Afgørelse

Indsigelse vedrørende afvikling af lån. Spørgsmål om forældelse.

Medhold klager


Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse i forbindelse med afvikling af et lån samt om et eventuelt erstatningskrav i den forbindelse er forældet.

Sagens omstændigheder

Klageren optog i 1999 et LynLån på 75.000 kr. i Pengeinstituttet P. Lånet blev formidlet via et pantebrevsselskab, der fungerede som låneformidler for P. Af låneansøgningen om lynlånet fremgår blandt andet følgende:

”…

Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [P] til enhver tid fastsatte rente for faste lån, for tiden 14,250 %. Renten beregnes kvartalsvis bagud hver ultimo og tillægges det skyldige beløb. Den nominelle årlige rente udgør 15,029 % p.a.

…

Ved renteændringer er [P] berettiget, men ikke forpligtet, til at vælge at ændre ydelsens størrelse, således at løbetiden fastholdes. Såfremt ydelsen ikke ændres ved renteændringer, vil antallet af ydelser kunne blive formindsket eller forhøjet i forhold til det aftalte antal.

…

Accept:

Undertegnede erklærer hermed, at jeg ønsker at optage det i ovennævnte låneansøgning anførte lån og at det sker på de betingelser, der er anført i ovenstående lånetilbud.

…

Jeg er bekendt med og har modtaget [P’s] "almindelige forretningsbetingelser" og "Lånebetingelser for gældsbreve og kassekreditkontrakter", som jeg accepterer som en del af gældsbrevets vilkår.

…”

Af lånedokumentet fremgår, at lånet skulle tilbagebetales som annuitetslån med en månedlig ydelse på 1.174 kr. og en løbetid på 10,13 år.

Spar Nord Bank har oplyst, at SparXpres, der et datterselskab af Spar Nord Bank A/S, blev kreditor på lånet i 2005. Ifølge det oplyste var renten på klagerens lån på daværende tidspunkt steget til 18,00 %.

Spar Nord Bank har oplyst, at P frem til overdragelsen havde foretaget følgende renteændringer:

• +1,00 % d. 01.11-99 (Generel udlånsændring)
• +0,50 % d. 19.11-99 (Generel udlånsændring)
• +0,50 % d. 31.03-00 (Generel udlånsændring)
• +0,50 % d. 12.05-00 (Generel udlånsændring)
• +0,75 % d. 23.06-00 +0,50 % (Generel udlånsændring)
• +0,50 % d. 20.10-00 (Generel udlånsændring)
• Lynlån er uændret, men d. 01.06.01 nedsættelse af renten med 0,25 % for kreditter.
• Lynlån er uændret, men d. 14.09.01 nedsættelse af renten med 0,25 % for erhvervskreditter og erhvervslån.
• Lynlån er uændret, men d. 09.11.01 nedsættelse af renten med 0,25 % for erhvervs-, bil- og byggelån.
• Lynlån er uændret, men d. 23.11.01 nedsættelse af renten med 0,25 % dog undtaget Lynlån.
• Lynlån er uændret, men d. 10.01.03 nedsættelse af renten med 0,25 % som en generel udlånsændring.
• Lynlån er uændret, men d. 23.06.03 nedsættelse af renten med 0,25 % som en generel udlånsændring.

Ankenævnet har i to afgørelser i 2003 fastslået, at de med fed skrifttype fremhævede renteforhøjelser ikke var foretaget korrekt samt at de med fed skrifttype fremhævede rentenedsættelser også skulle have medført rentenedsættelser i de konkrete sager, hvilket heller ikke er bestridt af indklagede i nærværende sag.

Som følge af renteforhøjelserne dækkede klagerens månedlige ydelse kun renteudgiften på lånet, hvorfor restgælden ikke blev nedbragt.

Ifølge det oplyste sænkede SparXpres den 31. maj 2013 renten på klagerens lån til 11 %.

Den 24. oktober 2013 var klageren i telefonisk kontakt med SparXpres. Samme dag sendte banken følgende to tilbud til klageren:

”…

- Saldokvittering udsted[t] mod betaling af kr. 50.000,00 snarest muligt…

eller

- Fortsat afvikling af restgælden pålydende kr. 75.131,76 opgjort dags dato. Afdraget er uændret kr. 1.174,00 pr. måned, men der vil ikke blive opkrævet ordinære månedlige renter i den resterende løbetid.

…”

Den 28. oktober 2013 afslog klageren ovennævnte tilbud, idet han var af den opfattelse, at der var tale om et fastforrentet lån, der skulle have været tilbagebetalt den 1. december 2009. Klageren gjorde samtidig gældende, at han som følge af den fortsatte afbetaling på lånet havde et krav mod banken på 54.004 kr. samt renter heraf.

Den 4. november 2013 afviste banken klagerens krav.

Parternes påstande

Den 8. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale 54.004 kr. samt renter heraf.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det fremgår af lånebeviset, at der er tale om et annuitetslån, hvilket han forstår som et fast forrentet lån.

Han troede derfor ikke, at der var grund til at holde øje med lånet. Det har ikke været nødvendigt med andre ”kvik-lån” han har optaget. Disse lån er alle tilbagebetalt uden problemer.

Ifølge lånedokumenterne skulle lånet have været tilbagebetalt den 1. december 2009. Dermed har han betalt af på lånet 3 år og 10 måneder for længe.

Han er aldrig blevet informeret om rentestigninger på lånet og blev først bekendt hermed i september 2013.

Han har på Ankenævnets hjemmeside fundet flere sager, som berører samme lånetype og hvor klagerne har fået medhold. Til eksempel kan nævnes sagerne nr. 66/2003, 460/2003 samt sag nr. 347/2004.

Han har til dato betalt ca. 194.884 kr. for at låne 75.000 kr. Det kan ikke være rigtigt, at han skal betale yderligere 75.924 kr.

Han ved, at han formentligt burde have reageret før, men han har ikke haft det fornødne overskud hertil, som følge af familiens svære situation gennem alle årene.

SparXpres burde have kontaktet ham, da de satte renten ned i maj 2013 og have fortalt ham, at noget var galt, så de sammen havde kunnet finde en løsning.

Spar Nord Bank har anført, at SparXpres havde ret men ikke pligt til at ændre den månedlige ydelse på lånet ved renteforhøjelse, så lånets løbetid forblev uændret.

SparXpres har i henhold til en analogi af bogføringslovens § 10, stk. 1, alene en pligt til at opbevare dokumentation for renteforhøjelser i fem år plus indeværende år, hvorfor SparXpres ikke har pligt til at opbevare dokumentation for renteforhøjelserne i den konkrete klagesag, der stammer fra 2003 og tidligere.

Uanset om nogle af renteforhøjelserne og rentenedsættelserne ikke er foretaget korrekt, jf. Ankenævnets afgørelser i sagerne nr. 460/2003 og 66/2003, er alle klagerens rentekrav både forældet i henhold til forældelsesloven treårige frist i § 3, stk. 1 og 2, samt i henhold til den absolutte forældelsesfrist på 10 år i § 3, stk. 3, nr. 4.

Klageren har således i hele lånets løbetid hver måned modtaget kontoudskrift med information om lånets rente, ydelse og restgæld via betalingsserviceoversigten.

Klageren har desuden modtaget oplysninger om størrelsen af rentebetalingerne på lånet i forbindelse med årsopgørelse fra SKAT til brug for beregning af skattefradraget.

Den sidste renteændring blev gennemført den 23. juni 2003 og klageren har først indgivet sin klage efter den 23. juni 2013.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren optog i 1999 et såkaldt Lynlån på 75.000 kr. Af gældsbrevet fremgår, at klagerens lån blev forrentet med en variabel rente, og at kreditor i forbindelse med renteændringer var berettiget, men ikke forpligtet, til at ændre ydelsens størrelse med henblik på at fastholde løbetiden, ligesom antallet af ydelser kunne blive formindsket eller forhøjet, såfremt ydelsen ikke ændres ved renteændringer.

Det beroede således på en vildfarelse fra klagerens side, at lånet var fast forrentet. Løbetiden på klagerens lån kunne derfor godt forlænges ved en renteforhøjelse, uden at der skete en tilsvarende forhøjelse af ydelsen.

Ankenævnet finder, at kreditor på lånet, i strid med Ankenævnets praksis, som den er kommet til udtryk i sag nr. 66/2003 og 460/2003, har opkrævet for meget i rente frem til den 31. maj 2013.

Klagen angår herefter klagerens tilbagesøgningskrav vedrørende for meget betalt rente til dato.

Den 8. november 2013 indgav klageren en klage til ankenævnet, hvorved den 3-årige forældelsesfrist i henhold til forældelsesloven § 21, stk. 3, jf. stk. 1, foreløbigt blev afbrudt.

Ankenævnet finder herefter, at indklagede skal stille klageren som om, klagerens lån i perioden 8. november 2010 til 31. maj 2013 blev korrekt forrentet, jf. Ankenævnets afgørelse i sagerne 66/2003 og 460/2003.

Klagerens krav på tilbagebetaling af for meget betalt rente i perioden forud for den 8. november 2010 er forældet.

Klageren får herefter delvis medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse

Spar Nord Bank skal inden 30 dage stille klageren som ovenfor anført.

Klageren får klagegebyret tilbage.