Afgørelse

Indsigelse vedr. rådgivning, hvor personskadeerstatning delvis blev stillet til sikkerhed for ægtefælles forpligtelse.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav mod indklagede i forbindelse med klagens dispositioner over en personskadeerstatning udbetalt til klageren i 1992

Sagens omstændigheder.

Den 25. august 1992 indgik der på klagerens og dennes ægtefælles checkkonto hos et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, 939.615,50 kr. Klageren har anført, at beløbet udgjorde en personskadeerstatning tilkommende hende. Checkkontoen blev opgjort den 31. august 1992, idet ca 400.000 kr. blev overført til klagerens konto -518.

Den 3. september 1992 afregnede indklagede klagerens køb af to obligationsposter for i alt ca. 300.000 kr. Obligationerne blev indlagt i depot -3610; afregningsbeløbene blev hævet på klagerens konto -518.

Af "Oprettelse af lån" fra indklagede fremsendt til klageren den 8. september 1992 fremgår, at af et lånebeløb på 200.000 kr. var 171.836,14 kr. anvendt til indfrielse af lån -433. Lånets restprovenu blev indsat på konto -518. Af en engagementsoversigt for klagerens engagement med indklagede udskrevet den 13. august 1992 fremgår lån -433 med en saldo på 176.288,53 kr.

Den 15. september 1992 underskrev klageren håndpantsætningserklæring, hvorefter hun til sikkerhed for opfyldelse af ethvert krav vedrørende en erhvervsvirksomhed tilhørende hendes ægtefælle stillede indholdet af depot -3844 til sikkerhed for virksomhedens forpligtelser over for indklagede.

Af en depotoversigt udskrevet den 9. marts 1993 fremgår, at der i depot -3844 beroede værdipapirer - de fondskoder der var erhvervet i september 1992 - for i alt 179.452,50 kr.

Klagerens ægtefælles bo blev primo 1993 taget under konkursbehandling. Klageren har anført, at indklagede herefter ønskede at realisere obligationerne i depot -3844.

Ved skrivelse af 5. marts 1993 meddelte klageren, at hun forbød indklagede at sælge obligationerne, da hun anså sikkerhedsstillelsen for ulovlig, idet obligationerne stammede fra hendes personskadeerstatning.

Ved skrivelse af 10. marts 1993 meddelte indklagede, at sikkerhedsstillelsen var lovligt etableret, hvorfor man anså sig for berettiget til at kræve obligationerne solgt. Den 16. samme måned underskrev klageren en påtegning på udskrift af depot -3844, hvorefter hun afgav salgsordre vedrørende obligationerne, idet beløbet skulle kreditteres ægtefællens konto.

Den 1. juli 1998 blev der afsagt kendelse om gældssanering for klageren, hvorefter klagerens gæld stiftet inden 15. januar 1998 blev nedsat til 0,6394%. I forbindelse med behandlingen af gældssaneringssagen anmeldte indklagede et krav på ca. 7.300 kr.

Klageren har anført, at hun i forbindelse med genoptagelsen af sin erstatningssag vedrørende personskadeerstatningen fra 1992 blev opmærksom på, at et sådan erstatningsbeløb er undtaget for kreditorforfølgning. jf. retsplejelovens § 513.

I foråret 2001 rettede klageren herefter gennem en advokat henvendelse til indklagede og anførte, at indklagede med viden om, at hun havde modtaget et større beløb som en personskadeerstatning havde formået hende til at indfri lånet på ca. 171.000 kr. samt foranlediget, at hun havde underskrevet håndpantsætningserklæring vedrørende obligationerne, der havde indbragt indklagede et provenu på knap 180.000 kr. Klagerens advokat krævede derfor i alt 351.128,14 kr. indbetalt med tillæg af almindelig procesrente for en femårig periode. Indklagede afviste klagerens krav.

Parternes påstande.

Klageren har den 30. maj 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 351.128,14 kr., subsidiært 179.292 kr. med tillæg af almindelig procesrente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at låneoptagelsen og sikkerhedsstillelsen i august og september 1992 skete efter rådgivning fra indklagede. Denne rådgivning medførte, at hun mistede sin personskadeerstatning ved de dispositioner, der er beskrevet i nærværende sag.

Indklagede var på tidspunktet for udbetalingen af erstatningen bekendt med, at hendes daværende ægtefælles konkurs var umiddelbart forestående.

Først på tidspunkt for kravets rejsning over for indklagede var hun bekendt med, at personskadeerstatningsbeløb er beskyttet efter retsplejelovens § 513. Betingelsen for suspension efter forældelsesreglerne har derfor været til stede.

Indklagedes handlemåde er i strid med god banketik og handlemåde jf. aftalelovens § 33. Indklagede tilgodeså egne interesser og formåede hende til at betale ca. 351.000 kr. til nedbringelse af engagementet med hendes daværende ægtefælle uagtet, at indklagede var vidende om, at beløbet ville blive henført til en tabskonto.

Indklagede har anført, at det af afregningen af 8. september 1992 fremgår, at det udbetalte lån på 200.000 kr. delvist blev anvendt til indfrielse af klagerens eget lån -433. Indfrielsen skete således ikke med midler fra personskadeerstatningen.

Klageren underskrev frivilligt samtlige dokumenter i forhold til indklagede, herunder håndpantsætningserklæring af 15. september 1992. Dispositionerne skete efter anmodning fra klageren. Indklagede formåede ikke klageren til at disponere over sine aktiver i strid med klagerens vilje.

Det bestrides, at det var indklagedes rådgivning, der medførte, at klageren optog lån og stillede sikkerhed i august og september 1992. Man har på intet tidspunkt hverken anmodet eller tvunget klageren til låneoptagelsen eller sikkerhedsstillelsen. Klageren ønskede at stille sikkerhed, således at hendes daværende ægtefælle kunne opnå de ønskede kreditter hos indklagede.

Klageren var berettiget til at disponere over sin personskadeerstatning, såfremt hun havde ønske herom. Indklagede har derfor ikke handlet i strid med god banketik og handlemåde jf. aftalelovens § 33. Ved at give indklagede pant i depotet disponerede klageren over erstatningsbeløbet således, at beskyttelsen efter § 513 ikke kunne opretholdes jf. herved afgørelse refereret i UfR 2001. 2532 og 2001. 2581.

Ved klagerens ægtefælles konkurs var man berettiget til at realisere værdipapirerne i depotet.

I forbindelse med indklagedes anmeldelse under gældsaneringssagen fremkom klageren heller ikke med indsigelser. Det havde været naturligt, såfremt klageren var af den opfattelse, at man 5 år tidligere havde handlet i strid med indgåede aftaler således at klageren var påført et tab på ca. 351.000 kr.

Klageren har udvist passivitet, idet hun først fremkommer med indsigelser ca. 10 år efter dispositionerne er foretaget. Det forhold, at klageren først nu fremkommer med indsigelser mod indklagedes dispositioner medfører, at mange af de oplysninger som man har været i besiddelse af ikke længere er tilgængelige. Klagerens krav må i øvrigt anses for forældet.

Det bestrides, at klageren først på nuværende tidspunkt er blevet bekendt med retsplejelovens 513, idet klageren løbende har udvist stor indsigt i økonomiske forhold samt eksisterende retsregler.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med, at klageren optog et lån primo september 1992 samt i forbindelse med klagerens sikkerhedsstillelse i samme måned over for indklagede, har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.