Indsigelse om, at lån etableret i 1986 var betalt omkring 1992.
| Sagsnummer: | 50 /2005 |
| Dato: | 08-06-2005 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om, at lån etableret i 1986 var betalt omkring 1992. |
| Indklagede: | Lån & Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører et lån etableret i 1986, som klageren gør gældende er blevet indfriet i 1992.
Sagens omstændigheder.
Den 5. november 1986 ydede indklagede klageren et lån på 75.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.405 kr., første gang 1. januar 1987. Af gældsbrevet fremgår, at såfremt lånet blev opsagt på grund af misligholdelse, ville restgælden blive forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte mora- og overtræksrente på p.t. 18 % p.a.
I 1988 flyttede klageren til Sverige.
I februar 1990 opsagde indklagede lånet som misligholdt. Restgælden udgjorde da 81.649,12 kr.
Under sagen er fremlagt et internt notat fra indklagede, hvoraf fremgår, at klageren den 23. april 1990 havde været til møde hos indklagede. I denne forbindelse var indbetalt 5.334 kr., og der var indgået aftale om en fremtidig afvikling med 2.000 kr. månedligt fra 1. juni 1990.
Lånet kom på ny i restance i 1990 og 1992. Indklagede har fremlagt rykkerskrivelser fremsendt til klageren den 31. juli, 13. og 26. august 1992, men returneret af det svenske postvæsen som uanbringelige.
Af en posteringsoversigt for lånet for perioden 31. januar 1992 - 30. september 1992 fremgår, at lånet blev afviklet regelmæssigt ved betaling af 2.000 kr. månedligt til og med 1. juni 1992, hvor restgælden var 49.562,94 kr. Pr. 30. september 1992 udgjorde lånets restgæld 54.277,22 kr.
Pr. ultimo 2003 fremsendte indklagede kontooversigt, hvorpå lånet var anført med en restgæld på 54.277,72 kr.
Ved skrivelse af 3. februar 2004 rettede indklagede henvendelse til klageren om lånet, hvis restgæld blev angivet til 54.277,72 kr. Med tillæg af fem års rente, 17 % p.a., blev den samlede restgæld opgjort til 100.413,78 kr. Indklagede anmodede klageren om at rette henvendelse.
Af en korrespondance mellem klageren og indklagede fra medio 2004 fremgår, at det var klagerens opfattelse, at lånet, efter at restgælden ved forhandling var blevet nedsat, var blevet indfriet omkring 1992-1993. Klageren kunne ikke fremlægge kvittering som følge af en vandskade og ombygning i år 2000/2003. Klageren havde endvidere forgæves via sin bank i Danmark og Sverige søgt at skaffe dokumentation for overførsel af beløbet til indklagede, men dette havde ikke været muligt. Indklagede fastholdt, at lånet ikke var indfriet
Parternes påstande.
Klageren har den 14. februar 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anse lånet for indfriet ved betaling af 25.000 kr.
Indklagede har under sagens forberedelse nedsat sit krav til 49.325,94 kr. med tillæg af fem års rente. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det i 1992 viste sig, at deres ophold i Sverige blev permanent. Afviklingen af lånet havde været uregelmæssig, og de betalte et beløb til indklagede til indfrielse af lånet.
De hørte ikke fra indklagede i mere end 10 år på trods af, at deres adresse har været indklagede bekendt.
På grund af flytninger og vandskader har hun ikke længere bevis for indbetalingen, og hun tilbød derfor i 2004 indklagede 25.000 kr. til fuld afgørelse.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det bestrides, at der skulle være indgået en aftale om nedsættelse af restgælden, som herefter skulle være indfriet.
Det må anses for godtgjort, at klageren har en gæld til indklagede, idet klageren ikke har godtgjort at have indfriet lånet.
Der gælder en 20-årig forældelsesfrist for lånet, jf. Danske Lovs 5-14-4. Kravet er derfor ikke forældet. Indklagede har ikke på noget tidspunkt haft grund til at tro, at klageren opfattede gælden som indfriet. Da man ikke var klar over, at klageren befandt sig i den vildfarelse, at gælden var betalt, har man ikke haft mulighed for eller pligt til at bringe klageren ud af vildfarelsen. Klagerens gæld er derfor ikke bortfaldet ved passivitet fra indklagedes side.
Man er ikke forpligtet til at acceptere en nedsættelse af gælden og ønsker ikke at acceptere klagerens tilbud om betaling af 25.000 kr. til fuld og endelig afgørelse.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at sagen er bevisuegnet og kræver bevisførelse i form af parts- og vidneforklaring.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Lånet blev ydet til klageren den 5. november 1986 og er undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Lånet er således ikke forældet.
Klageren har ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at der omkring 1992 blev indgået en aftale om indfrielse af lånet mod betaling af et bestemt beløb. Lånet kan herefter ikke anses for indfriet.
Indklagede har under sagens behandling for Ankenævnet nedsat lånets restgæld til 49.325,94 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at nedsætte dette beløb yderligere, idet beløbet ikke kan antages at indeholde renter, som nu må anses for forældede efter den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede har bibragt klageren en berettiget forventning om, at lånets restgæld ikke ville blive gjort gældende over for klageren.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at anse lånet for indfriet mod betaling af 25.000 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.