Afgørelse

Værdiansættelse.

Klageren arvede i 1977 sammen med to andre familiemedlemmer 10 udlejede ejerlejligheder i samme ejendom. Efterfølgende blev 9 af ejerlejlighederne ledige og solgt. Klageren købte i 1994 medarvingernes andele af den sidste ejerlejlighed, som fortsat var udlejet. Klageren henvendte sig i maj 1999 til sit pengeinstitut, som er koncernforbundet med det indklagede realkreditinstitut, for at opnå lån i ejerlejligheden, som blandt andet skulle anvendes til ombygning af nogle loftværelser til en ny ejerlejlighed. Pengeinstituttet meddelte i juni 1999 klageren, at den endelige vurdering af lejligheden ville udgøre 201.300 kr. Klageren henlagde herefter denne lånesag. Efter at ejerlejligheden i 2000 var blevet offentligt vurderet til 790.000 kr., rettede klageren i juli 2000 på ny henvendelse til pengeinstituttet, idet han fandt, at det var ansvarspådragende for instituttet at have ansat værdien på lejligheden til en fjerdedel af den offentlige vurdering og derved havde afskåret ham fra at optage lån på et tidspunkt, hvor renten var lav. I august 2000 meddelte klageren pengeinstituttet, at der i øvrigt var begået en fejl ved, at værdiansættelsen ikke var sket efter reglerne for restejendomme i § 13, stk. 2, i værdiansættelses- og låneudmålingsbekendtgørelsen. Realkreditinstituttet afviste, at de nævnte regler kunne have været anvendt, idet der kun var en enkelt lejlighed tilbage, og afviste i det hele at være erstatningsansvarlig.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at realkreditinstituttet skulle erstatte ham det tab, som han havde lidt, og som udgjorde forskellen på de samlede ydelser på det lån, han kunne have optaget i maj 1999, og på det lån, som han efterfølgende havde måttet optage i et andet realkreditinstitut. Instituttet påstod frifindelse.

Efter Nævnets opfattelse kunne det ikke anses for uforsvarligt, at instituttet ved de indledende drøftelser i 1999 ikke overvejede, om værdiansættelsesmetoden i § 13, stk. 2, kunne bringes i anvendelse i forbindelse med belåning af klagerens ejerlejlighed, der var den eneste tilbageværende ”udlejede ejerlejlighed” i ejendommen. Nævnet bemærkede, at det er instituttets afgørelse, hvorvidt det er forsvarligt at anvende den nævnte værdiansættelsesmetode. Modstykket hertil er, at en lånsøger, der er utilfreds med et instituts lånetilbud, har mulighed for at indhente lånetilbud hos et andet institut. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet.