Indsigelse om forældelse af krav i henhold til frivilligt forlig fra 1994
| Sagsnummer: | 349 /2016 |
| Dato: | 05-05-2017 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Michael Reved, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om forældelse af krav i henhold til frivilligt forlig fra 1994 |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse om forældelse af krav i henhold til frivilligt forlig fra 1994.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i daværende Unibank (nu Nordea Danmark).
Den 13. februar 1994 underskrev klageren en skylderklæring til banken på 19.429 kr. (fordringskonto -279). Lånet skulle afvikles med 300 kr. om måneden. Renten var variabel, for tiden 10 % om året.
Den 11. marts 1994 underskrev klageren et frivilligt forlig med banken om en gæld på 65.097,60 (kontonr. -142). Gælden skulle afdrages med 650 kr. om måneden. Af forliget fremgik bl.a.:
”Aftalen om nedsættelse af renten fra den i banken normalt gældende rentesats for misligholdte fordringer, p.t. 15,25 % p.a. til 0 % p.a. fra , forudsætter at nærværende frivillige forlig overholdes prompte, således at alle betalinger indgår rettidigt og lydefrit. Hvis debitor på noget tidspunkt udebliver med nogen betaling …. Mere end 4 søgnedage efter forfald, bortfalder aftalen om rentenedsættelse, uden varsel, således at hele fordringen forrentes med tilbagevirkende kraft med den i Unibank normalt gældende rentesats for misligholdte fordringer …”
Banken har oplyst, at det var aftalt, at konto -279 ville blive slettet, når saldoen på konto -142 var betalt. Det var endvidere en betingelse, at afdragene på gælden blev betalt rettidigt. På et tidspunkt blev afdragene sat ned til 450 kr. om måneden.
Klageren indbetalte 2.200 kr. på konto -279 og 36.652,01 kr. på det frivillige forlig (konto -142). Ifølge de fremlagte kontoudskrifter overgik fordringen på konto -142 i 1997 til en ny konto -247. Efter januar 2001 stoppede klageren med at betale. På dette tidspunkt udgjorde gælden på det frivillige forlig 28.445,59 kr. Hertil kom gælden på konto -279.
Den 14. september 2001 opsagde banken det frivillige forlig til fuld indfrielse på grund af misligholdelse og meddelte, at gælden fremover ville blive forrentet med en misligholdelsesrente på 19,75 %.
Klageren og banken korresponderede herefter ved breve af 22. september, 25. september, 1. oktober og 12. oktober 2001. Klageren ønskede at genoptage det frivillige forlig på de hidtil gældende vilkår og således, at banken efter tre år skulle eftergive restgælden. Banken afviste klagerens tilbud og fastholdt, at forliget skulle indfries, og at der fremover ville blive lagt renter til gælden.
I 2006 og i 2007 sendte banken en påmindelse til klageren om den samlede gæld på konto -279 og -247, som på daværende tidspunkt udgjorde 45.674,59 kr. før tillæg af renter. Klageren har bestridt at have modtaget påmindelserne.
Banken har oplyst, at den den 26. september 2016 nedskrev tilgodehavenderne i henhold til de to fordringer med eventuelle forældede renter til henholdsvis 14.644,65 kr. (konto -279) og 24.178,75 (konto -247) i alt 38.823,40 kr.
Samtidig overdrog banken gælden til retslig inkasso hos et inkassofirma, som ved brev af 26. september 2016 anmodede klageren om at betale 48.318,97 opgjort som en hovedstol på 38.823,40 med tillæg af renter på 9.495,57 kr. Rentesatsen var 8,05 % om året svarende til renter efter renteloven.
Ved brev af 30. september 2016 til inkassofirmaet gjorde klageren indsigelse mod kravet.
Inkassofirmaet sendte endnu et brev til klageren den 17. oktober 2016 vedlagt et frivilligt forlig med forslag til en afdragsordning. Renten var uændret. Af forliget fremgik en erklæring om bl.a. samtykke til et eventuelt salg af fordringen fra banken til et selskab i inkassofirmaets koncern.
Klageren gjorde herefter indsigelse over for banken, der afviste indsigelserne.
Banken har fremlagt kontooversigter for 1999 til 2015, hvor restgælden på fordringskonto -279 og fordringskonto -247 fremgår. Kontooversigterne er sendt hvert år i december til klageren på den adresse, som også er klagerens folkeregisteradresse. Klageren har ikke bestridt at have modtaget disse.
Parternes påstande
Den 9. november 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, som har forstået klagerens påstand således, at Nordea Danmark skal frafalde sit krav.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens krav er bortfaldet på grund af forældelse.
I forbindelse med indgåelsen af det frivillige forlig i 1994 tilkendegav banken, at de ville slette gammel gæld, hvis hun overholdt afdragene. Det gjorde hun frem til 2001, hvor hun af sociale og økonomiske årsager var nødt til at stoppe betalingerne. Hun overholdt ikke aftalen om afdrag, men var villig til at indgå et nyt forlig. Det var banken ikke interesseret i.
Hun gjorde dengang indsigelse mod kravet og den høje rentesats. Siden har hun ikke hørt noget fra banken. Banken påstår, at den har sendt opgørelser til hende.
Banken solgte fordringen til et inkassofirma. Det er i strid med god inkassoskik at overdrage fordringen til inkasso, når hun har gjort indsigelse mod den. Banken har ikke overholdt sin del af aftalen. Den har bare ladet tiden gå.
Nordea Danmark har anført, at bankens fordringer mod klageren består, og at ingen del af fordringerne er forældede.
Fordringerne er ikke solgt til inkassofirmaet.
Banken har et tilgodehavende hos klageren svarende til restgælden tillagt renter i henhold til to fordringer.
Ankenævnets bemærkninger
I februar og marts 1994 underskrev klageren henholdsvis en skylderklæring og et frivilligt forlig vedrørende gæld til Nordea Danmark. Aftalen var, at en del af gælden, ville blive slettet, når det frivillige forlig var opfyldt. Klageren afviklede herefter gælden frem til og med januar 2001, hvor hun stoppede med at betale. Restgælden udgjorde da samlet 45.674,59 kr.
De to fordringer var omfattet af den dagældende 20-årige forældelsesfrist i Danske Lov 5-14-4, der blev afbrudt ved påmindelse, og er nu omfattet af den tiårige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven.
I 2007 sendte banken en påmindelse til klageren med henblik på at afbryde forældelsen af kravet. Klageren har bestridt at have modtaget påmindelsen. Banken sendte endvidere hvert år fra 1999 til 2015 en årsopgørelse til klageren, hvor gælden fremgik. Årsopgørelserne blev sendt til klageren på den adresse, som er klagerens folkeregisteradresse, og klageren har ikke bestridt at have modtaget disse. Ankenævnet finder, at årsopgørelserne, herunder opgørelsen for 2006, har karakter af en påmindelse, og at de derfor kan afbryde forældelsesfristen efter de dagældende regler.
Bankens krav over for klageren er derfor ikke bortfaldet på grund af forældelse.
Forældelsesfristen for renter er tre år. Banken har begrænset sit rentekrav i overensstemmelse hermed. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af banken anvendte rentesats som urimelig.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordering eller en bestemt afvikling af gælden.
Klageren får ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.