Krav om udbetaling af kontanthjælpsydelser, som indgik på overtrukket konto, samt indsigelse mod betaling af ordinær ydelse på lån.
| Sagsnummer: | 319 /2018 |
| Dato: | 16-09-2019 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen, David Sander Hjortsø, Ida Marie Moesby og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Modregning - trangsbeneficium
|
| Ledetekst: | Krav om udbetaling af kontanthjælpsydelser, som indgik på overtrukket konto, samt indsigelse mod betaling af ordinær ydelse på lån. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod modregning i kontanthjælpsydelser, som var indbetalt på kassekredit og anvendt til inddækning af overtræk.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han blandt andet havde en lønkonto -492 med en tilhørende kassekredit på 50.000 kr. og et tilknyttet Visa/dankort, en budgetkonto samt adgang til netbank. Han havde endvidere et boliglån, som han havde optaget med sin tidligere ægtefælle som meddebitor.
Fra lønkonto -492 blev der hver måned overført 1.200 kr. til klagerens budgetkonto med posteringsteksten ” [klagerens fornavn] - Afdrag budget + boliglån”.
Klageren har oplyst, at han blev syg i marts 2018 og herefter fik udbetalt kontanthjælp fra kommunen, der indgik på lønkontoen.
Det fremgår af en posteringsoversigt for lønkonto -492 for 2018, at saldoen på kontoen den 20. april 2018 var negativ med 50.238,80 kr. Den 26. april 2018 indgik der en dagpengeydelse på 2.261 kr., hvorefter saldoen på kontoen var negativ med 48.854,15 kr.
Af posteringsoversigten for lønkonto -492 fremgår endvidere, at saldoen på kontoen den 30. maj 2018 var negativ med 61.794,41 kr. efter overførsel af 1.200 kr. til klagerens budgetkonto og gennemførsel af en række korttransaktioner. Der indgik herefter følgende sociale ydelser fra kommunen på kontoen: 2.926 kr. den 31. maj 2018, 10.624 kr. den 11. juni 2018, 4.009,73 kr. den 29. juni 2018 og 5.810,65 kr. den 31. juli 2018. Den 20. juni 2018 indgik der endvidere en større indbetaling fra tredjemand på 11.812,50 kr. på kontoen. Saldoen på kontoen den 13. august 2018 var negativ med 58.953,07 kr.
Ved et brev af 14. august 2018 til klageren meddelte banken, at den havde spærret klagerens Visa/dankort på grund af overtræk. Klageren fik i stedet et MasterCard Cash knyttet til lønkonto -492.
Den 31. august 2018 blev den månedlige overførsel på 1.200 kr. til klageres budgetkonto gennemført, og den 3. september 2018 blev der via Betalingsservice trukket et beløb på 615,75 kr. til en betalingsaftale, hvorefter saldoen var negativ med 60.768,62 kr.
Den 6. september 2018 indgik der 5.810,65 kr. fra kommunen på lønkonto -492, hvorefter saldoen var negativ med 54.958,17 kr. Den 19. september 2018 fik klageren et bevilget overtræk på 2.500 kr. på kontoen, som han via sit MasterCard Cash hævede kontant samme dag i en pengeautomat, hvorefter saldoen på kontoen var negativ med 57.458,17 kr.
Den 2. oktober 2018 indgav klageren en klage til Ankenævnet.
Henholdsvis den 3. oktober 2018 og den 31. oktober 2018 indgik der 5.474,73 kr. og 3.920,81 kr. fra kommunen, hvorefter saldoen på kontoen den 31. oktober 2018 efter gennemførelsen af de månedlige overførsler på 1.200 kr. til klagerens budgetkonto i slutningen af september 2018 og oktober 2018 og tilskrivning af rente m.v. var negativ med 51.867,48 kr.
I oktober 2018 bad klageren banken om at få udbetalt sin kontanthjælp. Da klageren havde oparbejdet et overtræk på konto -492, forinden kontanthjælpen for september, oktober og november 2018 på i alt ca. 15.000 kr. indgik på kontoen, foreslog banken, at klageren i forbindelse med udbetaling af kontanthjælpen samtidig optog et lån i banken til inddækning af overtrækket og indsatte provenuet på konto -492, så han fremover kunne disponere over sin kontanthjælp via konto -492. Klageren og banken indgik herefter aftale om, at klageren optog et lån på 15.000 kr. Klageren ønskede at fastholde sin klage til Ankenævnet.
Klageren bad samtidig banken om at sætte alle afdrag på hans lån i banken i bero, mens han var syg.
Den 6. november 2018 underskrev klageren et gældsbrev på 15.000 kr. elektronisk via netbank. Renten var 0 %, stiftelsesomkostningerne udgjorde 800 kr., og lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr., første gang den 30. november 2018. Provenuet af lånet på 14.200 kr. blev indsat på konto -492 den 7. november 2018, hvorefter saldoen på kontoen var negativ med 37.667,48 kr.
Banken har oplyst, at der sidste gang den 30. november 2018 blev overført 1.200 kr. fra klagerens lønkonto til budgetkontoen, idet boliglånet herefter blev indfriet af meddebitor på lånet.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal udbetale de penge, som kommunen har indbetalt, med tilbagevirkende kraft fra maj 2018.
Arbejdernes Landsbank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han vil have de penge til rådighed, som kommunen har indbetalt med tilbagevirkede kraft. Banken har ikke overholdt lovgivningen, der gælder for udbetaling af sociale ydelser.
Han har ikke har haft adgang til hele kontanthjælpsbeløbet på noget tidspunkt, idet banken hver måned har trukket beløb til betaling af afdrag på lån m.v. Dette er i henhold til lovgivningen ikke lovligt.
Han var ved at blive smidt ud af sin bolig i foråret/sommeren 2018, idet banken glemte at betale husleje, som der også er en lovgivning omkring.
Han fik tilbudt et lån på 15.000 kr., så han kunne få adgang til sin kontanthjælp. Han er uforstående over for, at han var nødt til at låne penge, som kommunen havde indbetalt.
Han er endvidere uforstående over for, at han skulle låne 15.000 kr., idet hans konto var alene i overtræk med mindre end 9.000 kr. den 14. august 2018, da banken spærrede hans kort.
Arbejdernes Landsbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren har accepteret og medvirket til en løsning, hvorefter klageren har fået stillet de sociale ydelser til rådighed, som han har modtaget af kommunen, hvorfor grundlaget for klagen ikke er til stede, jf. Ankenævnets vedtægter §5, stk. 3, nr. 3. Der består ej heller nogen økonomisk uoverensstemmelse mellem klageren og banken, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren har fået stillet samtlige sociale ydelser til rådighed.
De sociale ydelser fra kommunen, som klageren modtog i maj, juni og juli 2018, blev stillet til rådighed for klageren, idet ydelserne blev anvendt til gennemførelse af den månedlige overførsel på 1.200 kr. til klagerens budgetkonto samt til betalinger, som klageren foretog med sit Visa/dankort ved træk på konto -492.
Klageren accepterede og medvirkede i november 2018 til en løsning, hvorved han fik stillet de sociale ydelser, som han modtog i september 2018 og oktober 2018 til rådighed og optog et lån på 15.000 kr. til inddækning af det overtræk, som han havde oparbejdet på kontoen i sommeren 2018. Ved det indgåede forlig gik konto -492 ikke i overtræk på ny, og klageren undgik, at sagen herefter blev overgivet til inkasso.
Banken havde ikke indgået en aftale med klageren om, at den skulle betale hans husleje.
Klagerens betalingsaftaler med banken blev ikke ændret som følge af, at klageren modtog kontanthjælp.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
Klageren blev syg i marts 2018 og fik udbetalt kontanthjælp fra kommunen til sin lønkonto -492 i Arbejdernes Landsbank. Han har anført, at han ønsker de ydelser, som han har modtaget fra kommunen, stillet til rådighed med tilbagevirkende kraft fra maj 2018.
På baggrund af det af banken oplyste om sagsforløbet og de fremlagte posteringsoversigter for konto -492, finder Ankenævnet det godtgjort, at klageren fik stillet de sociale ydelser, der indgik på konto -492 fra maj 2018 til oktober 2018 til rådighed. Det bemærkes, at klageren i sommeren 2018, udover at have disponeret over de udbetalte kontanthjælpsydelser, havde oparbejdet et overtræk på kontoen, og at banken på den baggrund foreslog, at klageren optog et lån til inddækning af overtrækket.
Ankenævnet finder endvidere, at banken, uanset om klageren modtog kontanthjælp, var berettiget til, og i det omfang der var dækning, også forpligtet til at gennemføre de betalingsaftaler, som klageren havde indgået med banken, og som ikke var opsagt af klageren.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.