Afgørelse

Krav om godtgørelse for skat af kursgevinst realiseret i forbindelse med omlægning af depot, for kurstab ved salg og genkøb af investeringsbeviser samt for omkostninger til revisorbistand

Indledning

Denne sag vedrører klagernes krav om godtgørelse for skat af kursgevinst realiseret i forbindelse med omlægning af depoter, kurstab ved salg og genkøb af investeringsbeviser samt for omkostninger til revisorbistand.

Sagens omstændigheder

Klagerne er ægtefællerne M og H, der er kunder i Nordea Bank. Klagerne havde hver et åbent depot.

Den 29. maj 2013 blev der afholdt et møde om klagernes investeringer. M’s depot havde en værdi på i alt 1.245.156 kr. og indeholdt investeringsbeviser fordelt på otte afdelinger i Nordea Invest samt to mindre aktieposter. H’s depot indeholdt realkreditobligationer til en værdi på 77.376 kr.

Banken udarbejdede en Investeringsplan. Ifølge denne var klagernes risikoprofil middel risiko, og deres investeringshorisont var lang. I overensstemmelse med bankens anbefaling var fordelingen 50 % i aktier og 50 % i obligationer. Af Investeringsplanen fremgik i øvrigt blandt andet:

”…

Forudsætninger

I bør gennemlæse følgende for at sikre, at I forstår forudsætningerne for og begrænsningerne i anbefalingerne ovenfor.

Generelt

…

Værdien af investeringer kan stige eller falde afhængig af markedssituationen. I bærer selv risikoen for de investeringer, som foretages på grundlag af jeres Investeringsplan. Banken er således ikke ansvarlig for eventuelle tab opstået som følge af investeringerne.

…

Skattemæssige forhold

Jeres investeringsplan tager ikke højde for skattemæssige forhold. For nærmere vurdering af de skattemæssige konsekvenser anbefaler vi, at I kontakter en revisor eller lignende.

…”

M havde blandt andet investeringsbeviser i Nordea Invest Mellemlange obligationer til en værdi på i alt 394.400 kr. Afdelingen investerede primært i danske obligationer. Banken anbefalede, at en del af investeringsbeviserne blev omlagt til Nordea Invest Verdens Obligationsmarkeder, der investerede globalt i kreditobligationer. Som led i omlægningen gennemførte banken den 10. juni 2013 M’s salg af 1.118 stk. investeringsbeviser i Nordea Invest Mellemlange Obligationer. Salgskursen var 166,70 kr. pr. stk., svarende til en kursværdi på i alt 186.370,60 kr.

Den 22. august 2014 blev der afholdt et nyt møde og udarbejdet en ny Investeringsplan vedrørende klagernes investeringer. M’s depot havde en værdi på i alt 1.379.122 kr. og indeholdt investeringsbeviser fordelt på ni afdelinger i Nordea Invest samt to mindre aktieposter. H’s depot indeholdt realkreditobligationer til en værdi på 59.320 kr. Under ”Øvrige bemærkninger” i Investeringsplanen var det anført, at formålet var ”at tynde ud i fondskoder så rebalancering i fremtiden overskueliggøres” Den aktuelle fordeling i aktier og obligationer var 53,1%/46,9%. Bankens anbefaling og klagernes ønske var 50%/50%.

Af Investeringsplanen i 2014 fremgik samme forudsætninger, herunder om skattemæssige forhold, som i Investeringsplanen i 2013.

Af begge Investeringsplaner fremgik endvidere blandt andet et ”Finansielt overblik (før og efter)”, hvor ændringer var angivet med et positivt eller negativt tal for hvert værdipapir. Ud for uændrede værdipapirbeholdninger var anført et nul. Under ”i alt” var beholdningerne sammenlagt ens ”før” og ”efter” og ændringen nul.

Banken sendte et resume af det aftalte til klagerne. På baggrund af klagernes ønsker samt bankens anbefalinger om at reducere antallet af fondskoder, hjemtage nogle gevinster og forbedre risikospredningen blev der gennemført fem salg af investeringsbeviser for i alt 437.600 kr. og tre køb af investeringsbeviser for i alt 439.000 kr. Blandt andet blev M’s eksisterende beholdning af Nordea Invest Mellemlange Obligationer forøget med 1.577 stk. investeringsbeviser, hvorpå købskursen var 170,90 kr. pr. stk.

Med bistand fra en revisor henvendte klagerne sig ved breve af henholdsvis 25. september 2015 og 27. oktober 2015 til banken med et krav om erstatning på 51.302,00 kr., 5.295,60 kr. og 6.000,00 kr., i alt 62.597,60 kr., hvilket banken afviste.

Klagerne anførte i brevet af 25. september 2015 blandt andet, at handlerne med M’s værdipapirer havde vist sig at indebære en skattepligtig fortjeneste på ca. 120.000 kr., hvilket havde udløst et skattekrav på 51.302 kr. Klagerne anførte endvidere blandt andet, at de på mødet den 22. august 2014 havde pointeret, at ”det maksimalt måtte udløse 10.000 kr. i skat”. Bankrådgiveren havde oplyst, at banken ikke skulle rådgive og indberette til SKAT. Beløbet på 5.295,60 kr. udgjorde omkostninger (2 x 300 kr.) og kurstab ved salg og genkøb af 1.118 stk. investeringsbeviser i Nordea Invest Mellemlange Obligationer i henholdsvis 2013 (kurs 166,70) og 2014 (kurs 170,90). De 6.000 kr. var deres udgifter til revisorbistand.

Parternes påstande

Den 22. december 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 62.597 kr. eller et mindre beløb efter Ankenævnets skøn.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at bankens rådgivning var mangelfuld og i strid med formålet om at hjælpe dem med at forvalte deres formue.

Oversigterne i Investeringsplanerne viste et resultat efter køb og salg på ”0 kr.”, hvilket var fejlagtigt. Det fremgik således ikke, at resultatet som følge af udløste skattekrav i realiteten var en negativ likviditet på ca. 50.000 kr.

De er pensionister og har en beskeden økonomi. Skattekravet på 51.302 kr. var derfor et stort beløb for dem.

Bankens skatteforbehold var utilstrækkeligt. Siden 2010 udløses der altid skat ved salg af aktier og investeringsbeviser. En årlig rådgivning, der ikke tager skattekravet med i vurderingen af køb og salg, er ansvarspådragende. Banken burde klart have advaret herom.

Rebalancering er et fagudtryk, som ikke giver mening for dem.

Banken har ikke konsekvent indberettet alle køb og salg til SKAT, og banken kunne ikke oplyse anskaffelsesværdierne på de handlede papirer. De var derfor nødt til at søge revisorbistand.

Salget og genkøbet af investeringsbeviserne i Nordea Invest Mellemlange Obligationer til en højere kurs var meningsløst og burde ikke have fundet sted.

Banken har varetaget sin egen interesse i at opnå honorar for rådgivningen, kurtager og gebyrer.

Nordea Bankhar anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende og derfor ikke er erstatningsansvarlig.

Rådgivningen var relevant retvisende og fyldestgørende. Rådgivningen ændrede sig løbende i forhold til ændringer i markedet. Rådgivningen om salg af Nordea Invest Mellemlange Obligationer i 2013 og køb af samme papirer i 2014 blev givet i forhold til, hvilke obligationstyper banken forventede ville give størst afkast i forhold til klagernes risikovillighed. Banken garanterede ikke afkastet.

Fordelingen mellem aktier og obligationer forskubbede sig og banken anbefalede derfor en rebalancering af porteføljen, så aktivfordelingen passede til risikoprofilen.

Det fremgik klart af Investeringsplanerne, at der ikke blev taget højde for skattemæssige forhold, og at klagerne måtte søge eventuel rådgivning herom hos en revisor eller lignende. Banken har herved opfyldt kravene til god investeringsrådgivning i Investorbeskyttelsesbekendtgørelsen § 5. Banken var ikke forpligtet til at regne på de konkrete skattemæssige konsekvenser af investeringsrådgivningen.

Klagerne var bekendt med, at hjemtagelse af en gevinst på værdipapirer udløser et skattekrav. Det af klagerne anførte om, at de skulle have pointeret, at der ved salg maksimalt måtte udløses en skat på 10.000 kr. fremgår ikke noget sted. Banken henviser normalt til revisor i tilfælde af forespørgsel om den konkrete skat i forbindelse med investering. Det har derfor formodningen mod sig, at det på mødet skulle være drøftet, hvor stor efterbeskatningen ville blive, uden at banken har henvist til revisor.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende og er derfor ikke erstatningsansvarlig.

Der er ikke årsagssammenhæng mellem bankens rådgivning og det af klagerne opgjorte tab.

Klagernes tabsberegning er urigtig og udokumenteret.

Det af klagerne oplyste skattekrav er ikke en følge af bankens rådgivning, men en følge af skattelovgivningen. Skatten er begrundet i kursstigninger. Klagerne har til enhver tid haft mulighed for at sælge værdipapirer, hvis de manglede likviditet til betaling af skattekravet.

Den af klagerne oplyste udgift til revisor beror ikke på bankens forhold. Banken har overholdt de til enhver tid gældende indberetningsforpligtelser i skattelovgivningen, ligesom banken ved enhver investering har sendt handelsnota til klagerne hvoraf købs- eller salgskurser fremgår.

Kursforskellen ved henholdsvis salget og købet af Nordea Invest Mellemlange Obligationer er ikke ensbetydende med, at klagerne har lidt et tab, og er heller ikke udtryk for en fortjeneste til banken. Klagerne valgte at følge bankens rådgivning, som var relevant, retvisende og fyldestgørende.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne M og H havde hver et depot i Nordea Bank. I 2014, hvor M’s depot havde en værdi på ca. 1,3 mio. kr. og H’s depot en værdi på ca. 60.000 kr. blev der gennemført en omlægning af M’s depot, idet der blev gennemført fem salg af investeringsbeviser for i alt 437.600 kr. og tre køb af investeringsbeviser for i alt 439.000 kr.

Det ene af de tre køb var 1.577 stk. investeringsbeviser i Nordea Invest Mellemlange Obligationer til kurs 170,90 kr. pr. stk. I 2013 var der fra M’s depot blevet solgt 1.118 stk. af samme investeringsbevis til kurs 166,70 kr. pr. stk.

Handlerne blev gennemført på baggrund af Investeringsplaner, som indeholdt klagernes investeringsprofiler og bankens anbefalinger, og på baggrund af drøftelserne på forudgående møder, der tog udgangspunkt i Investeringsplanerne.

Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at fastslå, at banken begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klagerne om investeringerne, herunder for så vidt angår salget og genkøbet af investeringsbeviserne i Nordea Invest Mellemlange Obligationer.

Der er heller ikke grundlag for at pålægge banken at dække klagernes udgift til revisor.

Ifølge bankens referat fra mødet den 22. august 2014 var et af formålene med den aftalte omlægning at ”hjemtage nogle gevinster”. Klagerne var ifølge egne oplysninger i brevet af 25. september 2015 klar over, at værdipapirsalgene kunne udløse skat af realiserede kursgevinster. Endvidere var værdien af klagernes depoter væsentligt større end det skattekrav, som kunne blive udløst ved omlægningen, og klagerne havde således tilstrækkelige frie midler til betaling af skatten. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at banken kan pålægges noget rådgivningsansvar i forbindelse med, at klagerne efter det oplyste senere blev mødt med et skattekrav på ca. 50.000 kr. for realiserede gevinster i forbindelse med omlægningen i 2014.

Mod bankens benægtelse kan det endvidere ikke som anført af klagerne lægges til grund, at banken tilsikrede dem, at skatten ikke ville overstige 10.000 kr.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

To medlemmer – Søren Geckler og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Vi finder anledning til at tilføje, at vi finder, at banken i investeringsplanerne burde have anslået størrelsen af den forventede beskatning af realiserede gevinster ved de aftalte omlægninger. Vi finder endvidere, at planerne burde have indeholdt oplysninger om, hvordan skatten skulle finansieres. Vi finder ikke, at banken kunne frigøre sig fra et eventuelt ansvar for mangelfuld rådgivning om disse almindelige skatteregler ved det anførte skatteforbehold i investeringsplanerne.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.