Spørgsmål om nedsættelse af rente på udlån m.m.
| Sagsnummer: | 98 /2002 |
| Dato: | 11-06-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Rut Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om nedsættelse af rente på udlån m.m. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes krav om eftergivelse af restgæld på et lån ydet i 1986, subsidiært nedsættelse af lånets rente.
Sagens omstændigheder.
Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.
Ved gældsbrev underskrevet af klagerne den 5. september 1986 ydede et pengeinstitut, med hvem indklagede senere fusionerede, et boliglån til 250.000 kr., som skulle afvikles med en kvartårlig ydelse på 8.709, - kr.. Lånets rente var p.t. 12, % p. a.. Indklagede fik håndpant i et ejerpantebrev i klagernes ejendom.
Klagerne har anført, at baggrunden for lånets optagelse var, at de i foråret 1985 havde købt en fast ejendom. Der viste sig at være alvorlige mangler ved ejendommen. Lånet blev ydet til finansiering af omkostninger i denne forbindelse.
I august 1995 blev boliglånet nedskrevet ekstraordinært med 35.039 i forbindelse med klagernes salg af ejendommen og frigivelse af pantet. Lånets ydelse var på dette tidspunkt 7.900 kr. Ydelsen blev ikke ændret i forbindelse med den ekstraordinære nedbringelse.
Klagerne har afviklet lånet regelmæssigt frem til foråret 2002. Per 31. december 2001 var lånets restgæld 53.723,75 kr. Ydelsen var 7.720,- kr. pr. kvartal.
Ved skrivelse af 24. januar 2002 rettede klagerne gennem deres advokat henvendelse til indklagede med anmodning om, at indklagede eftergav lånets restgæld efter betaling af ydelse pr. 11. marts 2002, samt en yderligere halv ydelse per 30. april 2002. Baggrunden herfor var, at M, der er født 2. maj 1927, ville ophøre med at have erhvervsarbejde som følge af helbredsmæssige forhold.
Ved skrivelse af 25. januar 2002 meddelte indklagede, at indklagede ikke "eftergiver gæld til sine låntagere".
Ved skrivelse af 8. februar 2002 opfordrede indklagede klagerne til at rette henvendelse vedrørende lånets afvikling i anledning af, at M ophørte med sit arbejde. Den 28. februar 2002 indgav klagerne klage til Ankenævnet.
Ved skrivelse af 14. marts 2002 anmodede klagerne indklagede om at standse den automatiske betaling af boliglånet. Betalingen skete fra klagernes budgetkonto.
Ved skrivelse af 19. marts 2002 meddelte indklagede, at man havde standset den automatiske betaling af lånets ydelse og tilbageført betaling pr. 18. marts 2002. Den herved opståede restance havde indklagede modregnet i indeståendet på budgetkontoen.
Parternes påstande.
Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere bilag for betalte renter på lånet i perioden 1986 - 1992, at dokumentere betalte urimelige rentebeløb, samt at eftergive lånets restgæld pr. 1. marts 2002.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at der efter købet af huset viste sig en lang række fejl og mangler. De havde troen på, at de kunne magte dette økonomisk, og indklagede var villige til at låne dem dertil. Indklagede, som kendte deres økonomi, burde imidlertid have standset dem.
De mener, at de har betalt urimeligt store beløb i renter.
Omkring 1999 rettede de henvendelse til indklagede for at få ændret betalingsbetingelserne. Indklagedes svar var afvisende og nedværdigende. De har passet lånets afvikling. Indklagedes slogan "Noget for noget" bør gælde begge veje.
Indklagede har anført, at lånets rente i perioden fra 1992 - 2002 har varieret mellem 9 ¼ % og 14 ¾ %. Satsen har fulgt renteniveauet i samfundet.
Der er intet, der tilsiger, at man skulle have beregnet en anden rente i kontoudtog, eller at indklagede skulle have beregnet rente i strid med det aftalte. Rentesatsen kan ikke siges at være urimelig.
Der er ikke grundlag for at fritage klagerne fra forpligtelsen i henhold til låneaftalen fra 1986.
Med hensyn til klagernes krav om kontoudtog for perioden 1986 - 1992 bemærkes, at indklagede efter bogføringsloven alene skal opbevare materiale i 5 år. Man har ikke mulighed for at efterkomme klagernes krav.
Indklagede er indstillet på at genforhandle størrelsen af ydelsen på lånet, således at klagernes økonomi eventuelt kan lettes.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at indklagede pålægges at give afkald på lånets restgæld, i henhold til det i september 1986 ydede lån. Det bemærkes herved, at det efter de foreliggende oplysninger må antages, at lånet er renteberegnet i overensstemmelse med den til en hver tid gældende rentesats, ligesom rentesatsen ikke kan anses for urimelig.
Som følge heraf:
Klagen tages ikke til følge.