Afgørelse

Rådgivning vedrørende omlægning af depot.

Indledning.

Denne klage angår spørgsmålet, om klageren kan gøre erstatningsansvar gældende over for indklagede i forbindelse med omlægningen af sit værdipapirdepot.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der siden 1936 har været kunde i indklagedes Svanemølle afdeling, har et værdipapirdepot hos indklagede.

På opfordring fra indklagede deltog klageren den 18. oktober 1996 i et møde hos indklagede med deltagelse af indklagedes investeringsrådgiver. På baggrund af drøftelserne på mødet traf klageren beslutning om salg af 660 stk. Danske Bank-aktier ud af depotets i alt 992 Danske Bank-aktier. Samtidig købte klageren nominelt 288.000 kr. 7% Realkredit Danmark 2016.

Indklagede har anført, at baggrunden for anbefalingen om omlægning af depotet var, at aktiebeholdningen udgjorde mere end 85% af depotets værdi. Man rådede til omlægning til obligationer, hvorved risikoen på værdipapirbeholdningen ville blive nedbragt, ligesom der ville blive tale om et større løbende afkast. Klageren meddelte på mødet, at hun ville drøfte situationen med sine sønner, forinden der blev truffet beslutning om omlægning. En af klagerens sønner rettede efterfølgende telefonisk henvendelse og blev informeret om overvejelserne vedrørende depotet, ligesom de skattemæssige konsekvenser af et aktiesalg blev gennemgået. Klageren bestrider, at der blev ydet forsvarlig rådgivning, herunder at de skattemæssige konsekvenser blev gennemgået.

I august 1998 solgte klageren Realkredit Danmark-obligationerne til kurs 102,10. For provenuet erhvervede klageren 2403 stk. investeringsforeningsbeviser i Danske Invest Dannebrog.

Efter at klageren i sommeren 2000 var blevet opkrævet en skat på 17.000 kr. vedrørende fortjenesten ved salget af de 660 Danske Bank-aktier i 1996, rettede hun henvendelse til indklagede med en række spørgsmål om baggrunden for indklagedes rådgivning i forbindelse med omlægningen af depotet i 1996. Klageren stillede i denne forbindelse krav om, at indklagede skulle retablere indholdet af depotet før omlægningen. Dette afviste indklagede.

Parternes påstande.

Klageren har den 25. oktober 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at retablere hendes depot svarende til indholdet før omlægningen i oktober 1996.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun i efteråret 1996 gentagne gange var blevet kontaktet af indklagede med opfordring til at omlægge sit depot angiveligt for at opnå større risikospredning og afkast. Efter at hun et par gange havde afvist at omlægge investeringerne, blev hun tilbudt at deltage i et møde med en særlig specialist i formuepleje, hvilket hun herefter indvilgede i.

På mødet blev hun rådgivet til at omlægge depotet fra aktier til obligationer. Rådgiveren oplyste ikke, at omlægningen ville udløse beskatning af aktierne, som hun havde haft i over 20 år. Investeringen i aktierne var i sin tid sket efter råd fra indklagede, der på investeringstidspunktet åbenbart ikke fandt det problematisk, at hovedparten af formuen var placeret i aktier.

I forbindelse med omlægningen blev hun heller ikke gjort opmærksom på, at denne med stor sandsynlighed ville medføre langt lavere formuetilvækst, end hvis der ikke blev foretaget ændringer. Kort efter salget startede en kraftig kursstigning for Dansk Bank-aktierne, som blot tre måneder efter salget var steget næsten 20%.

Hun finder ikke, at indklagedes rådgivning i forbindelse med omlægningen opfyldte Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning.

Indklagede har anført, at man ydede en forsvarlig rådgivning vedrørende omlægningen af depoter, herunder om de skattemæssige konsekvenser af salget.

Man anbefalede klageren at overveje en omlægning af depotet under henvisning til den store andel af aktier. Det er risikobetonet at besidde en stor post aktier i et enkelt selskab. Det må anses for god investeringspolitik at sprede investeringer over flere typer af værdipapirer. Obligationer giver et større løbende afkast og ikke kun et årligt udbytte, således om aktier typisk giver.

Inden salget blev effektueret, rettede klagerens søn telefonisk henvendelse til indklagede og blev informeret om overvejelserne vedrørende omlægningen, ligesom de skattemæssige konsekvenser af et aktiesalg blev gennemgået.

Klageren har haft rig lejlighed til at genanskaffe aktierne i 1996 eller senere, hvis klageren havde fortrudt salget. Klageren burde have reageret på indklagedes fremsendelse af fondsnotaer, hvis disse ikke var i overensstemmelse med klagerens beslutning.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at anse indklagedes rådgivning om, at klageren burde nedbringe sit depots andel af aktier i Danske Bank, for ansvarspådragende. Det bemærkes i denne forbindelse, at klageren måtte indse, at de aktier, som hun traf beslutning om at sælge, senere kunne vise sig at stige i kursværdi, hvorfor hun selv måtte træffe beslutning om et eventuelt salg og bære risikoen herfor.

For så vidt angår spørgsmålet om aktieavancebeskatning må det anses for godtgjort, at spørgsmålet herom har været forelagt klagerens søn, der var inddraget i beslutningen om omlægningen af depotet.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.