Hovedaktionærs pantsætning for selskabets gæld.
| Sagsnummer: | 310/1991 |
| Dato: | 12-02-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Hovedaktionærs pantsætning for selskabets gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 25. juni 1991 indgav klageren klage over indklagedes Glostrup afdeling. Efter at klagen havde været forelagt for indklagede, afviste sekretariatet i skrivelse af 20. november 1991 klagen under henvisning til at Ankenævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen som følge af, at denne angik et erhvervsforhold og således efter Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3, faldt uden for Ankenævnets kompetence. Denne afgørelse har klageren indbragt for Ankenævnet.
Det fremgår af sagen, at klageren den 25. april 1988 meddelte indklagedes Glostrup afdeling pant i et klageren tilhørende gældsbrev på nominelt 945.000 kr. udstedt til klageren den 19. januar 1987 af et anpartsselskab. Efter indholdet af sikkerhedsstillelsesdokumentet skete pantsætningen til sikkerhed for enhver forpligtelse, det pågældende selskab havde eller måtte få over for indklagede. Klageren var efter det oplyste hovedaktionær i selskabet.
Klageren har under sagen nedlagt påstand om udlevering af gældsbrevet med henvisning til, at det alene blev indleveret til indklagede i forbindelse med forhandlinger om en kredit- og administrationsaftale for selskabet, hvilken aftale imidlertid ikke blev gennemført. Indklagede har nægtet udlevering med henvisning til, at gældsbrevet i overensstemmelse med sikkerhedsstillelsesdokumentet er pantsat til sikkerhed for enhver gæld påhvilende selskabet. Dette har i 1991 opnået akkord, og tvisten mellem klageren og indklagede angår reelt spørgsmålet om, hvem anmeldelsesretten i henhold til gældsbrevet tilkommer.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagen angår en tvist om, hvorvidt klageren har pantsat det omhandlede gældsbrev til sikkerhed for enhver forpligtelse påhvilende et selskab, i hvilket klageren efter det oplyste var hovedaktionær. Ankenævnet finder herefter i overensstemmelse med sekretariatets afgørelse, at klagen må anses at vedrøre et erhvervsmæssigt forhold, som ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold, og afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle den indgivne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.