Overtræk.
| Sagsnummer: | 409/1990 |
| Dato: | 25-01-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Check - afvisning
|
| Ledetekst: | Overtræk. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 1. juni 1988 indløste klageren i Sparekassen Sydjylland en check på 6.000 kr. udstedt af et anpartsselskab. Checken var trukket på indklagedes Vejle afdeling.
Den 3. juni 1988 afviste indklagedes afdeling at honorere checken, da anpartsselskabets konto var trukket op over bevilliget maksimum.
Efter at have korresponderet med indklagede, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at honorere den omhandlede check.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at i forbindelse med, at han modtog den omhandlede check, blev der foretaget en opringning til den daværende direktør i indklagedes afdeling. Klageren overværede samtalen, og det fremgik klart heraf, at checken ville blive honoreret. Ved checkens indløsning i Sparekassen Sydjylland foretog en medarbejder her ligeledes en opringning til indklagede. Klageren overværende også denne samtale, og sparekassens medarbejder har senere bekræftet, at det af indklagede blev oplyst, at checken kunne indløses. Klageren har således været i god tro, da han modtog checken. Klageren har endvidere gjort gældende, at checkudstederen er landskendt som konkursrytter, hvorfor indklagede ved oprettelsen af kreditten burde have undersøgt den pågældendes fortid nærmere.
Indklagede har anført, at den omhandlede check er returneret under henvisning til manglende dækning på den betrukne konto. Checken er returneret samme dag, som afdelingen modtog bogføringsmaterialet, og returnering er således sket rettidigt. Det må afvises, at der af afdelingen telefonisk er lovet dækning over for den indløsende sparekasse, hvilket i øvrigt ville være i strid med sædvanlig bankpraksis.
Ankenævnets bemærkninger:
Sådan som sagen er oplyst, findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at indklagedes afdeling ved nogen af de telefoniske forespørgsler om dækning for den i sagen omhandlede check har afgivet indeståelse for, at checken ville blive honoreret, men alene oplyste, om der på forespørgselstidspunktet var dækning for checken. Herefter må indklagedes afvisning af at honorere checken den 3. juni 1988 anses for berettiget.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.