Omprioritering. Rådgivning i forbindelse med opsigelse af lån.
| Sagsnummer: | 321/1998 |
| Dato: | 12-04-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Omprioritering. Rådgivning i forbindelse med opsigelse af lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med opsigelse af et realkreditlån i klagerens ejendom.
Sagens omstændigheder.
På baggrund af en henvendelse fra klageren udarbejdede indklagedes Vesterport afdeling den 12. december 1995 konsekvensberegninger vedrørende omprioritering af et lån i klagerens ejendom til et 30-årigt kontantlån på 843.000 kr. baseret på henholdsvis 7% (kurs 89,58) og 8% (kurs 96,2) obligationer. Det eksisterende lån var et 30-årigt kontantlån baseret på 9% obligationer på oprindelig 800.000 kr. og med en obligationsgæld på ca. 839.000 kr. Lånet var optaget via indklagede i august 1994.
Klageren har anført, at baggrunden for henvendelsen til indklagede var, at han ønskede rådgivning om et aktuelt lovindgreb, der medførte beskatning af kursgevinster ved konvertering af kontantlån. Det var hans opfattelse, at han ved at underskrive et pantebrev vedrørende et nyt lån senest den 31. december 1995 bevarede muligheden for en senere skattefri konverteringsgevinst. Efter nærmere at have undersøgt spørgsmålet bekræftede en navngiven medarbejder hos indklagede, at dette var korrekt. Han pointerede over for medarbejderen, at han alene ønskede at reservere en mulighed for konvertering, og at denne først ville blive gennemført, når kursen var så tæt på 100 som muligt for konvertering til 6% obligationer.
Indklagede har anført, at klageren henvendte sig med henblik på en drøftelse af muligheden for at konvertere det eksisterende kontantlån, hvilket var baggrunden for udarbejdelsen af konsekvensberegningerne. Klageren blev anbefalet et kontantlån baseret på 7% eller 8% obligationer, på grund af det kurstab, han ville lide ved at hjemtage lånet på basis af 6% obligationer.
Den 21. december 1995 tilbød Danske Kredit et 30-årigt kontantlån på 843.000 kr. i klageren ejendom. Lånet var baseret på 7% obligationer til en aktuel kurs på 87,78. Samme dag underskrev klageren en fuldmagt til indklagede vedrørende hjemtagelse af lånet samt en omprioriteringaftale, hvorefter indklagede skulle forestå hjemtagelsen på basis af 6% eller 7% obligationer og indfrielse af det eksisterende lån. Det fremgår ved afkrydsning, at omprioriteringslånet p.t. ikke ønskedes kurssikret.
Den 22. december 1995 udarbejdede indklagede en konsekvensberegning vedrørende hjemtagelse af det tilbudte lån på basis af 6% obligationer til kurs 81,60.
Den 28. december 1995 underskrev klageren pantebrevet vedrørende omprioriteringslånet.
Den 31. januar 1996 blev det eksisterende lån opsagt til indfrielse pr. terminen 1. april 1996. Opsigelsen skete på baggrund af en telefonisk henvendelse fra indklagede til klageren samme dag.
Den 21. februar 1996 underskrev klageren en fastrenteaftale vedrørende omprioriteringslånet udbetalt på basis af 6% obligationer til en aktuel kurs på 79,09288, svarende til en rente på 8,3485% p.a. og en obligationsgæld på 1.065.835 kr.
Parternes påstande.
Den 9. november 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham, som om lånet var hjemtaget ved kurs 95 på 6% obligationerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indhentelsen af lånetilbudet og underskrivelsen af dokumenterne i december 1995 ikke skete med henblik på en aktuel omprioritering, men alene med henblik på at reservere muligheden for på et senere tidspunkt at omprioritere med en skattefri kursgevinst, hvilket indklagede var bekendt med. Indklagede var ligeledes bekendt med, at han gik efter at konvertere til 6% kontantlån på det rette tidspunkt til ca. kurs 95. Han pointerede over for indklagedes medarbejder, at det var væsentligt, at der ingen tvang eller tidsbegrænsning var til at konvertere på et senere tidspunkt. Han blev overrumplet, da indklagede den 31. januar 1996 om eftermiddagen ringede ham op og meddelte, at det var nu, det eksisterende lån skulle opsiges. Medarbejderen argumenterede med, at han herved ville spare omkostninger, og på grund af tidspresset valgte han at følge medarbejderens meget kraftige opfordring til straks at slå til. Der blev ikke ydet nærmere vejledning eller foretaget beregninger om alternative muligheder, da lånet skulle opsiges umiddelbart efter telefonsamtalen. Han blev herved presset til en beslutning, som ikke var ordentlig gennemtænkt. Kursen på 30-årige 6% obligationer var den 31. januar 1996 ca. 80-82. Efterfølgende faldt kursen, hvorfor han på ny rettede henvendelse til indklagede om baggrunden for rådgivningen om opsigelsen af det eksisterende lån. Da kursen fortsatte med at falde, så han sig nødsaget til at kurssikre. På grund af indklagedes dårlige rådgivning er han blevet afskåret fra at udnytte de gunstige konverteringsmuligheder, der efterfølgende viste sig. Han har købt og videresolgt en del ejerlejligheder, i hvilken forbindelse indklagede har forestået ejerskiftebelåningen. Hans eneste medvirken har været en stillingtagen til indfrielsesmetoden for de gamle lån, hvilket uden undtagelse er sket på grundlag af indklagedes konsekvensberegninger og anbefalinger. Han er således ikke særlig sagkyndig inden for området.
Indklagede har anført, at en omprioritering af klagerens ejendom blev drøftet løbende mellem klageren og afdelingen i løbet af december 1995. Da klageren underskrev omprioriteringsaftalen blev han orienteret om konsekvenserne af ikke at kurssikre. Lånetilbudet blev indhentet med udgangspunkt i 7% obligationer. På klagerens anmodning blev der efterfølgende udarbejdet en konsekvensberegning på et kontantlån baseret på 6% obligationer. Det var medarbejderens opfattelse, at klageren ønskede at spekulere i renteudviklingen med henblik på en større gevinst ved en senere konvertering. Det bestrides, at man skulle have givet udtryk for, at lånetilbudet blev givet uden tidsbegrænsning, idet lånet skulle hjemtages inden udløbet af 1996. Klageren blev på ingen måde presset til eller i øvrigt rådet til opsigelse af det eksisterende lån. Som led i indklagedes service til kunder, der er i et konverteringsforløb, blev klageren gjort opmærksom på, at han nu havde mulighed for at opsige lånet til termin, hvilket kunne være fordelagtigt for ham. Da man var inde i en større konverteringsbølge, hvor mange kunder skulle kontaktes, fandt opringningen til klageren sted på et sent tidspunkt, men det var afdelingens vurdering, at netop klageren havde så godt kendskab til fordele og ulemper ved at opsige til en termin, at det var muligt at træffe en hurtig beslutning. Klageren havde de foregående år gennemført en række konvertingssager, hvorfor det er afdelingens klare opfattelse, at klageren er fortrolig med udviklingen på obligationsmarkedet, konsekvenserne af hjemtagelse af kontantlån, konsekvenserne af manglende kurssikring samt spekulation i renteudvikling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning af klageren i forbindelse med opsigelsen af det eksisterende lån den 31. januar 1996 har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren. Ankenævnet lægger herved til grund, at klageren selv traf beslutning om opsigelse af lånet, og at han ved at undlade at kurssikre i den givne situation påtog sig risikoen for den efterfølgende kursudvikling. Det må endvidere lægges til grund, at baggrunden for, at omprioriteringslånet blev hjemtaget på basis af 6% obligationer frem for 7 eller 8% obligationer, var klagerens ønske herom.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.