Påstand om fjernelse af smykker og kontantbeløb.
| Sagsnummer: | 291/2001 |
| Dato: | 31-01-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Boks - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Påstand om fjernelse af smykker og kontantbeløb. |
| Indklagede: | BG Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører smykker samt et kontantbeløb på 110.000 kr., som ifølge klageren er forsvundet fra hendes bankboks hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
I august 2000 lejede klageren en selvbetjeningsboks i indklagedes Skibhus afdeling, Odense. Klageren fik udleveret to nøgler til boksen, som kunne åbnes uden indklagedes medvirken. Ifølge boksaftalen havde de udleverede nøgler nummer -995. De faktisk udleverede nøgler havde nr. -695.
Klageren har under sagen fremlagt en kvittering for en indbetaling den 21. september 2000 på 95.500 kr. til hendes konto i et andet pengeinstitut.
Klageren har oplyst, at hun lagde de 95.500 kr. plus yderligere 15.000 kr. i boksen, og at hun i december 2000 tjekkede boksens indhold.
Pr. den 18. juni 2001 blev Skibhus afdelingen sammenlagt med indklagedes Kochsgade afdeling med sidstnævnte som fortsættende afdeling. I forbindelse hermed blev boksanlægget i Skibhus afdeling flyttet til afdelingen i Kochsgade. Flytningen blev foretaget af et låsefirma, som indklagede har indgået aftale med om servicering af boksanlæg.
Indklagede har anført, at man i april 2001 fremsendte en orientering om sammenlægningen til berørte kunder, herunder klageren. Klageren har bestridt, at hun har modtaget skrivelsen.
Klageren har oplyst, at hun den 7. august 2001 konstaterede, at Skibhus afdeling og herunder boksanlægget var flyttet, og at hendes boks var tom.
Klageren klagede til indklagede og anmeldte forholdet til politiet. I forbindelse med politianmeldelsen blev filialdirektøren i Kochsgade afdeling afhørt. Indklagede fik efterfølgende meddelelse om, at sagen ikke gav politiet anledning til at foretage sig yderligere.
Parternes påstande.
Den 13. august 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hendes tab.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke blev orienteret om, at boksene skulle flyttes, og at hun i givet fald ville have tømt den.
En navngiven medarbejder hos indklagede oplyste, at det var muligt, at hun ikke var blevet underrettet om flytningen, idet hun ikke havde en konto i afdelingen, men kun en boks.
I boksen var der smykker samt et kontant beløb på 110.000 kr. Kvitteringen fra Arbejdernes Landsbank er dokumentation for, at hun var i besiddelse af dette beløb. Desuden har hun lagt yderligere 15.000 kr. i boksen, hvilket beløb hun er i stand til at dokumentere.
Nummeret på hendes nøgler er et andet end det, der er angivet i boksaftalen. Nøglerne er gamle, hvilket ikke stemmer overens med indklagedes og politiets oplysninger om, at bokslåsene kodes om ved genudlejning. I givet fald skulle de nøgler, hun fik udleveret til boksen være helt nye.
Boksanlægget er gammelt, hvorfor det er nærliggende at antage, at der kan være svigt i sikkerheden. Indklagede har nu, få måneder efter at have brugt ressourcer på at flytte boksanlægget fra den ene afdeling til den anden, meddelt, at boksantallet skal reduceres med de bokse, som netop er blevet overflyttet. Der er derfor begrundet mistanke om, at der ikke er 100% sikkerhed ved anlægget.
Nøglerne har været forsvarligt opbevaret.
Indklagede har anført, at klageren ved lejemålets indgåelse fik udleveret to ens nøgler til boksen og blev orienteret om de gældende regler for selvbetjeningsbokse, herunder at boksen åbnes uden indklagedes medvirken. Det beror på en slåfejl, at nøglenummeret er angivet forkert i lejeaftalen. De to nøgler, som klageren fik udleveret, er de eneste to nøgler, som passer til boksen.
I boksaftalen har man fraskrevet sig ansvar i tilfælde af, at boksen åbnes af en uberettiget person, der er i besiddelse af en nøgle til boksen.
I forbindelse med opsigelse af en bokslejeaftale bliver de to nøgler til den pågældende boks tilbageleveret til indklagede. Herefter bliver selve bokslåsen udtaget og sammen med de to nøgler sendt til låsefirmaet, som dels foranlediger en anden lås med tilhørende nøgler fremsendt til indklagede dels forestår en omkodning af den indsendte lås. Fremgangsmåden er helt sædvanlig procedure for indklagedes håndtering af selvbetjeningsboksanlæg, og det afvises, at der skulle være sikkerhedsmæssige svigt.
I forbindelse med, at klageren gjorde gældende, at der var forsvundet et kontant beløb på 110.000 kr. fra hendes boks, blev låsefirmaet anmodet om at kontrollere boksanlægget for eventuelle opbrud eller lignende. Der blev ikke konstateret tegn på opbrud eller forsøg på at dirke låsen op eller andre uregelmæssigheder.
Der er hverken i forbindelse med flytningen eller i øvrigt sket fejl eller forsømmelser vedrørende sikringen af boksanlægget.
Det skyldes alene pladshensyn, at antallet af boksanlæg nu ønskes reduceret.
Klageren har ikke dokumenteret sit krav.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der er fjernet 110.000 kr. samt smykker fra klagerens boks under sådanne omstændigheder, at indklagede er erstatningsansvarlig.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.