Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld. Rådgivning om risiko. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 94/1999 |
| Dato: | 07-02-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld. Rådgivning om risiko. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren er frigjort for en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
Ved kreditaftale af 22. februar 1995 ydede indklagede to ægtefæller, der drev landbrugsvirksomhed, et lån på 300.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.750 kr., første gang den 1. april 1995.
Ved underskrivelse af kreditaftalen påtog klageren sig selvskyldnerkaution for lånet begrænset til 50.000 kr. To øvrige personer påtog sig selvskyldnerkaution begrænset til henholdsvis 100.000 kr. og 150.000 kr.
Til sikkerhed for debitors engagement, der tillige omfattede en driftskredit, fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 600.000 kr. i debitors ejendom.
Det fremgår, at engagementet blev etableret i forbindelse med, at debitor via en revisor forsøgte at opnå en akkordordning.
Revisoren havde ved skrivelse af 20. februar 1995 adviseret indklagede om, at kautionisterne, herunder klageren, ville henvende sig med henblik på at underskrive hver sin kaution.
Som led i akkordordningen havde debitor den 21. februar 1995 underskrevet bl.a. to gældsbreve til sit hidtidige pengeinstitut, P, vedrørende henholdsvis et billån på 30.000 kr. og et akkordlån på 100.000 kr.
Den 19. januar 1995 var der blevet afholdt tvangsauktion over debitors ejendom. Debitor havde begæret ny auktion, som blev afværget den 23. februar 1995 ved overførsel af 264.849 kr. af provenuet af kautionslånet til Nykredits advokat til indfrielse af restancer.
Restprovenuet af kautionslånet, 22.735 kr., blev den 7. marts 1995 overført til driftskreditten.
Ved ny kreditaftale udstedt den 29. november 1996 og underskrevet den 12. februar 1997 blev kautionslånet, hvis restgæld var nedbragt til 239.639,60 kr., forhøjet med 27.000 kr. til 266.639,60 kr., som fortsat skulle afvikles med 4.750 kr. månedligt.
Klageren og de to medkautionister underskrev den nye kreditaftale som kautionister, og klageren underskrev den 18. februar 1997 tillige et særskilt kautionsdokument, hvoraf det bl.a. fremgår, at 20.650 kr. af nettoprovenuet ved forhøjelsen blev anvendt til køb af bil. Af kautionsdokumentet fremgår endvidere, at ejerpantebrevet uændret tjente til sikkerhed for driftskreditten, som samtidig var forhøjet fra 50.000 kr. til 100.000 kr. til inddækning af overtræk.
Af en kontoafstemning, som indklagede har fremlagt under sagen, fremgår, at debitor til og med den 3. november 1997 afviklede kautionslånet som aftalt.
Ved skrivelse af 5. januar 1998 indkaldte fogedretten i Viborg indklagede til tvangsauktion over debitors ejendom. Auktionen var berammet til foretagelse den 29. s.m.
Ved skrivelse af 16. januar 1998 orienterede indklagede klageren om tvangsauktionen. Klageren blev anmodet om at varetage sine interesser, idet indklagede ikke agtede at byde på ejendommen. Indklagede ville umiddelbart efter auktionen vende tilbage med henblik på indfrielse af kautionen.
Ved telefaxskrivelse af 6. februar 1998 rejste indklagede via sin advokat krav om indfrielse af kautionen.
Parternes påstande.
Den 26. februar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at der var tale om kaution for gammel gæld, hvilket klageren ikke blev gjort bekendt med, inden han underskrev kautionserklæringen af 22. februar 1999. Han var endvidere ikke bekendt med, at lånet skulle anvendes til gennemførelse af en akkordordning.
Medkautionisterne deltog ikke i mødet, hvor han underskrev kautionen.
Han fik oplyst, at lånet skulle anvendes til en opsplitning af debitors aktiviteter, hvorved den tabsgivne drift af landbrugsejendommens jorde skulle overgå til et driftsfællesskab, således at debitor kunne koncentrere sig om den overskudsgivende mælkeproduktion. Ifølge indklagede forløb driften af ejendommen planmæssigt, og udsigterne for driften som helhed var positiv. Indklagede overbeviste ham om, at tvangsauktionen var det eneste problem, og at driften kunne fortsætte, når dette problem var løst. Indklagede undlod at oplyse, at der fandtes et stort antal løse kreditorer, med hvem der skulle indgås en akkordordning, at lånet ikke blev stillet til debitors disposition, og at besætningen på ejendommen var købt på kontrakt med ejendomsforbehold. Han fik derfor ikke et realistisk grundlag for vurdering af risikoen ved kautionen.
Selv om han ved kautionens stiftelse udtrykkelig gjorde opmærksom på, at han ønskede at blive kontaktet straks i tilfælde af misligholdelse fra debitors side, blev han først ved skrivelsen af 16. januar 1998 orienteret om tvangsauktionen. Indklagedes forpligtelse til at give meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 er ikke overholdt. Han bør i hvert fald kun være forpligtet til at indfri kautionen i det omfang, indklagede kan godtgøre, at hans mulighed for regres mod debitor ikke er blevet forringet som følge af de nævnte forhold.
Indklagede har anført, at de medarbejdere, der behandlede sagen, ikke længere er ansat hos indklagede. På grundlag af de fremlagte dokumenter må det antages, at klageren var bekendt med debitors økonomiske situation, herunder såvel akkordordningen som tvangsauktionen. Alene kendskabet til tvangsauktionen var et tilstrækkeligt grundlag for klagerens vurdering af risikoen.
Klageren underskrev kautionen sammen med de øvrige kautionister, og modtog i forbindelse hermed en generel orientering om debitors situation. Klageren havde også selv en forpligtelse til at skaffe sig indblik i debitors økonomiske forhold.
Indklagede var ikke involveret i en eventuel akkordordning med debitor, og restprovenuet af lånet efter afværgelsen af tvangsauktionen må anses for utilstrækkeligt til finansiering af en akkordordning.
Fristen for at give meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 er overholdt, idet man først ultimo 1997 konstaterede, at debitor havde betalingsproblemer. Man har ikke medvirket til at forringe klagerens mulighed for regres mod debitor.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Da provenuet af kautionslånet hovedsageligt blev anvendt til afværgelse af tvangsauktionen, finder Ankenævnet ikke, at kautionen blev stiftet til sikkerhed for gammel gæld.
Klageren har erkendt, at han ved kautionens stiftelse var bekendt med, at der var begæret tvangsauktion over debitors ejendom. Ankenævnet finder derfor, at klageren måtte indse det som en nærliggende mulighed, at provenuet af kautionslånet eller en del heraf ville blive anvendt til afværgelse af tvangsauktionen.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede fortiede relevante oplysninger om debitors økonomi, eller at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning om risikoen ved kautionen, har pådraget sig ansvar over for klageren. Det bemærkes herved, at indklagede ikke var involveret i debitors forsøg på at opnå en akkordordning, og at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til debitors økonomi efter omstruktureringen af landbrugsdriften kunne vise sig ikke at holde stik, og at han ved at påtage sig kautionen udsatte sig for en risiko herfor.
For så vidt angår klagerens anbringende om, at bank- og sparekasselovens § 41 ikke er overholdt, bemærkes, at kreditten blev afviklet planmæssigt af debitor frem til og med den 3. november 1997. Indklagedes underretning om misligholdelsen den 16. januar 1998 var således rettidig.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.