Spørgsmål om erstatningsansvar for beskatning af fortjeneste ved salg af investeringsforeningsbeviser.
| Sagsnummer: | 191/1997 |
| Dato: | 14-11-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for beskatning af fortjeneste ved salg af investeringsforeningsbeviser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1994 overførte klageren sit engagement, herunder 2.000 stk. investeringsforeningsbeviser, til indklagede.
Investeringsforeningsbeviserne var købt den 2. november 1992 via det fraflyttede pengeinstitut.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 5. maj 1995 ydede indklagede klageren et lån på 93.000 kr. til finansiering af klagerens køb af et kolonihavehus. Lånets stiftelsesomkostninger var 2.539 kr. I forbindelse med lånets etablering oplyste indklagede fejlagtigt, at en fortjeneste ved salg af investeringsforeningsbeviserne efter 3 års ejertid ville være skattefri.
Den 25. oktober 1995 underskrev klageren en fondsordre til indklagede om salg af investeringsforeningsbeviserne "til afregning følgende bankdag eller senere". Indklagede gennemførte handlen den 26. oktober 1995. Salgsprovenuet på 282.645,50 kr. blev den 31. oktober 1995 anvendt til bl.a. indfrielse af klagerens lån.
I april 1997 meddelte skatteforvaltningen klageren, at dennes skatteansættelse for indkomståret 1995 var ændret, idet hendes indkomst var forhøjet med fortjenesten på salget af investeringsbeviserne på 27.375 kr.
Ved klageskema modtaget den 16. juni 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at betale hendes skattegæld på ca. 50% af 27.375 kr. subsidiært at refundere lånets stiftelsesomkostninger på 2.539 kr.
Indklagede har under sagen betalt 335 kr. til klageren. Beløbet svarer efter indklagedes beregninger til meromkostningen ved finansiering af købet af kolonihavehuset med et lån på 93.000 kr. og indfrielse af dette ved salg af investeringsforeningsbeviser efter tre års ejertid sammenholdt med finansiering ved salg af en del af investeringsforeningsbeviserne den 1. maj 1995. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede har ydet fejlagtig og mangelfuld rådgivning ved finansieringen af købet af kolonihavehuset og salget af investeringsforeningsbeviserne. Hun er derved blevet påført udgifter til både skat og etablering af lånet, selv om hendes formue i realiteten var tilstrækkelig til at finansiere købet tre gange. Indklagede burde have påset, at investeringsforeningsbeviserne ikke blev solgt før 3-års fristens udløb, hvorved hun kunne have sparet ca. halvdelen af skattebetalingen vedrørende fortjenesten. Hun er nu blevet bekendt med, at skattebetaling helt kunne være undgået ved successivt salg. For så vidt angår lånet ville hun ikke have optaget dette, såfremt hun havde været bekendt med, at salg af investeringsbeviserne ville udløse skat uanset 3-års fristen. Indklagede bør ikke tjene på dårlig og mangelfuld rådgivning og bør derfor mindst refundere stiftelsesomkostningerne på 2.539 kr.
På Ankenævnets forespørgsel om, hvorfor klageren solgte investeringsbeviserne den 25. oktober 1995, har klageren anført:
"Jeg ventede med at sælge mine investeringsbeviser, ud fra den betragtning som banken havde anlagt: at når jeg bare ventede 3 år med at sælge investeringsbeviserne, så ville den økonomiske gevinst ved salget være skattefri. Som beskrevet i det første brev til [indklagede], så var jeg til et møde hvor min kreditværdighed blev draget i tvivl, der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var muligt for mig at tilbagebetale mit lån på 90.000. Derfor tog jeg mine papirer med i banken og bad min bankrådgiver om at sælge, og lade lånet opsige, samt købe obligationer så jeg ikke igen ville komme i den situation, at skulle bede om at låne sine egne penge og betale både renter og gebyrer. Om min bankrådgiver har læst papirerne, det skal jeg ikke kunne udtale mig om."
Indklagede har anført, at der på grund af størrelsen af klagerens investering bestod en skattepligt på 30% af fortjenesten ved salg, uanset hvor længe klageren havde ejet beviserne. Salget før 3-års fristens udløb udløste imidlertid en merskat på ca. 20% af fortjenesten. Da det ikke kan udelukkes, at klageren havde valgt at sælge en del af investeringsforeningsbeviserne i maj 1995 frem for at optage lånet, såfremt indklagede havde informeret korrekt om beskatningsreglerne, har indklagede godtgjort klageren den meromkostning på 335 kr., som den valgte finansieringsform medførte. Investeringsforeningsbeviserne blev solgt den 26. oktober 1995 efter instruks fra klageren, og den ekspederende medarbejder erindrer ikke, at klageren søgte rådgivning hos indklagede i forbindelse hermed. Investeringsforeningsbeviserne var ikke købt gennem indklagede, hvorfor det kun var klageren selv, der kendte den nøjagtige købsdato. Indklagede måtte endvidere gå ud fra, at klageren var opmærksom på 3-års reglen, idet det netop var denne regel, som gav anledning til etablering af lånet. På grundlag af reglerne i aktieavancebeskatningsloven kunne klageren ikke ved successivt salg have opnået både et provenu på ca. 90.500 kr. og en besparelse på skattebetalingen, hvorfor denne fremgangsmåde ikke var relevant for klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Da indklagede har erkendt, at man i 1995 gav fejlagtig orientering om skattereglerne ved afståelse af investeringsbeviser, og da dette må antages at have bevirket, at klageren optog lånet på 93.000 kr. finder Ankenævnet, at indklagede i overensstemmelse med klagerens subsidiære påstand bør refundere hende stiftelsesomkostningerne 2.539 kr. fratrukket det allerede godtgjorte beløb på 335 kr.
Efter klagerens egne oplysninger må det lægges til grund, at hun var klar over, at der var skattemæssige fordele forbundet med at vente med at afhænde investeringsbeviserne, til der var forløbet tre år fra erhvervelsen af beviserne, da hun den 25. oktober 1995 anmodede indklagede om at gennemføre salget. Da klageren ikke havde indkøbt investeringsbeviserne gennem indklagede, var klageren selv nærmest til at kende den nøjagtige dato for sin erhvervelse af investeringsbeviserne, og hun må derfor selv bære risikoen for, at hun ikke havde sikret sig, at der på salgstidspunktet var gået tre år fra erhvervelsen af beviserne. Under de anførte omstændigheder finder Ankenævnet således ikke, at det kan pådrage indklagede erstatningsansvar, at man effektuerede klagerens salgsordre uden nogen nærmere drøftelse af spørgsmålet om, hvornår investeringsbeviserne var erhvervet.
Som følge af det anførte
Indklagede skal inden 4 uger betale klageren 2.204 kr. med procesrente fra 16. juni 1997. Klagegebyret tilbagebetales klageren.