Fradrag for forudbetalte renter.
| Sagsnummer: | 401 /1989 |
| Dato: | 13-03-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Fradrag for forudbetalte renter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I slutningen af 1986 fik klageren af en medarbejder i indklagedes Ikast afdeling oplyst, at han havde mulighed for at opnå fradrag for forudbetalte renter ved inden årsskiftet at få diskonteret en egen veksel.
Den 30. december 1986 udstedte klageren herefter egen veksel på 1 mio. kr., der skulle betales ved sigt den 30. juni 1987. Provenuet ved diskontering af vekslen, 939.298,33 kr., blev indskudt på en spærret aftalekonto, der blev håndpantsat til sikkerhed for vekslens betaling. Indeståendet blev forrentet med 9,25% p.a.
I foråret 1987 afsagde landskatteretten en kendelse, hvorefter forudbetalte renter ved en konstruktion som den anvendte ikke var fradragsberettigede.
Efter brevveksling med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham det tab, han har lidt som følge af, at engagementet ikke fik den tilsigtede virkning. Klageren har opgjort tabet til differencen mellem diskontoen og indlånsrenten på aftalekontoen, samt sagsomkostninger til hans advokat.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han den 29. december 1986 telefonisk blev kontaktet af en medarbejder i afdelingen, som rådede ham til at etablere den nævnte konstruktion. Direkte adspurgt garanterede medarbejderen, at konstruktionen "holdt" skattemæssigt.
Medarbejderen rådede ham således ikke - som påstået af indklagede - til at rådføre sig med sin revisor.
Indklagede var nærmest til at vide, at der eksisterede en risiko for, at engagementet ikke fik den tilsigtede virkning, og burde have oplyst ham om, at der ikke forelå en bindende forhåndsbesked fra skattemyndighederne, og at der verserede sag om spørgsmålet.
Indklagede må opfattes som specialist på området overfor de kunder, man råder til at etablere et sådant engagement, og det er derfor indklagedes risiko, at klagerens forudsætninger for et skattemæssigt fordelagtigt resultat svigtede.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klageren i slutningen af 1986 kom ind i afdelingen, hvor hans hustru var ansat. Ved den lejlighed oplyste medarbejderen klageren om muligheden for at opnå fradrag for forudbetale renter ved etablering af engagementet.
Medarbejderen gav ikke udtryk for at være skatteekspert, men konstruktionen var på daværende tidspunkt almindeligt anvendt i pengeinstitutsektoren.
Efter at engagementet var etableret, havde klageren ca. 1/2 år indtil indlevering af sin selvangivelse, hvor han kunne drøfte forholdet med sin revisor. Engagementet kunne, såfremt revisoren havde haft indvendinger imod det, have været afviklet tidligere end sket, hvilket ville have begrænset tabet.
Indklagede havde ikke mulighed for at forudse, hvilke afgørelser skattemyndighederne træffer, og har derfor ikke begået en ansvarspådragende fejl.
Ankenævnets bemærkninger:
På det tidspunkt, hvor indklagede rådgav klageren om det i denne sag etablerede arrangement, var der ikke af skattemyndighederne rejst tvivl om arrangementets skattemæssige gyldighed. På denne baggrund finder Ankenævnet ikke i det foreliggende tilfælde, at indklagede efterfølgende kan drages til ansvar for skattemyndighedernes ændrede praksis, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.