Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Underskud på omprioriteringskonto. Opgørelse af nettoprovenu til efterstående panthaver. Ekspeditionstid.

Sagsnummer: 525 /1994
Dato: 04-05-1995
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Underskud på omprioriteringskonto. Opgørelse af nettoprovenu til efterstående panthaver. Ekspeditionstid.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 20. december 1993 tilbød Realkredit Danmark et 30-årigt kontantlån på 270.000 kr. i klagerens ejerlejlighed til indfrielse af et eksisterende kontantlån i samme realkreditinstitut.

På indklagedes anmodning gav to efterstående panthavere den 10. januar 1994 tilsagn om rykning for det tilbudte lån mod udbetaling af eventuelt nettoprovenu til afskrivning på det bedst prioriterede pantebrev.

Den 14. januar 1994 underskrev klageren omprioriteringsaftale med indklagede om hjemtagelse af det tilbudte lån og indfrielse af det eksisterende lån. Af aftalen fremgår, at det nye lån forventedes at indbringe et provenu på 266.000 kr., mens udgiften til indfrielse og omkostninger blev anslået til 269.000 kr. I aftalen havde indklagede tilføjet:

"Vi gør opmærksom på, at kreditor eventuelt vil forlange overskydende provenu afskrevet på pantebreve oprindelig kr. 72.000 kr. og kr. 69.023,25."

Den 20. januar 1994 modtog indklagede Realkredit Danmarks bekræftelse på, at det eksisterende lån var opsagt til pariindfrielse pr. 1. juli 1994, hvor lånet skulle indfries med betaling af 247.435,73 kr. Pantebrevet på det nye lån blev samme dag fremsendt til tinglysning, og samtidig blev tingbogsattest bestilt.

Efter fremsendelse den 31. januar 1994 af det tinglyste pantebrev til Realkredit Danmark med anmodning om udbetaling, stillede kreditforeningen efter det oplyste krav om aflysning af et ejerpantebrev på 10.000 kr., der lå til sikkerhed for eventuelle krav fra ejerforeningen, og hvorom der var givet kreditforeningspantebrevet retsanmærkning, samt om, at ejerforeningens vedtægter, som på et senere tidspunkt var lyst pantstiftende for 18.000 kr., skulle rykke. Ejerforeningen meddelte den 20. februar 1994, at ejerpantebrevet kunne frigives til aflysning af tingbogen.

Omprioriteringslånet blev udbetalt den 15. april 1994. Efter modregning af omkostninger til kreditforeningen og indfrielse af det eksisterende lån blev provenuet på 11.293,05 kr. fremsendt til indklagede.

Den 9. maj 1994 fremsendte indklagede 6.652,63 kr. til den efterstående panthaver som ekstraordinært afdrag, idet nettoprovenuet var opgjort således:

"Provenu af nyt lån
Kurtage
Kreditforeningsgebyr
Tinglysnings- og stempelgebyr vedr. nyt lån

Indfrielse af gl. lån, restgæld 1.4.1994
Afregningsgebyrer
Gebyr pengeinstitut
Tinglysningsgebyr efterstående Panthaver
Tinglysningsgebyr Deres pantebreve
Gebyr til Dem 2 stk. pantebreve

Overskydende provenu

270.000,00 kr.
675,00 kr.
2.800,00 kr.
895,00 kr.

250.353,37 kr.
200,00 kr.
5.000,00 kr.
700,00 kr.
1.400,00 kr.
1.325,00 kr.

6.652,63 kr



Efter at dokumenterne vedrørende ejerforeningen var bragt i orden, afsluttede indklagede omprioriteringssagen ved fremsendelse af skrivelse af 28. juni 1994, hvoraf fremgik, at omprioriteringskontoen udviste en negativ saldo på 4.719,53 kr. Ifølge skrivelsen var bl.a. skøde vedlagt. Dette er bestridt af klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 4.719,53 kr. og at fremskaffe hans skøde eller en kopi heraf.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han anmodede om omprioritering af sin ejendom i august 1993, hvor kursen og renten var fordelagtig. Uanset om det måtte bero på Realkredit Danmarks forhold, at lånetilbud fremkom på et sent tidspunkt, har ekspeditionstiden været urimelig lang og årsag til hans tab. Indklagede kunne og burde ved indhentelse af tingbogsattest og læsning af skøde have forudset, at henvendelse til ejerforeningen blev nødvendig, og burde derfor straks havet taget kontakt til ejerforeningen. Indklagede havde ved lånesagens start oplyst, at omprioriteringen ikke ville påføre ham omkostninger. Kun såfremt der fremkom et provenu, skulle dette betales til den efterstående panthaver. Indklagede fik udbetalt et nettoprovenu på 11.293,05 kr. fra Realkredit Danmark. De samlede omkostninger til tinglysning, tingbogsattest, gebyrer og renter udgjorde 9.359,95 kr. Af nettoprovenuet var der således 1.933,10 kr. i overskud til ekstraordinært afdrag på det efterstående pantebrev. Trods angivelsen i skrivelsen af 28. juni 1994 har han endnu ikke modtaget sit skøde.

Indklagede har anført, at anmodning om lånetilbud blev fremsendt til Realkredit Danmark den 19. august 1993, og at afdelingen rykkede kreditforeningen telefonisk den 2. oktober 1993. En egentlig ekspedition af sagen kunne først indledes efter indgåelse af aftale herom den 14. januar 1994. Af aftalen fremgår, at klageren måtte påregne et vist underskud i forbindelse med omprioriteringen. Fra indgåelsen af aftalen til lånet kunne berigtiges, gik ca. 3 måneder. De forsinkelser, der opstod undervejs, fandt sted af udefra kommende årsager. Lånesagen blev ekspederet korrekt og med fornøden hurtighed.

Indklagede er ikke i besiddelse af klagerens skøde. Det beklages, hvis dette er bortkommet, og indklagede vil være klageren behjælpelig med at udfærdige en bortkomsterklæring, hvis dette skulle blive nødvendigt i forbindelse med tinglysning af nyt pantebrev eller andet.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at gennemførelsen af låneomlægningen er blevet forsinket unødigt som følge af indklagedes forhold. Det bemærkes herved specielt, at den forsinkelse, som skyldtes problemerne omkring ejerforeningens panterettigheder, ikke findes at kunne lægges indklagede til last.

Efter den beregning, som indklagede havde foretaget i omprioriteringsaftalen af 14. januar 1994, måtte klageren påregne, at låneomlægningen kunne medføre et mindre underskud på omprioriteringskontoen. Klageren var endvidere gjort opmærksom på, at et nettooverskud ved låneomlægningen eventuelt skulle betales som ekstraordinært afdrag på det bedst prioriterede af de efterstående private pantebreve. Den af indklagede foretagne beregning af nettoprovenuet er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte retningslinier herfor. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren nogen del af det fremkomne underskud på omprioriteringskontoen på 4.719,53 kr.

Med hensyn til bortkomsten af skødet må Ankenævnet henholde sig til indklagedes erklæring om, at man om fornødent vil være klageren behjælpelig med udfærdigelse af en bortkomsterklæring.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.