Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med etablering af valutalån i 2006 og omlægning af lånet i 2009. Indsigelse mod størrelse af restgæld. Krav om erstatning for kursstigning på schweizerfranc.
| Sagsnummer: | 178 /2018 |
| Dato: | 29-11-2018 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Michael Reved, George Wenning, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Forældelse - rådgivning
Udlån - udlandslån/valutalån |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med etablering af valutalån i 2006 og omlægning af lånet i 2009. Indsigelse mod størrelse af restgæld. Krav om erstatning for kursstigning på schweizerfranc. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med etablering af valutalån i 2006 og omlægning af lånet i 2009. Indsigelse mod størrelse af restgæld. Krav om erstatning for kursstigning på schweizerfranc.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, underskrev den i maj 2006 en aftale med Sydbank om et ”Rentetilpasningslån” med en hovedstol på 1,3 mio. kr. (DKK) ”eller modværdien heraf i anden valuta”. To personer påtog sig selvskyldnerkaution for lånet. De samlede kreditomkostninger blev opgjort til 522.557,51 kr., hvoraf 517.557,51 kr. var renter. Af låneaftalen fremgik blandt andet:
”…
|
Ændring af valuta |
Lånets hovedstol/restgæld kan ved en renteperiodes udløb hel eller delvist ændres inden for følgende valutaer: Valutaændringer kan medføre, at lånets restgæld overstiger den ovennævnte hovedstol. |
|
Afvikling |
Lånet afvikles med en ydelse på kr. 66.000,00, halvårligt, første gang den 01.07.2007. |
|
… |
|
|
Rente og provision |
… Rentesatsen er 4,5000% p.a. frem til den 01.01.2007. Herefter fastsættes halvårligt ny rente. |
…”
Klagerne etablerede sig privat og erhvervsmæssigt i udlandet og anvendte lånet til finansiering heraf.
Banken har fremlagt årsoversigter for klagernes engagement for henholdsvis 2006 og 2007 samt to notaer til klagerne af henholdsvis 3. juli 2007 og 3. juli 2008 vedrørende ydelse på lånet.
Af årsoversigten for 2006 fremgik et valutalån med en saldo på 270.619,09 schweizerfranc (CHF), svarende til 1.255.672,58 DKK. Endvidere fremgik fire indlånskonto i henholdsvis DKK, EUR, CHF og USD. Tilsvarende fremgik af årsoversigten for 2007.
Af notaerne fremgik, at ydelserne på lånet blev omregnet fra CHF til EUR og hævet på klagernes EUR-indlånskonto i banken.
Ved en låneaftale af 9. juni 2009 blev det eksisterende lån erstattet af et valutalån på 253.889,92 CHF med en rentesats på 5,50% om året, der kunne reguleres, og en halvårlig ydelse på 13.739,12 CHF.
Ved et brev af 9. august 2011 til klagerne informerede banken om, at CHF-kursen var steget til et rekordhøjt niveau, og at risikoen omkring udviklingen i CHF var meget stor.
I en e-mail af 20. januar 2015 til klagerne oplyste banken blandt andet, at den schweiziske nationalbank havde meddelt, at den ikke længere ville fastholde CHF-kursen, som herefter var steget fra cirka kurs 6,20 til cirka kurs 7,25. Den samlede gæld på klagernes lån var herved blevet forøget med cirka 185.000 DKK.
I en e-mail af 23. januar 2015 til banken spurgte M, om lånet kunne omlægges til EUR.
Den 13. januar 2016, hvor den ene af de to kautionister var afgået ved døden, underskrev den anden kautionist en kautionserklæring for lånet som enekautionist. I maj 2016, hvor der var forløbet ti år fra stiftelsen af det oprindelige lån, udløb kautionsforpligtelsen.
Parternes påstande
Den 29. maj 2018 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal tilsidesætte låneaftalen af 2009 og bære risikoen for kursstigningen i valutaen.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med låneaftalen var utilstrækkelig.
Lånet blev optaget som et valutalån på 1,3 mio., men dog i danske kroner. Ligeledes skulle der betales renter og afdrag i danske kroner. Den totale tilbagebetaling ville blive cirka 1,8 mio. kr., og lånet ville have en løbetid på 16 år. Efter deres ønske blev det aftalt, at det skulle være muligt at foretage indbetalinger på lånet med forskellige valuta. De blev ikke informeret om, at banken kunne omlægge lånet til en anden valuta, og de gav ikke samtykke til at lånet blev omlagt til CHF. De henvendte sig flere gange til banken for at få en uddybende forklaring på teksten i låneaftalen, men dette har ikke været muligt at opnå.
Vedrørende de fremlagte notaer var det deres opfattelse, at det danske lån var opgivet i CHF til orientering. De havde en konto i banken i CHF og gik ud fra, at det var normalt at oplyse i forskellig valuta.
Låneomlægningen i 2009 skete på bankens initiativ. De underskrev låneaftalen, da det var deres opfattelse, at det var nødvendigt for, at de stadig kunne opretholde lånet fra 2006. Underskrivelsen skulle ske hurtigt, og både de og kautionisterne følte sig tvunget til at underskrive, men det var deres opfattelse, at vilkårene ikke blev forringet. De anmodede ikke om, at lånoptagelsen skete i CHF, hvilket heller ikke blev drøftet med banken, ligesom mulige konsekvenser ved lånoptagelsen ikke blev drøftet.
Da banken i 2016 kontaktede kautionisten med den meddelelse, at hun ikke længere var kautionist for det lån, de optog i 2006, gav det dem anledning til at gennemgå deres bankforhold. De opdagede da, at de stadig skyldte 1 mio. kr. til banken. Årsagen var en kraftig stigning i CHF-kursen, hvilket de imidlertid var uforstående over for, da de oprindeligt optog lånet i danske kroner. De havde endvidere indbetalt 1,9 mio. kr. på lånet, hvilket oversteg de samlede betalinger på 1,8 mio. kr. ifølge låneaftalen af 2006, som dermed var opfyldt.
Omlægningen fra DKK til CHF skete uden deres samtykke og uden at de blev rådgivet om risikoen herved. Banken burde have sikret sig, at de som privatpersoner forstod de konsekvenser og den risiko der var forbundet med et sådant lån, således at de kunne overskue de eventuelle konsekvenser for deres privatøkonomi.
Det faktum, at banken har ændret låneforholdene til skade for dem, kom først til deres kundskab i 2016, hvor kautionisten blev orienteret om, at hun ikke længere kautionerede for lånet.
Siden 2009 har de været usikre på, hvilke lån der var aktuelle og i hvilken valuta. Vi har derfor næsten hvert år været Danmark og haft møder med banken for at få en forklaring. Det har dog ikke været muligt at få en forklaring på, hvorfor der ikke blot kunne ske en udsættelse af lånet fra 2006, men hvorfor det var nødvendigt at lave et helt nyt lån. Kautionisterne har også henvendt sig til banken, men har heller ikke fået en forklaring. Det bør ikke komme dem til skade, at den daværende medarbejder tilsyneladende ikke har noteret deres henvendelser.
De fik den opfattelse, at bankens information om kursændringer ikke var relevante for dem, da deres oprindelige lån var i DKK, og da de stadig ikke havde fået en forklaring på valutaændringen i vores lån. De mente derfor ikke, at kursændringerne var direkte aktuelle for dem.
På deres forespørgsel i januar 2015 om mulighed for at omlægge til EUR, oplyste banken, at det var meget svært at ændre lånet. Det er derfor uforståeligt, at det tilsyneladende havde været let for banken at ændre lånet. Dette viser, at banken primært varetog sine egne interesser.
De har tilbagebetalt lånet som aftalt i 2006. Aftalen af 2009 bør tilsidesættes. Som følge af mangelfuld rådgivning må banken selv må bære risikoen for kursstigningen i valutaen.
Sydbank har anført, at lånet, som klagerne optog i 2006 blev udbetalt i CHF og stod i denne valuta i hele lånets løbetid. Der er forløbet mere end tolv år siden låneoptagelsen, og den pågældende rådgiver er ikke længere ansat. Baggrunden for, at lånet blevet optaget i CHF kan derfor ikke belyses nærmere. CHF var en udbredt lånevaluta på daværende tidspunkt, og klagerne havde tillige en indlånskonto i denne valuta. Klagerne var således bekendt med, at låneoptagelsen var i CHF. Dette fremgik også af årsopgørelserne og ydelsesnotaerne, som klagerne fik tilsendt.
De nye lånedokumenter i juni 2009 blev underskrevet i forbindelse med drøftelser om eventuel yderligere finansiering. Ved omlægningen fik klagerne efter eget ønske henstand med juli 2009 terminen. Den præcises årsag til omlægningen kan på nuværende tidspunkt ikke fastslås nærmere.
Klagerne har underskrevet lånedokumenterne og har modtaget behørig rådgivning i forbindelse hermed. Klagerne har accepteret at lånene blev udbetalt og afdraget i CHF.
Hverken klagerne eller kautionisten fremkom før 2017 med indsigelser, hverken vedrørende lånets valuta eller vedrørende forhold i forbindelse med låneoptagelsen. Klagerne gjorde heller ikke indsigelse i forbindelse med, at banken i henholdsvis 2011 og 2015 informerede om stigende CHF-kurs. I 2015 besvarede klagerne bankens information med en forespørgsel om, hvorvidt det var muligt at omlægge lånet til EUR.
Hvis klagerne ikke var enige i lånets valuta, burde de i hvert fald senest have reageret ved bankens brev om kursudviklingen i august 2011. Et eventuelt krav blev derfor under alle omstændigheder forældet i 2014. Klagerne har endvidere ved passivitet fortabt muligheden for at gøre indsigelse mod lånets valuta.
Ankenævnets bemærkninger
I maj 2006 underskrev klagerne en aftale med Sydbank om et lån med en hovedstol på 1,3 mio. kr. (DKK) eller modværdien heraf i anden valuta.
Banken har oplyst, at lånet blev udbetalt i CHF og stod i denne valuta i hele lånets løbetid, mens klagerne har oplyst, at omlægningen fra DKK til CHF skete uden deres samtykke.
Lånet blev i 2009 omlagt til et valutalån på 253.889,92 CHF. Ankenævnet finder, at klagerne, ved deres underskrift den 9. juni 2009 på aftalen med Sydbank vedrørende dette lån, accepterede, at lånet var i CHF. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen som ugyldig.
Det er uklart, om banken på fyldestgørende måde rådgav klagerne om risikoen ved at lånet var i CHF. Ankenævnet finder imidlertid, at det på nuværende tidspunkt ikke kan pålægges banken at fremlægge dokumentation herfor, og at et eventuelt rådgivningsansvar anses for forældet.
Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det af låneaftalen fremgår, at valutaændringer kan medføre, at lånets restgæld overstiger hovedstolen, og at det senest i forbindelse med bankens brev af 9. august 2011 må have stået klagerne klart, at der var en sådan kursrisiko ved lånet.
Klagerne får herefter ikke medhold i deres påstand om, at banken skal erstatte deres tab som følge af stigninger i CHF-kursen, der indtraf efter låneoptagelsen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.