Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank i 2005-2007

Sagsnummer: 870 /2010
Dato: 06-03-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard og Michael Reved
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank i 2005-2007
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på lånefinansierede køb af Roskilde Bank aktier i 2005-2007.

Sagens omstændigheder

Klageren, der var kunde i Roskilde Bank, købte i september 2005 og februar 2006 for henholdsvis 100.000 kr. og 206.000 kr. aktier i banken. I august 2006 og marts 2007 købte klageren yderligere aktier for henholdsvis 240.000 kr. og 40.000 kr. Alle aktiekøbene blev finansieret med lån i banken.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 21. december 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning.

Samme måned indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”…

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks ak-tiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne...”

Forligsaftalen medførte, at klageren blev tilbudt erstatning for aktietegningerne i henholdsvis august 2006 og marts 2007, hvilket klageren accepterede.

Klageren fastholdt klagen for så vidt angik aktiekøbene i september 2005 og februar 2006.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om afvisning i forhold til rådgivningsforhold og i øvrigt frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at rådgivningen i forbindelse med aktiekøbene i september 2005 og februar 2006 var den samme som i august 2006 og marts 2007, hvor banken oversolgte sine aktier ved et meget stort salgspres over for den enkelte kunde.

Han modtog breve med opfordringer til at købe aktier med 100 % finansiering til en lav rente. Endvidere blev han på møder i banken kraftigt opfordret til at købe, ligesom der skete en kraftig lovprisning af aktierne og banken.

Han følte, at aktiekøbene havde betydning for videreførelsen af et godt samarbejde med banken. Han havde et større engagement med banken og var meget afhængig af fortsat finansiering.

Der blev ikke foretaget nogen risikotest i forbindelse med investeringerne.

Hvis han havde fået de rette oplysninger om bankens situation i 2006 og 2007 ville han have solgt alle sine aktier og ikke købt nye.

I forbindelse med aktieemissionen i 2007 undlod banken bevidst at informere om, at den havde tilbagekøbt en stor aktiepost, som var solgt i slutningen af 2006. Banken vildledte herved aktionærer og potentielle aktionærer og forbrød sig mod reglerne om prospektansvar.

Banken har pådraget sig både et prospektansvar og et rådgivningsansvar.

Aktierne blev pantsat til sikkerhed for lånefinansieringen. I den forbindelse under-skrev han en fuldmagt til banken, der reelt betød, at han var afskåret fra at sælge aktierne medmindre aktiernes værdi oversteg lånets restgæld. Han forsøgte at sælge aktierne både via online netbank og ved personlig henvendelse til banken, der imidlertid afviste hans salgsønske.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at et eventuelt prospektansvar må gøres gældende overfor konkursboet efter gammel Roskilde Bank.

Spørgsmålet om et eventuelt prospektansvar overfor klageren som aktionær vedrører ikke et kundeforhold og er dermed ikke omfattet af Ankenævnets kompetence.

Klagen er endvidere grundet dens karakter og usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger uegnet til behandling i Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at klageren ikke har godtgjort, at Roskilde Bank har ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med aktiekøbene.

Forbrugerombudsmanden har ikke fundet anledning til at udvide forliget omkring Roskilde Banks salg af egne aktier til at omfatte perioden før august 2006. Det kan derfor ikke lægges til grund, at forholdene i forbindelse med klagerens køb af aktier i september 2005 og februar 2006 kan ligestilles med forhold omfattet af forliget.

Klageren kan ikke antages at være ubekendt med risikoen ved at investere i aktier

Hvis klageren ikke ønskede denne risiko på baggrund af udviklingen på Roskilde Bank aktier har han haft rig mulighed for at sælge aktierne. Det af klageren anførte om, at banken skulle have afskåret ham fra at sælge aktierne, bestrides. Hvis en eventuel anmodning om salg af aktierne ikke blev gennemført, bærer klageren risikoen for, at han ikke fulgte op på salgsanmodningen.

Der ydes ikke erstatning for utilfredshed med forløbet omkring lukning af Roskilde Bank.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der var kunde i Roskilde Bank, købte i september 2005 og februar 2006 for henholdsvis 100.000 kr. og 206.000 kr. aktier i banken. I august 2006 og marts 2007 købte klageren yderligere aktier for henholdsvis 240.000 kr. og 40.000 kr. Alle aktiekøbene blev finansieret med lån i banken.

I forlængelse af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har klageren accepteret et tilbud om erstatning for aktiekøbene i august 2006 og marts 2007.

Den omstændighed, at klageren som støtte for sit krav om erstatning for de lånefinansierede aktieinvesteringer har henvist til blandt andet børsprospektet i forbindelse med emissionen i foråret 2007 medfører ikke i sig selv, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle klagen.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.

Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klageren at optage lån til køb af aktier i banken.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Anita Nedergaard og Michael Reved – udtaler herefter:

Vi finder, at det nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at tilbyde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jævnfør nu § 46 i lov om Finansiel virksomhed. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at banken på anden måde begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren, hvorved bemærkes, at klageren hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.

To medlemmer – Søren Geckler og Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk inte-resse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.

Alle medlemmer udtaler:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at banken har pådraget erstatningsansvar i forbindelse med klagerens oplysning om, at han undlod at sælge sine aktier på grundlag af bankens aktiesalgskampagne. Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at banken har nægtet at efterkomme en anmodning fra klageren om at sælge aktier fra sikkerhedsdepotet.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.