Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indfrielsesgebyr.

Sagsnummer: 20309042/2004
Dato: 28-06-2004
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Bent Olufsen, Per Englyst og Karen Havers-Andersen
Klageemne: Indfrielse - gebyr
Ledetekst: Indfrielsesgebyr.
Indklagede: BRFkredit a/s
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som pdf
Realkreditinstitutter

Klageren overtog i juli 2003 den omhandlede ejendom på tvangsauktion. I ejendommen indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut, som i tvangsauktionssalgsopstillingen – i overensstemmelse med vejledningen til denne - var opgjort i henholdsvis kolonne 2 og 3 (lån, der kan forventes overtaget). Lånet forfaldt ifølge pantebrevet ved ejerskifte, hvilket tillige var oplyst i et bilag til salgsopstillingen. Af bilaget fremgik det endvidere, at gældsovertagelse ville medføre et gebyr for auktionskøber. Klageren opsagde dagen efter tvangsauktionen lånet til pariindfrielse med udgangen af september 2003. Af instituttets opsigelsesbekræftelse fremgik det, at klageren skulle betale et indfrielsesgebyr på 750 kr., hvilket hun protesterede over.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at opkræve et indfrielsesgebyr på 750 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet fandt, at klagerens opsigelse af lånet dagen efter tvangsauktionen ikke kunne anses for en anmodning om gældsovertagelse, men alene et ønske om at betale en hæftelse, der efter pantebrevsvilkårene kunne kræves udbetalt. Klageren havde ved sit bud på tvangsauktionen således alene forpligtet sig til at betale instituttets hæftelse efter de for tvangsauktionen gældende regler. Da det ikke af salgsopstillingen fremgik, at der skulle betales indfrielsesgebyr, og da det måtte lægges til grund, at et indfrielsesgebyr, i modsætning til et overtagelsesgebyr, ikke var angivet under de beløb, der skulle betales ud over auktionsbudet, fandt flertallet, at instituttet ikke havde været berettiget til at opkræve dette. Mindretallet henviste til, at lånet i overensstemmelse med vejledningen til salgsopstillingen var opført i kolonne 2 og 3 med henblik på auktionskøberens overtagelse af lånet til fortsat afvikling, og at en auktionskøber, der ikke ønsker at fortsætte afviklingen, må foretage indfrielse på de for lånet gældende vilkår, herunder om betaling af indfrielsesgebyrer. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kunne kræve et indfrielsesgebyr på 750 kr. hos klageren.