Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr for besigtigelse af byggeri.

Sagsnummer: 376/1989
Dato: 16-02-1990
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lis Frisenette, Ole Simonsen
Klageemne: Gebyr - besigtigelse af ejendom
Ledetekst: Gebyr for besigtigelse af byggeri.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Til brug for opførsel af et sommerhus optog klageren og hendes ægtefælle hos indklagede et byggelån på 425.000 kr. I en rubrik på byggelånskontraktens forside benævnt "Særlige bestemmelser" var anført: "Lånet udbetales i rater .... Forinden udbetalingen har .... ret til for debitors regning af lade byggeforetagendet besigtige." I afregningsrubrikken var anført et ekspeditionsgebyr på 2.000 kr. og et yderligere gebyr på 1.000 kr., som ifølge teksten dækkede oprettelse af et ejerpantebrev.

I forbindelse med opgørelse af kontoen efter byggeriets afslutning fik klageren på forespørgsel oplyst, at gebyret på 1.000 kr. rettelig dækkede besigtigelse af byggeriet i byggeperioden.

Ved skrivelse af 5. september 1989 reklamerede klageren herover, idet hun anførte, at, hun ikke på noget tidspunkt havde indgået på at betale et sådant gebyr.

Ved skrivelse af 7. september 1989 oplyste indklagede, at man beregnede besigtigelsesgebyr ved etablering af byggelån, og at man besigtigede de enkelte ejendomme i det omfang, som man skønnede nødvendigt.

Efter yderligere brevveksling med indklagede, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det opkrævede gebyr på 1.000 kr. med tillæg af rente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hun på intet tidspunkt har indgået på at betale et besigtigelsesgebyr, og at indklagede i øvrigt ikke har foretaget nogen besigtigelse af byggeriet. De 1.000 kr. for oprettelse af ejerpantebrev er hun også blevet debiteret for.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at opkrævning af besigtigelsesgebyr har hjemmel i indklagedes almindelige forretningsbetingelser efter hvis pkt. 4, stk. 1, indklagede til enhver tid fastsætter de betingelser og satser, der gælder vedrørende rente, validering, provisioner og gebyrer, og at adgangen hertil underbygges af byggelåneskontraktens bestemmelser om adgang til besigtigelse af byggeriet for debitors regning.

På foranledning af Ankenævnets sekretariat har indklagede under sagens forberedelse til Ankenævnsbehandling fremsendt en fotokopi af et opdateringsark vedrørende den oprettede byggelånskontrakt, hvorefter byggeriet angives at være besigtiget den 13. april og 2. maj 1989.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter bestemmelsen i byggelånskontrakten om, at indklagede forinden raternes udbetaling har ret til for debitors regning at lade byggeriet besigtige, findes indklagede at have været berettiget til at beregne sig et vederlag for de foretagne besigtigelser af byggeriet. Da der ikke er oplyst nærmere om besigtigelsesformen, herunder om besigtigelsen er foretaget af sagkyndige, findes vederlaget at burde nedsættes til 200 kr. pr. besigtigelse eller i alt 400 kr., således at indklagede bør tilbagebetale 600 kr. til klageren.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 600 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 5. oktober 1989, til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.