Afgørelse

Spørgsmål om afvisning af klage vedrørende swapaftaler i tilknytning til realkreditlån i udlejningsejendomme.

Indledning

Denne sag vedrører Ankenævnets kompetence i relation til en klage over swapaftaler i tilknytning til realkreditlån i udlejningsejendomme.

Sagens omstændigheder

I 2006 bestod klagerens indkomst af overskuddet i en personlig ejet virksomhed vedrørende udlejning af spillemaskiner og afkastet af nogle udlejningsejendomme.

Den 26. oktober 2006 blev der afholdt et møde mellem klageren og Nykredit Bank om omlægning af klagerens realkreditlån. Drøftelserne på mødet var baseret på et planchemateriale på 12 sider om såkaldte fastrenteswap i DKK/EUR. Det fremgik, at klagerens aktuelle låneportefølje var rentetilpasningslån, (F1-F5) på i alt 2,1 mio. kr., såkaldte rentemakslån med 5 % renteloft for 21,7 mio. kr. og fastforrentede lån (4 % / 5 %) for 3,5 mio. kr. I forhold til risikoen for rentestigninger på låneporteføljen præsenteredes muligheden for variabelt forrentede realkreditlån baseret på Cibor 6 måneder med tilknyttede fastrenteswap med henblik på at opnå fast rente i 30 år på 4,52 % (DKK) eller 4,38 % (EUR). I øvrigt fremgår blandt andet:

”…

Den 31. oktober 2006 underskrev klageren en rammeaftale med Nykredit Bank om handel med valuta og værdipapirer / finansielle instrumenter. Til sikkerhed for aftalen fik banken pant i en tilknyttet sikringskonto.

Der blev efter det oplyste herefter gennemført en omlægning af lånene i klagerens ejendomme til realkreditlån med variabel rente. I tilknytning til lånene blev der indgået aftaler om fastrenteswaps på henholdsvis 819.500 EUR, 1.587.800 EUR, 1.145.800 EUR og 251.300 EUR.

Den 31. maj 2007 underskrev klageren sammen med sin søn en yderligere rammeaftale med banken.

Den 1. april 2009 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken vedrørende marginkald, da klagerens renteswaps havde udviklet sig negativt. Drøftelserne skete på baggrund af et planchesæt på syv sider. Det fremgår, at renteswapaftalerne havde en markedsværdi på samlet cirka ÷7,5 mio. kr. Klagerens 30-årige renteswaps blev efterfølgende omlagt til 10-årige swaps, mens øvrige swaps blev fornyet. Klageren underskrev i den forbindelse nye ramme- og pantsætningsaftaler med banken.

Den for klageren negative udvikling i engagementet fortsatte, og den 25. august 2010 blev der derfor afholdt et møde vedrørende nedbringelse / afvikling af engagementet. Drøftelserne fandt sted på baggrund af et planchesæt på 17 sider. Heraf fremgår blandt andet, at klageren ejede 13 ejendomme, der var behæftet med realkreditlån til en værdi på i alt knap 80 mio. kr. Hovedparten af lånene var i EUR og variabelt forrentet på basis af EURIBOR 3 måneder. Klagerens kreditramme var på 11 mio. kr. og den aktuelle markedsværdi af swapaftalerne var ÷12.349.553 kr. Kreditrammen på klagernes fællesaftale med sønnen var på 2,1 mio. kr. og markedsværdien på deres fælles swapaftaler var ÷ 2.396.608 kr.

I december 2010 blev klagerens renteswaps lukket. Der blev etableret et banklån til afvikling af de udestående beløb, og en del af klagerens ejendomme blev forsøgt afviklet.

Klageren har opgjort sit samlede tab på renteswapaftalerne til 9.629.955 kr.

Den 23. maj 2013 blev der afholdt et møde mellem parterne vedrørende blandt andet ”klage i forbindelse med finansielle forretninger”.

Parternes påstande

Den 23. december 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal betale erstatning.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning bør betale en erstatning, hvorved han stilles som om han havde beholdt låneporteføljen før omlægningen i oktober 2006 og havde finansieret senere ejendomserhvervelser på samme måde.

Han er født i 1943 og har på grund af alvorlig sygdom et svagt helbred, hvilket også var tilfældet i 2006.

Klagen bør ikke som anført af banken afvises som erhvervsmæssig. Renteswapaftalerne blev ikke indgået i tilknytning til hans erhvervsvirksomhed vedrørende spilleautomater, men i tilknytning til hans privatejede ejendomme, der udgør hans pensionsopsparing, og som skal dække hovedparten af hans og hans ægtefælles leveomkostninger. Ejendommene er købt for midler vedrørende almindelige pensionsopsparinger, som han har ophævet, og med henblik på at etablere en alternativ pension under de givne omstændigheder, hvor han ikke er i stand til at arbejde.

Virksomheden vedrørende spilleautomater bliver i realiteten drevet af hans søn og giver kun et beskedent overskud.

I 2006, hvor han var 64 år, var han således fuldt afhængig af afkastet fra ejendommene, der udgjorde han eneste pensionsopsparing.

Klagen vedrører ikke hans virksomhed, og klagen adskiller sig ikke fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Det af banken anførte om, at den kun sælger renteswaps til erhvervsdrivende er sagen uvedkommende. Banken kan ikke frikende sig selv under henvisning til bankens egne interne procedurer.

Sagen er fuldt ud dokumenteret og bør derfor heller ikke afvises af bevismæssige årsager.

Han har ikke beskæftiget sig med finansielle forhold hverken professionelt eller privat og har derfor heller aldrig handlet med værdipapirer eller lignende. Han ønskede ikke at påtage sig nogen risiko. Tværtimod ønskede han størst muligt økonomisk sikkerhed.

Renteswapaftalerne blev indgået på bankens initiativ.

Han blev ikke rådgivet om hverken risici eller omkostninger i forbindelse med aftalerne. Banken opfyldte ikke sine forpligtelser i medfør af bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel (MiFID), der trådte i kraft den 1. november 2007, og reglerne for god skik for finansielle virksomheder.

Bankens rådgivning var begrænset til plancherne, der dannede grundlag for drøftelserne på mødet den 26. oktober 2006. Her angiver en overskrift med ordlyden ”To veje til samme mål” renteswaplån, som et af to alternativer med samme resultat. I materialet er der ingen omtale af ulemper eller risici – tværtimod fremhæves blandt andet ”Stor kursstabilitet” og ”Ingen basisrisiko”.

Løbetiden på 30 år oversteg væsentligt hans investeringshorisont.

På mødet den 1. april 2009 vedrørende marginkald fremlagde banken en oversigt, der viste en samlet negativ værdi af renteswaps på mere end 7 mio. kr. Da banken efterfølgende krævede de indgåede renteswaps indfriet, blev der realiseret et betydeligt tab.

Det bestrides, at erstatningskravet som anført af banken skulle være bortfaldet som følge af forældelse og/eller passivitet. Han forbeholder sig at komme med yderligere bemærkninger, hvis banken underbygger denne påstand.

Nykredit Bank har anført, at klagen vedrører erhvervskundeforhold, der ikke har karakter af et privat kundeforhold. Klagen er derfor ikke omfattet af Ankenævnets kompetence. De omhandlede renteswaps blev indgået med henblik på renteafdækning af lånene i klagerens udlejningsejendomme. Der er tale om produkter, som banken kun sælger via sine erhvervsafdelinger til erhvervsdrivende, og som skattemæssigt kun passer til personer, der anvender virksomhedsskatteordningen. Det har aldrig været drøftet, at ejendommene var købt med henblik på pensionsopsparing.

Der er endvidere usikkerhed om de faktiske oplysninger i sagen, og disse afklares mest hensigtsmæssigt gennem parts- og vidneforklaringer. Hvis sagen ikke afvises som erhvervsmæssig i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, bør sagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, som følge af bevisusikkerhed.

Hvis sagen behandles af Ankenævnet, bør banken frifindes. Klageren er blevet grundigt informeret om de indgåede forretninger og de dertil knyttede risici. Banken har endvidere overholdt gældende retningslinjer, og der er ikke forhold, der medfører, at banken er erstatningsansvarlig, eller at de indgåede aftaler er ugyldige. Et eventuelt krav må endvidere være bortfaldet som følge af forældelse og/eller passivitet.

Banken forbeholder sig at komme med yderligere og uddybende anbringender, hvis sagen ikke afvises af Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2. Klager fra erhvervsdrivende falder i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 3.

Klagen vedrører klagerens renteswapaftaler med Nykredit Bank i tilknytning til realkreditlån i 2006 på i alt cirka 27,3 mio. kr. i klagerens personligt ejede udlejningsejendomme.

Ankenævnet finder, at klagerens portefølje af udlejningsejendomme udgør en erhvervsvirksomhed i vedtægternes § 2, stk. 2 og 3’s forstand. Dette gælder uanset det af klageren anførte om ejendommenes reelle karakter af pensionsopsparing. Ankenævnet finder videre, at klagen adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, hvorfor sagen ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence.

Ankenævnet afviser derfor at behandle klagen, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.