Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvikling af gæld. Sammenlægning af lån. Renter og gebyrers størrelse. Fremsendelse af skøde.

Sagsnummer: 466/1998
Dato: 01-12-1999
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Simonsen
Klageemne: Rente - udlån
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Afvikling af gæld. Sammenlægning af lån. Renter og gebyrers størrelse. Fremsendelse af skøde.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens afvikling af sit engagement med indklagede, herunder hensigtsmæssigheden af gennemførte sammenlægninger af lån og størrelsen af renter og gebyrer samt spørgsmålet om bortkomst af et skøde på klagerens ejendom i forbindelse med en omprioritering.

Sagens omstændigheder.

Ved årsskiftet 1989/90 blev klagerens engagement med et andet pengeinstitut overført til indklagede.

Indklagede ydede klageren et lån på 161.000 kr., et billån på 53.500 kr. og en kassekredit med maksimum på 50.000 kr.

I foråret 1990 ydede indklagede klageren et yderligere lån på 4.500 kr., og i efteråret 1990 blev der etableret endnu et lån på 80.000 kr.

I august 1990 blev lånet på oprindelig 161.000 kr. forhøjet til 170.905 kr.

Den 16. maj 1991 blev lånet på oprindelig 4.500 kr., som nu var nedbragt til 2.926 kr. indfriet ved en tilsvarende forhøjelse af billånet. Den aktuelle rente på det indfriede lån var 17% p.a., mens den aktuelle rente på billånet var 12% p.a.

Samme dag blev kassekreditten, hvis saldo var 84.382 kr., indfriet ved en tilsvarende forhøjelse af lånet på oprindelig 161.000 kr. (samlelånet). Den aktuelle rente på kassekreditten var 12% p.a. Hertil kom 2% i provision samt 4% for overtræk. Den aktuelle rente på samlelånet var 15,25% p.a.

Den 16. november 1992 blev lånet på oprindelig 80.000 kr., som nu var nedbragt til 58.434 kr., samt billånet, som var nedbragt til 35.130 kr., indfriet ved en tilsvarende forhøjelse af samlelånet. Den aktuelle rentesats på lånet på oprindelig 80.000 kr. var 19% p.a., mens den aktuelle rente på billånet var 13% p.a. Den aktuelle rente på samlelånet var 16% p.a.

Gælden i henhold til samlelånet var herefter 352.000 kr., som i henhold til ny kreditaftale underskrevet af klageren den 12. november 1992 skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.000 kr.

I 1993 blev der via indklagede foretaget en omprioritering af klagerens ejendom. Indklagede har anført, at man ved omprioriteringssagens afslutning den 15. december 1993 returnerede skødet på ejendommen til klageren ved almindeligt brev. Klageren har anført, at hun ikke har modtaget skødet retur, og at hun løbende har rykket indklagede herfor.

I april 1996 blev samlelånet ekstraordinært nedbragt med 260.102 kr., som udgjorde provenuet af en omprioritering af klagerens ejendom. Lånets saldo var herefter ca. 70.000 kr.

I juli 1996 blev der indgået aftale om nedsættelse af ydelsen på samlelånet og om nedsættelse af rentesatsen fra aktuelt 14% p.a. til 9,75%.

I oktober 1996 blev lånet forhøjet med 11.000 kr. til inddækning af overtræk på klagerens terminskonto.

Ved en fejl beregnede indklagede 14% i rente på lånet i perioden 16. juli 1996 til 5. marts 1997 frem for de aftalte 9,75%. Indklagede har beregnet, at klageren som følge af fejlen er blevet opkrævet 2.125 kr. for meget i rente og har under sagen tilbudt klageren en erstatning på 2.500 kr.

Restgælden på samlelånet blev indfriet i forbindelse med en yderligere tillægsbelåning af klagerens ejendom i september 1997.

Parternes påstande.

Den 30. december 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fremskaffe skødet og at yde en kompensation for så vidt angår renter og gebyrer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun i forbindelse med gennemførelsen af omprioriteringen i 1993 gentagne gange rykkede for udlevering af skødet. Indklagede oplyste, at skødet ville blive fremsendt, når sagen var færdigbehandlet i realkreditinstituttet. Senere fik hun oplyst, at skødet var fremsendt som almindeligt brev. Da hun ikke modtog forsendelsen, anmodede hun indklagede om at eftersøge det i posten, hvilket blev afslået med den begrundelse, at det ikke var indklagedes problem. Det bestrides, at indklagede har forelagt hende en bortkomsterklæring.

Ved afviklingen af gælden har indklagede været mere fokuseret på at tjene renter og gebyrer end at hjælpe hende ud af gældsforholdet. Sammenlægningerne i 1991 og 1992 skete uden forudgående aftale og var for så vidt angår renter og gebyrer ikke hensigtsmæssige. Kassekreditten, hvorpå renten var 12% p.a., blev således omlagt til et lån til 15,25% p.a. Billånet, hvorpå renten var 12,75% p.a., blev omlagt til lånet, hvorpå renten var 16% p.a. Endvidere beregnede indklagede sig gebyrer i forbindelse med sammenlægningerne.

Ifølge indklagede blev engagementet nemmere at overskue, og det blev oplyst, at samlelånet ville være indfriet efter 5 år. Efterfølgende konstaterede hun, at saldoen på lånet steg i stedet for at falde. Indklagedes bemærkning hertil var, at hun blot kunne betale en højere ydelse, hvilket hun imidlertid ikke var i stand til. Løbetiden blev nu oplyst til 7 år og et par år senere til 9 år. I perioden 1990-1997 har hun fået ydelsesbortfald i alt 8 gange, hvilket ikke kan begrunde en forlængelse af løbetiden med 4 år.

Med henblik på at indfri engagementet søgte og fik hun tillægslån i sin ejendom. Indklagede burde på et langt tidligere tidspunkt have anbefalet hende, at gælden, bortset fra billånet, der var ydet på acceptable vilkår, blev omlagt til prioritetsgæld med længst mulig løbetid.

Indklagede har anført, at det ikke nu kan dokumenteres, at skødet blev fremsendt til klageren sammen med de øvrige dokumenter vedrørende omprioriteringen i december 1993. Klageren gjorde først i foråret 1996 opmærksom på det bortkomne skøde. Ved denne lejlighed udfærdigede man en erklæring om bortkommet skøde, som klageren kunne bruge i forbindelse med fremtidige omprioriteringer og handler med ejendommen.

Sammenlægningerne og de øvrige ændringer af klagerens lån er sket efter aftale med klageren. Da der har været forholdsvis mange ændringer og nogle ydelsesbortfald, er der forekommet ydelser, som indklagede har beregnet sig gebyr for.

Sammenlægningen af kassekreditten og lånet i 1991 var begrundet i et permanent overtræk på kassekreditten, der medførte, at der blev beregnet overtræksrente. Ved omlægningen i 1992 blev det mindste lån (billånet) sat 3%-point op i rentesats, mens det største lån (lånet på oprindelig 80.000 kr.) blev sat 3%-point ned i rentesats. Klageren opnåede herved en samlet besparelse. Formålet med sammenlægningen var at nedsætte ydelsen og derved forøge klagerens rådighedsbeløb, idet klagerens økonomi generelt var anstrengt.

Forlængelsen af den stipulerede løbetid skyldes renteændringer, ydelsesbortfald og forhøjelser. Renteniveauet har været rimeligt og har ligget på linje med de øvrige pengeinstitutters renteniveau for denne type udlån.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren har accepteret sammenlægningerne i maj 1991 og november 1992, og der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse hermed har begået ansvarspådragende fejl, eller at sammenlægningerne ud fra de givne forudsætninger var ugunstige for klageren.

Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at indklagede uberettiget har opkrævet gebyrer.

For så vidt angår skødet må det lægges til grund, at indklagede er indstillet på at være klageren behjælpelig med at tilvejebringe en bortkomsterklæring, ligesom det må antages, at en kopi af skødet kan rekvireres fra tinglysningskontoret. Det er ikke muligt at pålægge indklagede at foretage sig yderligere i anledning af skødets bortkomst.

For så vidt angår forrentningen af samlelånet i perioden 16. juli 1996 til 5. marts 1997 har indklagede under sagen tilbudt klageren fuld kompensation herfor på 2.500 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.