Investering i ScandiNotes II Senior, IV Mezzanine, V Junior via tre formueplejeaftaler med middel risikovillighed vedrørende rate- og kapitalpensioner.
| Sagsnummer: | 711/2009 |
| Dato: | 22-07-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Investering i ScandiNotes II Senior, IV Mezzanine, V Junior via tre formueplejeaftaler med middel risikovillighed vedrørende rate- og kapitalpensioner. |
| Indklagede: | DiBa Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om DiBa Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med bankens investering i ScandiNotes II Senior, IV Mezzanine, V Junior obligationer på vegne af klageren i henhold til tre formueplejeaftaler.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1948, er kunde i DiBa Bank. Klageren har i banken to ratepensioner og en kapitalpension med tilhørende depoter.
I december 2002 indgik klageren to formueplejeaftaler med banken til afløsning af tidligere aftaler om formuepleje vedrørende hans ratepensionsdepot nr. -095 og kapitalpensionsdepot nr. -343. Investeringshorisonten er i aftalerne angivet til henholdsvis "mere end 15 år" og "5-15 år". Klagerens risikoprofil er angivet som middel. I marts 2007 aftalte banken en ændring af definitionen "Middel risiko".
I april 2007 indgik klageren en formueplejeaftale med banken til afløsning af en tidligere aftale vedrørende ratepensionsdepot nr. -430. Investeringshorisonten er i aftalen angivet til "5-15 år".
De tre formueplejeaftaler af henholdsvis december 2002 med tillæg af marts 2007 vedrørende depot nr. -095 og nr. -343 samt aftalen af april 2007 vedrørende depot nr. -430 havde herefter følgende fælles indhold:
"…
Aftalens formål
Med henblik på størst muligt afkast af opsparingen forvalter banken, dog under hensyntagen til den valgte investeringsstrategi – efter bedste skøn – de aktiver, der er placeret i ovennævnte depot og ovennævnte konto i overensstemmelse med betingelserne i denne aftale. [Følgende sætning kun i aftalerne vedr. depot nr. -095 -343:] Banken påtager sig intet ansvar for utilfredsstillende resultat, herunder negativt resultat i forbindelse med den løbende forvaltning.
Banken alene træffer afgørelse om, på hvilke tidspunkter og i hvilke papirer, der skal investeres indenfor den valgte investeringsstrategi.
…
Ansvar
Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. Kunden erklærer ved sin underskrift på denne aftale at være bekendt med, at investering i værdipapirer indebærer risiko for tab, der bl.a. kan opstå i forbindelse med ændringer i værdien af værdipapirerne, i valutakurser eller i udsteders situation. Omfanget af denne risiko afhænger bl.a. af de aftalte retningslinjer for investeringerne. [Følgende sætning kun i aftalen vedr. depot nr. -430:] Banken påtager sig intet ansvar for utilfredsstillende resultat, herunder negativt resultat i forbindelse med den løbende forvaltning.
Banken bestræber sig på at forvalte kapitalen i overensstemmelse med denne aftale bedst muligt. Kunden er indforstået med ikke at gøre banken ansvarlig for noget fejlskøn eller tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra bankens side.
….
Risikoprofil
Middel risiko:
Der investeres i individuelle danske obligationer/obligationsbaserede investeringsforeninger, udenlandske obligationer i investeringsforeninger, aktieindekserede obligationer, aktiebaserede investeringsforeningers basis- og specialafdelinger samt individuelle danske og nordiske aktier. Midlerne placeres som hovedregel med en lille overvægt i obligationer.
Investeringsopbygning
Banken baserer investeringer efter denne aftale på en overordnet fordeling mellem aktivtyper. Aktivtyper omfatter kontant indestående (K), obligationsinvestering (O) samt aktieinvestering (A). Fordelingen på aktivtyper bruges som en overordnet styring af risikoen ved kundens investeringer. De værdipapirer, som kunden investerer i gennem denne aftale, benævnes investeringsobjekter. Herunder findes en oversigt over investeringsobjekter med angivelse af risiko og afkastmuligheder.
Værdipapirerne er bedømt på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er udtryk for lav risiko/afkastmulighed og 10 er udtryk for høj risiko/afkastmulighed.
INVESTERINGSOBJEKT | AKTIVTYPE | RISIKO | AFKASTMULIGHED |
Indestående på konto | K | 1 | 1 |
Korte danske obligationer | O | 1 | 2 |
Lange danske obligationer | O | 3 | 3 |
Indeksobligationer | O | 2 | 2 |
Danske erhvervsobligationer | O | 4-5 | 4 |
Udenlandske statsobligationer | O | 4 | 3 |
Udenlandske erhvervsobligationer | O | 5-6 | 6 |
Aktieindekseret obligation | A | 4 | 6 |
Basis aktieinvesteringsforeninger | A | 7 | 7 |
Special aktieinvesteringsforeninger | A | 9 | 9 |
Danske aktier | A | 10 | 10 |
Udenlandske aktier | A | 10 | 10 |
Investeringsfordeling
Banken placerer pensionsmidlerne, omfattet af denne aftale, ud fra en bestemt procentuel fordeling mellem aktiv-typerne. Midlernes procentuelle fordeling samt valg af investeringsobjekter foretages ud fra bankens aktuelle markedsvurdering og den af kunden valgte risikoprofil og investeringshorisont. Den aktuelle fordeling mellem aktivtyperne kan til enhver tid oplyses af banken.
Kunden erklærer sig indforstået med, at den procentuelle fordeling på grund af markedssvingninger i perioder kan afvige. I sådanne tilfælde vil banken indenfor et passende tidsrum sikre, at depotets sammensætning tilpasses den planlagte fordeling.
…
Samarbejdspartnere
Banken har indgået økonomisk samarbejdsaftale med alle anvendte investeringsforeninger.
…"
Banken har oplyst, at pr. den 30. juni 2008 var:
-kursværdien af klagerens depot nr. -095 ca. 2.050.000 kr., hvoraf værdipapiret 3,00 % ScandiNotes II Senior 2012 obligationer udgjorde ca. 170.000 kr. (8,4 %), ScandiNotes IV Mezzanine ca. 44.500 kr. (2,2 %) og 4 % ScandiNotes V Junior 5/12-2015 ca. 92.000 kr. (4,5 %).
-kursværdien af klagerens depot nr. -343 ca. 1.125.000 kr., hvoraf 3,00 % ScandiNotes II Senior 2012 udgjorde ca. 150.000 kr. (13,3 %) og 4 % ScandiNotes V Junior 5/12-2015 ca. 44.500 kr. (4,0 %).
-kursværdien af klagerens depot nr. -430 ca. 900.000 kr., hvoraf ScandiNotes IV Mezzanine udgjorde ca. 93.000 kr. (10,5 %) og 4 % ScandiNotes V Junior 5/12-2015 ca. 46.500 kr. (5,2 %).
Banken har under sagens forberedelse oplyst, at ScandiNotes obligationerne siden 2004 er indkøbt til klagerens pensionsdepoter af flere omgange.
Banken har anført, at der den 5. juli og 10. august 2008 blev holdt møder med klageren vedrørende pensionsdepoterne -095 og -343. Klageren har anført, at han ved de "seneste 2-3 opfølgningsmøder" udtrykte sin utilfredshed med bankens investering i ScandiNotes obligationerne.
Den 21. august 2008 indgik klageren tre nye formueplejeaftaler med banken til afløsning af de tre tidligere aftaler af december 2002 med tillæg af marts 2007 og april 2007. Forinden afkrydsede klageren et skema til fastlæggelse af sin investeringsprofil. Klagerens risikovillighed blev af banken vurderet til 7, hvor "4-7 = mellem risiko". For ratepensionerne er angivet en investeringshorisont på 3 år og for kapitalpensionen 10 år. Af aftalerne fremgår:
"…
Aftalen bemyndiger DiBa Bank til, uden forudgående kontakt med mig og for min regning, at disponere over midlerne beroende i depotet og på kontoen, …
…
Aftalen forpligter DiBa Bank til at foretage indkøb af værdipapirer indenfor den i aftalen nævnte investeringsstrategi.
…
Forvaltningen af mine investeringer skal som udgangspunkt ske inden for de nedenfor anførte grænser. DiBa Banks porteføljegruppe overvåger og vurderer løbende sammensætningen af værdipapirer omfattet af denne aftale. Overvågningen tager udgangspunkt i en løbende kontrol af overholdelse af de til enhver tid gældende procentfordelinger i investeringsstrategien. DiBa Banks vurdering tager udgangspunkt i en makroøkonomisk vurdering samt en vurdering af de aktuelle markedsforhold for de aktivklasser, der indgår i investeringsstrategien. DiBa Bank kan som følge af ændrede markedsforhold foretage en ændring af investeringssammensætningen. En ændring foretages altid ud fra den valgte investeringsprofil eller risikotal i henhold til særskilt aftale. Den aktuelle fordeling mellem aktivtyper kan til enhver tid oplyses af DiBa Bank.
…
Jeg vil min. hver 6. måned modtage oversigter, hvor blandt andet depotbeholdning, værdipapirkurser m.v. vil fremgå.
…
Investeringsprofil
DiBa Banks rådgivning sker i overensstemmelse med min investeringsprofilaftale, hvoraf min risikovillighed fremgår.
(1-3 = lav risiko, 4-7 = mellem risiko, 8-10 = høj risiko)
Risikovillighed: 7
…
Investeringsstrategi
På baggrund af modtagne oplysninger, herunder gældende Investeringsprofil, er der udarbejdet en investeringssammensætning.
Denne investeringssammensætning anvendes til PENSIONSMIDLER (3057). Risikotal 5-7, middel risikovillighed. Ønsker at investere med en vis risikovillighed. Ønsker en nogenlunde stabil udvikling i afkastet, men tåler også moderate tab. Der accepteres moderate udsving i formuen.
…
Alle oplysninger om investeringssammensætningen er alene vejledende.
…
De i fuldmagtsaftalen nævnte procentfordelinger på de enkelte papirer er et udtryk for minimum og maksimumgrænser på investeringstidspunktet. Udviklingen på de enkelte papirer kan bevirke, at grænserne i perioder ikke fuldstændig opretholdes. Ved nyinvesteringer vil investeringsaftalens procentfordelinger tilstræbes genoprettet.
…
Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. … Omfanget af denne risiko afhænger bl.a. af de aftalte retningslinjer for investeringerne.
DiBa Bank bestræber sig på bedst muligt at forvalte kapitalen i overensstemmelse med denne aftale. Kunden er indforstået med ikke at gøre DiBa Bank ansvarlig for noget fejlskøn eller tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra DiBa Banks side.
…"
Af aftalerne fremgår følgende sammensætning af værdipapirer:
Papirnavn/-gruppe | Min. % | Max. % |
Kontanter | 0,00 | 10,00 |
Enkeltpapirer | ||
Amber Energi Alpha | 0,00 | 10,00 |
Kurvestejler | 0,00 | 10,00 |
Value Aktier, Pension | 0,00 | 15,00 |
Globale Aktier, Pension | 0,00 | 10,00 |
Carnegie Long/Short Pension | 0,00 | 10,00 |
Strukturerede produkter | 0,00 | 10,00 |
Højrentelande | 0,00 | 15,00 |
Obligationer med 2-5 års løbetid P/E | 0,00 | 15,00 |
Obligationer med 0-2 års løbetid P/E | 15,00 | 35,00 |
Service Transport | 0,00 | 10,00 |
BI Virksomhedsobl. | 0,00 | 15,00 |
Den 30. oktober 2008 aftalte klageren med banken, at fremtidige indbetalinger vedrørende ratepensionerne ikke var omfattet af formueplejeaftalerne.
Banken har oplyst, at der pr. juli 2009 er konstateret en nedskrivning af ScandiNotes II Senior obligationer på ca. 2,4 %, ScandiNotes IV Mezzanine på ca. 17 % og ScandiNotes V Junior på ca. 85 %.
Parternes påstande.
Klageren har den 29. juni 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at DiBa Bank tilpligtes at tilbagekøbe hans ScandiNotes obligationer til den oprindelige anskaffelseskurs.
DiBa Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at banken uden samtykke har anvendt ca. 650.000 kr. fra hans pensioner til køb af ScandiNotes obligationer. Banken har heller ikke spurgt ham forud for investeringerne.
DiBa har en egeninteresse på 225 millioner kr. i disse værdipapirer.
Af de indgåede aftaler fremgår, at han tåler "moderate" tab. Tab på henholdsvis 20 %, 45 % og 92 % af de tre papirers værdi - i gennemsnit 53 % - er uacceptabelt og ikke "moderate" tab.
God kundepleje må være at overvåge de enkelte papirer og udvise ansvarsfuld handling, når det er ved at gå galt. Ved hurtige salg kunne tabet være blevet væsentligt minimeret, men dette har "måske" været i strid med bankens egne interesser. Banken har bare lænet sig tilbage og afventet begivenhedernes gang, selvom alle kunne se, hvor det bar hen, "Rent lottospil" uden risiko for banken.
Banken har handlet groft uagtsomt og er erstatningsansvarlig for tabet.
DiBa Bank har bl.a. anført, at klageren har en middel risikovillighed svarende til 7 på en skala fra 1-10.
Klageren har givet banken fuldmagt til at forvalte sine midler indenfor mandatet i aftalerne.
Ved en vurdering af formueforvaltning indgår hele den samlede portefølje.
Klageren skulle ikke rådgives om de enkelte investeringer, som banken i henhold til formueplejeaftalerne foretog.
Samtlige papirer var børsnoterede, og de officielle kurser kan derfor tages som markedets vurdering af risikoen på investeringstidspunktet.
Det fremgår af aftalerne, at der kan investeres i erhvervsobligationer.
Banken foretog en række vurderinger af risiciene på ScandiNotes obligationerne, forinden investeringerne blev foretaget. ScandiNotes II Senior obligationen blev rated A ved udstedelsen, hvilket må anses for værende lav risiko. ScandiNotes IV Mezzanine med ratingen Baa må også anses for lav risiko. ScandiNotes V Junior obligationen med ratingen Ba udgør kun en lille del af den samlede investering.
Risikoen på klagerens porteføljer svarer til hans risikoprofil. Banken har investeret klagerens midler i overensstemmelse med formueplejeaftalerne.
Tabene i klagerens depoter svarer til en middel risiko. Klagerens tabsopgørelse bestrides.
Det strider mod investeringshorisonten i aftalerne at opgøre resultaterne til de nuværende illikvide kurser.
Roskilde Banks sammenbrud kom som et chok for hele markedet og medførte, at ScandiNotes obligationerne blev stort set usælgelige.
Banken har ikke på noget tidspunkt haft et særligt incitament til at sælge netop disse papirer til kunderne. Banken deltager i ScandiNotes IV og V, men der har ikke været nogen tidsmæssig eller forretningsmæssig sammenhæng mellem lånets optagelse og salget af ScandiNotes obligationer.
Det fremgår af aftalerne, at klageren er indforstået med ikke at gøre banken ansvarlig for fejlskøn eller tab undtagen ved grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra bankens side.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at klageren ved de indgåede formueplejeaftaler gav banken fuldmagt til indenfor aftalernes rammer at foretage køb og salg af værdipapirer uden forinden at indhente klagerens samtykke til de enkelte handler.
Af formueplejeaftalerne, som klageren indgik i 2002 med tillæg af 2007 og i 2007 fremgår, at der ved middel risiko "investeres i individuelle danske obligationer/obligationsbaserede investeringsforeninger, udenlandske obligationer i investeringsforeninger, aktieindekserede obligationer, aktiebaserede investeringsforeningers basis- og specialafdelinger samt individuelle danske og nordiske aktier. Midlerne placeres som hovedregel med en lille overvægt i obligationer."
Aftalen indeholder en oversigt over investeringsobjekter. Ifølge oversigten kan der bl.a. investeres i danske og udenlandske erhvervsobligationer. Aftalen indeholder ikke definitioner af disse begreber. Ankenævnet finder, at investeringerne i ScandiNotes som udgangspunkt ligger inden for aftalens mulige investeringsområde.
I formueplejeaftalerne, som klageren indgik i august 2008, er angivet en investeringssammensætning for en middel risikovillighed. Det fremgår, at der kan foretages investering i bl.a. virksomhedsobligationer og strukturerede produkter, og at alle oplysninger om investeringssammensætningen alene er vejledende. Det fremgår desuden, at sammensætningen af porteføljen skal følge den angivne investeringsstrategi, hvorom det er angivet, at der ønskes en nogenlunde stabil udvikling i afkastet, men at moderate tab og udsving kan accepteres.
Ankenævnet finder ikke, at klagerens ønske om middel risiko udelukker, at enkelte værdipapirer måtte være forbundet med højere risiko, forudsat at banken til stadighed investerede klagerens samlede portefølje i overensstemmelse med en middel risikovillighed.
Ankenævnet finder herefter ikke, at de omhandlede investeringer af klagerens midler i ScandiNotes II Senior, IV Mezzanine, V Junior obligationer er i strid med aftalerne.
Der er ikke hermed taget stilling til, om bankens investeringer i øvrigt på vegne af klageren - herunder om de skiftende sammensætninger af porteføljen - har været i overensstemmelse med de rammer, som er en følge af formueplejeaftalerne og klagerens risikovillighed. Det bemærkes herved, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.