Afgørelse

Indfrielseskurs på kortrentelån.

Klageren havde i sin ejerlejlighed et kortrentelån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte den 6. december 1999 et tilbud til klageren på obligationsindfrielse. I indfrielsestilbudet var der henvist til instituttets betingelser for kursfastsættelse, hvoraf det fremgik, at hvis instituttet leverede obligationerne til gennemsnitskurs, skete det til den officielle kurs ”alle handler” plus 0,1 kurspoint. Det fremgik ikke, hvad der skete, hvis der ikke blev noteret kurser på handelsdagen. Klagerens pengeinstitut fremsendte den 21. december 1999 et á conto beløb til dækning af indfrielsen, beregnet ud fra en anslået indfrielseskurs på 106. Den 23. december 1999 fremsendte instituttet en fondsnota til klageren, hvoraf det fremgik, at obligationsopkøbet var sket til kurs 106,1 med et tillæg på 0,1 kurspoint, og at afregningen var sket ud fra den seneste officielle kurs ”alle handler” den 21. december 1999, idet der ikke var indberettet handler til Københavns Fondsbørs den pågældende børsdag. Af indfrielsesafregningen fremgik det, at den ”overskydende” restgæld blev afregnet til kurs 104,9. Klageren henvendte sig i januar 2000 til instituttet, idet han mente, at indfrielseskursen for forkert, eftersom instituttet på indfrielsesdagen havde oplyst ham om, at kursniveauet var 104,9. Instituttet fastholdt, at indfrielseskursen var korrekt.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale ham beløbsforskellen ved indfrielse til kurs 104,9 og indfrielse til kurs 106,1. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det uheldigt, at instituttet ikke i sit materiale om indfrielse beskriver, hvordan kursfastsættelsen sker, når der ikke på handelsdagen er noteret officielle kurser. Nævnet fandt det dog ikke godtgjort, at klageren kunne have opnået en mere gunstig indfrielseskurs end sket. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at klageren ved sin henvendelse til instituttet havde fået et bindende tilbud om indfrielse til kurs 104,9. Flertallet fandt, at den fremgangsmåde, som instituttet benyttede ved kursfastsættelsen, ikke var aftalt med klageren eller beskrevet i det fremsendte materiale, hvorfor flertallet stemte for, at instituttet fortabte sit vederlag for låneindfrielsen og obligationshandlen. Mindretallet fandt, at instituttet ved kursfastsættelsen havde varetaget klagerens interesser bedst muligt, og at der ikke var grundlag for, at instituttet skulle fortabe sit vederlag. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at betale klageren de af instituttet oppebårne vederlag på i alt 1.367 kr.