Førtidig indfrielse til overkurs.
| Sagsnummer: | 161/1995 |
| Dato: | 12-12-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
Udlån - særlige indfrielsesvilkår |
| Ledetekst: | Førtidig indfrielse til overkurs. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På grundlag af et underskrevet lånedokument udbetalte indklagede den 18. februar 1994 et boliglån til klageren på 140.000 kr. Af lånedokumentet fremgår, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.165 kr., første gang 1. april 1994. Endvidere fremgår, at der ved lånets etablering var en udgift på 420 kr. til stempel. Vedrørende opsigelse er anført:
"Bortset fra misligholdelse er lånet fra kreditors side uopsigeligt. Fra debitors side kan lånet når som helst indfries til kurs 102."
Lånet blev ydet mod håndpant i klagerens mors værdipapirdepot i et andet pengeinstitut og indeståendet på klagerens højrentekonto hos indklagede. Håndpantsætningserklæring blev underskrevet af moderen den 16. februar 1994.
Ved skrivelse af 18. februar 1994 til klageren meddelte indklagede, at lånet var udbetalt bl.a. under forudsætning af, at der til moderens pantsatte depot snarest blev oprettet en spærret konto, hvorpå udtræk fra depotet skulle indsættes.
Den 3. marts 1994 indfriede klageren lånet. I forbindelse med indfrielsen blev klagerens kurstab opgjort til 2.800 kr.
I en skrivelse af 30. marts 1994 fra indklagede til klageren anføres det, at det er normal praksis, at såvel renter som udtræk fra et pantsat obligationsdepot skal indgå på en spærret konto, men at det blev aftalt, at renter for de pantsatte obligationer kunne indsættes på moderens frie konto.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere 2.800 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun først ved lånets udbetaling blev opmærksom på, at udtræk fra moderens depot skulle indsættes på en spærret konto. Moderen foretrak herefter at realisere værdipapirdepotet for herefter at låne pengene til hende, hvorfor lånet til indklagede blev indfriet. Indklagede bør afstå fra at beregne sig overkurs med 2.800 kr., idet indklagedes oplysninger i forbindelse med udbetalingen viste sig at indebære andre vilkår end forventet, og idet lånet blev indfriet ca. en måned før 1. ydelse skulle betales.
Indklagede har anført, at det er normal praksis, at såvel renter som udtræk fra et pantsat obligationsdepot skal indgå på en spærret konto. Det blev aftalt, at renter fra de pantsatte obligationer kunne indsættes på pantsætters frie konto, hvilket klageren accepterede. Klageren valgte et boliglån uden etableringsomkostninger mod indfrielse til overkurs (102) frem for et boliglån med stiftelsesprovision på 2% af hovedstolen og et etableringsgebyr på 300 kr. Først efter lånesagens gennemførelse meddelte klageren, at hun ikke ville acceptere vilkårene i lånedokumentet. Indklagede var berettiget til at opgøre indfrielsesbeløbet i overensstemmelse med lånedokumentets bestemmelser ved den førtidige indfrielse.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede findes at have været berettiget til at kræve, at beløb hidrørende fra, at pantsatte obligationer bliver udtrukket, indsættes på en spærret konto, idet panteretten ellers ville blive forringet i det omfang, obligationerne blev udtrukket. Indklagedes krav herom findes herefter ikke at indebære nogen misligholdelse af låneaftalen fra indklagedes side. Det af klageren accepterede vilkår om, at der ved førtidig indfrielse af lånet skal betales en overkurs på 102, findes ikke at være urimeligt i betragtning af, at klageren til gengæld blev fritaget for stiftelsesprovision og etableringsgebyr. Der findes herefter ikke grundlag for at give klageren medhold i påstanden, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.