilialen og var ikke baseret på en fornyet kreditvurdering af klagerne, men på andre forhold, herunder at der i ejendommen var ydet lån af et realkreditinstitut ejet af indklagede. Herningafdelingen var bekendt med kundeforholdet til klagerne, men kontaktede ikke Skiveafdelingen i forbindelse med erhvervelsen af pantebrevet, og var derfor ikke bekendt med, at klagerne havde fået afslag på lån til indfrielse af pantebrevet i Skiveafdelingen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagedes Skive afdeling havde ikke pligt til at yde klagerne kredit til indfrielse af pantebrevet. Det må antages, at den omstændighed, at en af indklagedes andre afdelinger købte pantebrevet, efter at fristen for indklagedes adgang til at indfri det til kurs 80 var udløbet, var uden sammenhæng med indklagedes afslag på at yde den ønskede kredit.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.