Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200101005 /2001 |
| Dato: | 15-10-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Mette Frøland, Bent Olufsen, Mads Laursen, Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - opgørelse
Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren, der var i betalingsvanskeligheder, modtog i foråret 1988 købstilbud på sin ejendom. Den tilbudte pris gav ikke fuld dækning til det indklagede realkreditinstitut, som afviste af medvirke til en frivillig handel. I august 1988 overtog instituttet ejendommen på tvangsauktion for et bud på 1.588.191 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån opgjort til i alt 1.789.469 kr. Instituttet videresolgte pr. 1. november 1988 ejendommen med yderligere tab. I april 1992 gjorde instituttet en personlig fordring på 201.278 kr. gældende over for klageren, hvortil skulle lægges en rente på 10 pct. p.a. Klageren protesterede forgæves over kravet, som blev genfremsat i august 1995 og i januar 2001.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at instituttet havde været forpligtet til at medvirke til en frivillig handel eller ud fra passivitetsbetragtninger var afskåret fra at gøre et krav gældende. Flertallet fastslog, at instituttet efter de obligationsretlige regler kunne vælge, hvordan budet skulle afskrives på gælden, men at det afgørende var, hvordan denne adgang faktisk var udnyttet i forbindelse med tvangsauktionen 13 år tidligere. Ved en vurdering heraf fandt flertallet, at det måtte tillægges betydning, dels at de tidligere sager om personlige fordringer havde vist, at der tilsyneladende ikke var fulgt nogen fast praksis i branchen ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, dels at det i de første sager var gjort gældende, at det var uden betydning for forældelsesspørgsmålet, hvorledes budsummen var afskrevet, da fordringen i sin helhed var undergivet den 20-årige forældelse. På den baggrund fandt flertallet ikke, at spørgsmålet om fordeling af budsummen kunne løses med henvisning til en almindelig praksis eller til formodningsregler, men at instituttet konkret måtte godtgøre, at ingen del af kravet var forældet. Mindretallet henviste til, at det i retspraksis i lignende sager er blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, hvordan budsummen skal fordeles på de pantsikrede fordringer. Selv om der ikke påhvilede instituttet en bevisbyrde for anvendelsen af budsummen, fandt mindretallet, at instituttet i øvrigt på tilstrækkelig måde havde godtgjort, at budet var anvendt til forlods dækning af restancer. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjort krav skulle forrentes med 10 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Efterfølgende forligt.