Rådgivning i forbindelse med omlægning af lån. Spørgsmål om opsigelse af lån var berettiget. Retskraft af afgørelse i fogedsag.
| Sagsnummer: | 403 /1998 |
| Dato: | 09-09-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Allan Petersen |
| Klageemne: |
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Udlån - opsigelse |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med omlægning af lån. Spørgsmål om opsigelse af lån var berettiget. Retskraft af afgørelse i fogedsag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse med dennes overtagelse af et lån som enedebitor, og indklagedes senere opsigelse af lånet. Før klagens indgivelse blev sagen behandlet af fogedretten ved Københavns byret.
Sagens omstændigheder.
I 1987 ydede indklagedes Rødovre station afdeling klageren et lån på 55.000 kr. Senere samme år blev lånet forhøjet med 20.418,70 kr. til 70.000 kr. Samtidig indtrådte klagerens daværende ægtefælle som meddebitor på lånet (fælleslånet).
Fælleslånet blev efterfølgende forhøjet yderligere senest i 1990 til 220.000 kr.
I 1991 blev klageren og ægtefællen skilt.
Ved skrivelse af 14. september 1994 opsagde indklagede fælleslånet til indfrielse på grund af misligholdelse. Lånets restgæld var på ca. 221.000 kr.
Ved gældsbrev af 13. februar 1995 ydede indklagede klageren et lån på 251.000 kr. til variabel rente p.t. 8,25% p.a. og med en månedlig ydelse på 3.120 kr. Lånet blev primært anvendt til indfrielse af fælleslånet, hvis aktuelle rentesats var 14,75% p.a. Klagerens forældre kautionerede for lånet. Af gældsbrevets særlige bestemmelser fremgår, at klagerens mor senest den 1. august 1996 ekstraordinært skulle indbetale 100.000 kr., hvorefter ydelsen skulle tilpasses, således at lånets samlede løbetid blev maksimalt 10 år.
Moderen indbetalte de 100.000 kr. den 7. juli 1996, hvorefter ydelsen blev nedsat til 1.800 kr. Restgælden var herefter ca. 134.000 kr.
Af de under sagen fremlagte bilag fremgår, at indklagede gentagne gange både før og efter indbetalingen på de 100.000 kr. rykkede klageren for betaling af ydelsen.
Ved skrivelse af 12. februar 1998 til klageren opsagde indklagede lånet til indfrielse på grund af misligholdelse. Gælden blev pr. 26. februar 1998 opgjort til 123.564,88 kr.
Ved skrivelse af 3. marts 1998 til klageren kvitterede indklagede for en indbetaling på 5.700 kr. til delvis inddækning af restancen på lånet. Indklagede fastholdt opsigelsen, men anførte samtidig, at denne kunne afværges, såfremt klageren senest den 6. april 1998 indbetalte den resterende restance på 3.017,07 kr. samt ydelsen pr. 1. april 1998 på 1.800 kr., i alt 4.817,07 kr.
Klageren indbetalte ikke yderligere på lånet, hvorfor indklagede overgav dette til inkasso. Dette blev meddelt klageren ved indklagedes skrivelse af 27. april 1998, hvor lånet blev opgjort til 121.079,17 kr.
Klageren gjorde indsigelse mod opsigelsen, idet han bl.a. gjorde gældende, at indklagede, ved igennem en årrække at have accepteret, at ydelserne ikke blev betalt rettidigt, havde fortabt sin ret til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.
På begæring af indklagede blev sagen foretaget i fogedretten ved Københavns byret den 28. oktober 1998. I fogedretten gjorde klageren bl.a. gældende, at ydelserne siden gældsforholdets etablering i 1988 flere gange var blevet betalt for sent, uden at indklagede reagerede ved at opsige gældsforholdet, og at indklagedes adgang til at gøre misligholdelsesbeføjelsen gældende derfor er fortabt ved passivitet. Subsidiært fremførte klageren et modkrav, som var begrundet i, at indklagede havde handlet ansvarspådragende ved at råde ham til at overtage gælden som enedebitor. Fogedretten afsagde straks følgende kendelse:
"Fogedretten har lagt til grund, at skyldner ikke har afdraget på gældsbrevet siden den 2. marts 1998, at rekvirenten løbende har fremsendt rykkerbreve, uden at skyldner har betalt, og at rekvirenten ved brev af 12. februar 1998 har opsagt gældsbrevet til indfrielse, hvilken opsigelse rekvirenten fastholdt ved brev af 3. marts 1998.
Gældsbrevet findes herefter at kunne tjene som fundament efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5.
Herefter, og da det af rekvisitus påståede modkrav ikke findes at kunne medtages under denne sag, jf. retsplejelovens § 522, idet modkravet bestrides af rekvirenten og ikke i øvrigt kan anses for godtgjort,
b e s t e m m e s:
Nærværende sag vil være at fremme."
Parternes påstande.
Den 25. november 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at opsigelsen af lånet var uberettiget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har under sagen tilbageført 14 rykkergebyrer på i alt 1.750 kr.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede gennem hele forløbet har accepteret, at lånet blev betalt tilbage, når han havde penge. Det var derfor uberettiget, at indklagede opsagde lånet på grund af en mindre restance. På grund af sygdom har han ikke været i stand til at afvikle lånet som forudsat. Vedrørende indklagedes rådgivning i forbindelse med optagelsen af lånet til indfrielse af fælleslånet, har klageren anført, at han reelt alene indbetalte på fælleslånet efter skilsmissen, men at den tidligere ægtefælle fortsat opnåede skattemæssigt fradrag for halvdelen af renterne. Indklagede rådede ham til at indfri fælleslånet med henblik på at opnå den fulde fradragsret for renterne og at få mulighed for at udtage stævning mod den tidligere ægtefælle.
Indklagede har anført, at lånet var misligholdt på opsigelsestidspunktet, og at opsigelsen derfor var berettiget. Det bestrides, at man har accepteret, at klageren kunne betale af på lånet, når han havde penge. Man har løbende rykket klageren for inddækning af restancer. Ved manglende overholdelse af aftaler om fristforlængelser og udsættelser med betaling har man fortsat den normale rykkerprocedure. Omlægningen i 1995 var et forsøg på at efterkomme klagerens ønske om at få det fulde rentefradrag. Klageren opnåede samtidig en væsentlig favørrente og en mulighed for at afvikle lånet inden for en overskuelig årrække.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
For så vidt angår opsigelsen af lånet har klageren under fogedsagens behandling gjort samme indsigelser gældende, som nu gøres gældende for Ankenævnet. Fogedretten afviste klagerens indsigelser og fremmede sagen.
Selv om reglerne om retskraft ikke måtte afskære klageren fra at få samme spørgsmål prøvet under en retssag ved de almindelige domstole, findes det at måtte følge af princippet i § 5, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle denne del af klagen.
For så vidt angår det af klageren rejste modkrav afviste fogedretten en nærmere bevisførelse vedrørende dette spørgsmål.
Da en bevisførelse til afklaring af, om klageren måtte have et krav mod indklagede, heller ikke kan ske ved Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, afviser Ankenævnet også denne del af klagen, jf. § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.