Ikke tilsidesat.
| Sagsnummer: | 208/1991 |
| Dato: | 07-10-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Ikke tilsidesat. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I april 1988 kautionerede klageren for en kassekredit på 40.000 kr. ydet af indklagedes Bellinge afdeling til klagerens svigersøn i forbindelse med dennes opstart af en el-installationsforretning. Ifølge kassekreditkontrakten skulle maksimum nedskrivelse med 900 kr. månedligt.
Kreditten blev den 8. juli 1988 forhøjet med 7.700 kr. til 45.000 kr. Endvidere indtrådte klagerens datter som meddebitor, og den tidligere nedbringelsesbestemmelse blev ophævet. I lånedokumentetanførtes endvidere, at løbetiden var anslået til 12 måneder, og at maksimum skulle tages op til genforhandling hvert år den 1. juli første gang 1. juli 1989. Ved særskilt kautionsdokument af 13. juli 1988 kautionerede klageren for kassekreditten med maksimum 45.000 kr.
I juli 1989 aftaltes mellem svigersønnen og indklagede, at kreditten skulle løbe yderligere et år på uændrede vilkår. Kort tid efter forlængelsen opgav svigersønnen sin virksomhed, og indklagede opsagde i oktober måned 1989 trækningsfaciliteten på kassekreditten.
Af kontoudskrifter fremgår, at kassekreditten i perioden fra den 13. juli 1989 til den 16. februar 1990 var negativ med ca. 190.000 kr. Den 16. februar 1990 overførtes 157.000 kr. til kontoen, hvis saldo herefter var ca. 44.000 kr.
Den 30. maj 1990 lånte klageren 25.000 kr. til sin datter og svigersøn.
Den 1. juli 1990 forlængede indklagede kreditten frem til den 15. december 1990, på hvilket tidspunkt debitorerne skulle fremkomme med forslag til nedbringelse.
Efter rentetilskrivning pr. 28. september 1990 med 1.630,52 kr. udgjorde kredittens saldo 46.239,35 kr.
Ved skrivelse af 8. marts 1991 til klageren anmodedes denne om at indfri sin kautionsforpligtelse som følge af kredittens misligholdelse. Klageren indfriede herefter kreditten med i alt 49.574,17 kr. den 3. april 1991.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 49.574,17 kr., subsidiært 25.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun var af den klare opfattelse, at kreditten kun løb til den 1. juli 1989. Da hun i maj måned 1990 lånte sin datter og svigersøn 25.000 kr., gik hun derfor ud fra, at kassekreditten var indfriet. Havde hun vidst, at dette ikke var tilfældet, ville hun ikke have lånt dette beløb til sin datter og svigersøn. Klageren finder, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41. Hun er først efter indfrielsen af kautionen blevet opmærksom på denne bestemmelse og en hertil svarende bestemmelse i kautionsdokumentets pkt. 12.
Indklagede har anført, at det af kassekreditkontrakten udfærdiget i juli måned 1988 fremgår, at maksimum tages op til genforhandling en gang årligt, første gang den 1. juli 1989. Afviklingstidspunktet er hermed ikke fastsat til et bestemt tidspunkt, hvorfor debitorerne og indklagede kan vælge at udskyde afviklingen uden kautionistens samtykke. Selv om det måtte antages, at kreditten var forfalden til indfrielse pr. 1. juli 1989, har det i den foreliggende sag ikke betydning, at klageren ikke blev underrettet herom senest 6 måneder herefter, idet bortfald af klagerens kautionsforpligtelse alene kan komme på tale, såfremt klageren dokumenterer en forringet regresmulighed, og en sådan dokumentation har klageren ikke fremlagt. Indklagede har i denne forbindelse henvist til, at man i oktober måned 1989 hensatte 400.000 kr. på det samlede engagement med klagerens datter og svigersøn, ligesom hensættelsen blev gentaget i foråret 1990 og 1991. For så vidt angår det af klageren ydede lån på 25.000 kr. har klageren ikke godtgjort, at hun på denne fordring har lidt eller vil lide et tab, ligesom låneaftalen ikke er en påregnelig følge af indklagedes eventuelle tilsidesættelse af underretningspligten. Det beløb på 4.574,17 kr., som klageren er afkrævet ud over kassekredittens maksimum på 45.000 kr., er renter for tiden frem til den 15. marts 1991.
Ankenævnets bemærkninger:
Bestemmelsen i lånedokumentet af juli 1988 om løbetid og genforhandling af maksimum findes ikke at kunne forstås således, at kreditten skulle indfries den 1. juli 1989, og indklagede findes derfor ikke at have tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 ved ikke at give klageren underretning om, at kreditten fortsatte efter denne dato. Derimod findes indklagede at have tilsidesat den nævnte bestemmelse ved ikke at give klageren meddelelse om det overtræk på kassekreditten, der var i sidste halvår af 1989 og begyndelsen af 1990. En stillingtagen til, hvorvidt den manglende underretning herom har forringet klagerens regresmuligheder, findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Klagen vedrørende det beløb på 49.574,17 kr., med hvilket klageren i april 1991 indfriede kautionsforpligtelsen, afvises derfor i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnet finder ikke, at klagerens ydelse af lånet på 25.000 kr. til datteren og svigersønnen i maj 1990 kan anses for en påregnelig følge af indklagedes tilsidesættelse af underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41. Klagerens krav om, at indklagede skal erstatte klageren lånebeløbet tages allerede af denne grund ikke til følge.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke tage stilling til klagerens krav om tilbagebetaling af det beløb på 49.574,17 kr., med hvilket klageren har indfriet kautionsforpligtelsen. For så vidt angår kravet om erstatning af lånebeløbet på 25.000 kr. tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.