Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende kreditorbeskyttede midler
| Sagsnummer: | 423 /2011 |
| Dato: | 15-05-2012 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende kreditorbeskyttede midler |
| Indklagede: | Sparekassen Sjælland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende kreditorbeskyttede midler.
Sagens omstændigheder
I januar 2009 blev klageren kunde i Sparekassen Sjælland.
Pr. den 1. april 2009 købte klageren en fast ejendom for kontant 1,6 mio. kr. med kreditorbeskyttede midler, jf. retsplejelovens § 513.
I maj 2009 kontaktede klageren sparekassen med henblik på at optage et lån til modernisering og forbedring af ejendommen. Ved e-mail af 6. maj 2009 til klageren meddelte sparekassen følgende:
"…
Der er ingen problemer i, at du kan tage et lån i ejendommen via Kreditforeningen.
Kontakt mig lige for et møde så vi kan lave et par beregninger i fællesskab.
…"
Klageren optog herefter via Sparekassen et Totalkreditlån på 722.000 kr.
I juli 2010 blev lånet omlagt og forhøjet til 1.054.000 kr.
Pr. den 1. oktober 2010 var den offentlige vurdering af ejendommen 1,9 mio. kr.
Den 13. april 2011 indgav pengeinstituttet P en begæring til fogedretten om udlæg i ejendommen.
Den 29. juni 2011 afsagde fogedretten kendelse om fremme af udlægget, der blev opgjort til 251.807,78 kr. Ifølge kendelsen havde klageren ved at pantsætte ejendommen for 1.054.000 kr. disponeret på en sådan måde, at betingelserne for at anse ejendommen for udlægsfritaget efter retsplejelovens § 513, stk. 1, ikke længere var til stede.
Ved brev af 30. juni 2011 til sparekassen gjorde klageren via sin advokat gældende, at det påhvilede sparekassen, at sørge for aflysning af udlægget, hvilket sparekassen afviste.
Parternes påstande
Den 19. september 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal friholde ejendommen for udlæg.
Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at sparekassen i forbindelse med belåningen af ejendommen burde have informeret ham om, at kreditorbeskyttelsen herved ville bortfalde. Sparekassen har således som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et ansvar overfor ham. Konsekvensen må være, at sparekassen skal friholde ejendommen for udlæg. Dette kan i den aktuelle situation ske ved, at sparekassen opkøber P’s fordring i henhold til udlægget af 29. juni 2011. Sparekassen vil i så fald indtræde i P’s krav i henhold til udlægget.
Sparekassen Sjælland har anført, at man ved e-mailen af 6. maj 2009 besvarede en forespørgsel fra klageren om, hvorvidt det var muligt at optage realkreditlån i en ejendom, der var købt for kreditorbeskyttede midler. Sparekassen er enig i, at medarbejderen burde have undersøgt konsekvenserne nærmere. Undladelsen heraf har imidlertid ikke medført et erstatningsberettiget tab for klageren.
Det må formodes, at klageren ville have optaget lånet, selv om han havde været klar over, at kreditorbeskyttelsen herved bortfaldt.
Klageren har ikke lidt noget egentligt tab. Bortfaldet af kreditorbeskyttelsen har alene medført, at P har opnået en sikkerhed for sit tilgodehavende.
Hvis klagen tages til følge, indebærer det, at sparekassen skal opkøbe alle fordringer, der medfører udlæg i den pågældende ejendom.
Ankenævnets bemærkninger
Sparekassen Sjælland har erkendt, at den burde have undersøgt konsekvenserne ved optagelse af realkreditlån i ejendommen nærmere.
Klageren har imidlertid ikke lidt et egentligt tab som følge af Sparekassen Sjællands undladelse heraf.
Klagen tages derfor ikke til følge.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.